28. oktober 2016

Moderne julenisser

31. marts 2014

Den med John Melvis..

Anders And flyver forskrækket op fra lænestolen på første billede man ser, når man åbner Anders And & Co. nr. 3 fra 1958, for hvad er det dog for en larm? En taleboble med noder, der peger ind i døren bag ham, viser: "Rul, rul, rul og rok, det kan aldrig blive nok."
Denne historie har ingen titel i bladet. Det udelod man  ofte med de korte historier i bladet på det tidspunkt. På det amerikanske originalsprog fra 1957 hedder den Mutilatede Music, det kan oversættes med "forkrøblende musik." Den er skabt af Tony Strobl, som var en af dem, der måtte aflaste Carl Barks, da efterspørgslen efter andehistorier steg med de stigende antal udgivelser. De fleste kender historien som "den med John Melvis."
Men hvad skyldes larmen? Anders spæner ind i stuen, hvor hans tre nevøer sidder foran tv og helt vildt begejstret ser på sangeren John Melvis. På originalsproget hedder han Melvis Presbee. Behøver jeg at skrive, hvem han er en parodi på? Det er også tydeligt ud fra den figur, der er tegnet på tv-skærmen, men man skal ikke tage noget for givet: Elvis Presley, naturligvis. Historien er ikke bare sjov, den er også et dokument fra den tid, hvor nævnte sangers popularitet som teenageidol toppede, og den ældre generation var lige så forvirrede over deres børns musiksmag, som Anders er her over sine nevøers. Han vil gerne forstå, hvorfor de er vilde med Melvis, men han kan ikke. Han vader rundt og lider, så han til sidst må slukke for tv. Da Rip, Rap og Rup tuder højlydt, siger han. "Selv det lyder bedre, men jeg nænner det ikke," så han tænder tv'et igen, så de kan få deres rædselsfulde helt. Ja, Anders er trods alle sine brist en rar and.
Nu gør han ærlige forsøg på at få dem interesseret i noget andet musik, så han tropper op med en guitar og synger en gammel traver for ungerne, men det falder ikke i god jord. Så prøver han med en mundharpe, det duer heller ikke, han forsøger det ene instrument efter det andet. Så forsøger han at lade som om han forlader dem, men de er ligeglade. Han går så til tubaspil i håb om, at den måtte kunne overdøve den rædselsfulde sanger. Hans lærer er dybt fortvivlet over hans spil, men da får Anders en ide, han udfordrer John Melvis til en konkurrence om, hvem der kan larme bedst. Så nu er han i tv med sin tuba og ryster hele nabolaget med sit (host, host) spil, det er vist et af de tilfælde, hvor man skal være glad for, at tegneserien er et lydløst medium. Da Melvis har givet op på forhånd efter at have hørt det afsindige tubaspil, har Anders vundet, så nu kommer han hjem og triumferer. Da han begyndet at blæse på tubaen, vifter ungerne med det hvide flag og laver en aftale om, at hvis de aldrig mere lukker op for John Melvis, lover han så aldrig at spille på truthornet. Anders går med på den og er egentlig henrykt, for han kunne heller selv holde sit eget tubaspil ud.
Ja, der er delte meninger om Strobl blandt donaldister, og sandt at sige er det ikke lige godt alt han har lavet, men som man ser i denne historie har han ramt godt ind imellem. Sjovere historie om den generationkløft, der i halvtredserne opstod på grund af rock'n'roll, er svær at finde.
Et lille kuriosum fra dansk rockhistorie: Da den kom i 1958, var der en ung mand Ivan Haagensen, der som mange andre unge mænd på det tidspunkt ville spille rock'n'roll, men ville finde et godt kunstnernavn. Så sad han og læste dette nummer af Anders And-bladet og syntes, at navnet Melvis var passende,  så han indspillede plader med sit band Melvis and the Gentlemen og fik nogle hits.
Se tidligere anbefalinger

27. marts 2014

Carl Barks som satiriker del 1 - Quizshows og berømmelse

Da man på Western Publishing startede med at udgive bladet Walt Disney Comics & Stories i midtfyrrerne havde tegnerne og forfatterne stor frihed til at gøre hvad de ville. Efterhånden begyndte man at give flere restriktioner, især da ledende personer i halvtredserne fik den ide, at tegneserier var skadelige og førte til kriminalitet, måtte man gøre alt for at bladet ikke indeholdt noget, der kunne medføre dets lukning.
Det medførte dels, at man måtte nedtone mere voldsomme scener, dels at man ikke skulle berøre sprængfarlige samfundskritiske emner. Det med det voldsomme har jeg allerede behandlet i indlægget Gys i Disney-serier.

Barks får det sagt

Det med det samfundskritiske er heller ikke lige det vi forbinder med Disney-serier i dette land. Vi anser det for at være ufarlige serier for børn. Dog tror jeg mange læsere af bladet kan huske den historie, hvor Joakims penge er gemt i en silo på landet og tages væk af en skypumpe med det resultat, at alle folk i miles omkreds får en million, holder op med at arbejde og rejser væk. Da det ikke er til at få mad andre steder end Joakims farm, kan han tage ublu priser for madvarerne og får på den måde pengene tilbage. Denne af Carl Barks tegnede historie har lært mange af os i en tidlig alder hvilke mekanismer der sætter priserne i vores samfund.
Ja, for ligesom jeg hvert år beundrer vores dronning, når hun holder nytårstale, at hun formår at få sagt noget væsentligt, selv om hun ikke må udtale sig politisk, således kan man også beundre Barks' evne til at få nogle satiriske pointer ind trods alle de restriktioner han var underlagt.

Vanvittig quiz og jagt på berømmelse.

En ting, som han ikke havde meget til overs for, var quizshows på tv og den jagt på berømmelse, som vi i dag kender fra X-Faktor. Der er mange mindeværdige historier om dette, den første man tænker på er den, hvor Anders And har købt tonsvis af bøger for at deltage i en quiz, hvor man kan vinde en tønde penge. Men Rip, Rap og Rup deltager også, og da Anders optræder noget arrogant har quizmasterne fundet på, at  de vil give ham en lærestreg, så de giver ham sindssyge spørgsmål. Ungerne får lette spørgsmål, som de i rollen som rene idioter ikke kan svare på, Rap vinder selv om han ikke kan svare på, hvor mange haler en hund har. Historien byggede på et radioshow, der kørte på det tidspunkt, hvor man havde vedtaget på forhånd, hvem der skulle vinde, og det næsten var tydeligt fra starten. Det er en tidlig Barks-historie, hvor ungerne ikke har udviklet sig til kloge grønspætter endnu.
Senere er der den mindeværdige, hvor Anders får at vide, at han først kan deltage i et quizshow ved at blive berømt, så nu jagter han forgæves berømmelsen. Under et forsøgene på at gøre noget originalt, sluges han af en hval og kommer ud igen, da han så tror berømmelsen er hjemme, får han at vide, at det ikke er noget nyt, det har en mand der hedder Jonas allerede gjort for flere tusind år siden. Nu er det så heldigt, at Gearløs har opfundet en dims, der sætter dyrene i stand til at tale, og Anders kommer nu med en flegmatisk hund, der siger "det er strenge tider, gamle ven." Han udkonkurreres imidlertid af, at ungerne har en syngende kat.
Jag på berømmelse, hvor er den tåbelig, siger Barks i disse historier.

En sen Joakim-historie.

Så alle de tåbelige quizzer på tv, her kan man så også tænke på den senere historie med Joakim i hovedrollen, der ærgrer sig over hvor let det er at tjene penge i et quizshow, han har lige set en vinde 50.000 kr. fordi han kunne svare på, hvor mange ører en kanin havde - med en ekstra præmie for at sige, at det var to lange ører.
Joakim beslutter sig dog at melde sig til quizzen for at tjene lidt lette penge, og han vil naturligvis gerne have spørgsmål om penge. Han får imidlertid et brev fra skattevæsenet om, at hvis han bare tjener en krone mere, så skylder han dem en million. Så nu må han gøre alt for at tabe i quizzen, så han sidder med et lidende udtryk og siger "det ved jeg ikke" til spørgsmål som hvilken form en rund mønt har, hvad en guldmønt er lavet af og lignende. Men så får han en trøstpræmie på 50.000 kr. for sin rørende uvidenhed, så han besvimer - af glæde, tror quizmasteren.
Med disse historier om tåbelige quizshows - som vi stadig i dag kan finde eksempler på - og jagt på kort berømmelse har Barks fået givet nogle satiriske pointer mit i, at han ikke måtte sige for meget for redaktionen.
Et kommende indlæg vil indeholde flere eksempler.