tirsdag

Iagttagelse fra Bogforum

Så var det tid for Bogforum i Forum. Traditionen tro deltog jeg, og jeg hørte da mange interessante interviews, de må nok siges at ligge uden for denne blogs emne. Traditionen tro havde Egmont også en stand. Det gjaldt også andre tegneserieforlag og ditto butikker.
Det bemærkelsesværdige var, at Disneyprodukter - såvel blade som bøger - glimrede ved deres fravær på Egmonts stand. Har de helt opgivet offensiven for Anders And-bladet? Er populariteten dalet så meget, at det ikke nytter noget mere. Der var heller ikke de sædvanlige arrangementer for  at lokke børn til, som Jumbobogs-opstabling og at lære at tegne de kendte figurer. Tankevækkende, det er ikke længere Egmonts salgssucces og store flagskib. Her kunne man nok se, at der var nye tider.
Sandt at sige tror jeg også, at gennemsnitsalderen for læserne bliver højere. Vi er nogle mere eller mindre gamle nisser, der stadig læser de skønne tegneserier, som berigede vores barndom, men måske har mangaen helt overtaget den nye generation. Hvem ved?

torsdag

Et eminent portræt af Don Rosa

Don Rosa
I mandags var jeg til filmen Life and Times of Don Rosa, titlen taget fra hans store saga om Joakim von Ands vej til rigdommen. I Grand Teatret var adskillige donaldister mødt op, Søren Vinterberg gav en introduktion Filmens skaber Sebastian Cordez, der var debutant, var også til stede, og han gav en meget kort intro.
Filmen var absolut et smukt portræt af den nu noget nedbrudte andetegner, der havde ladet sig overtale til at give interviewet på hans bopæl i Kentucky.
Rørende og oprigtigt fortalte han om sin ikke særligt rare opvækst, om hans vej ind i tegneserien via hans søster og senere i underground-serierne som Robert Crumb og lignende. Der blev også pillet grundigt ved Disney-koncernens system, han havde ikke modtaget mange af de kroner, som der rullede ind.
Interessant var det især at se ham fremvise hans arbejdsmetoder, hvordan han havde en perfekt streg, så mange ikke troede, at hans skitser var skitser.
Sørgeligt var det også at høre, hvordan øjensygdommen havde sat en stopper for hans virke som tegner. Om han så skulle få det mentalt bedre, så vender han nok ikke tilbage på grund af den.
En dejlig oplevelse at se - og fint med muligheden for spørgsmål bagefter.

onsdag

Månedshæftet

Forsiden af Månedshæfte med Sorte Slyngel og Mickey Mouse
Typisk månedshæfte i museuniverset
I starten af min skoletid begyndte Gutenberghus at udsende Månedshæfte, som det fremgår af navnet var det et hæfte, der udkom en gang om måneden.

Månedshæfternes indhold

Det var en erstatning for Walt Disney Præsenterer, som kom i starten af tresserne med uregelmæssige mellemrum, det var igen en erstatning for Solohæfterne, der i halvtredserne udkom sideløbende med det gængse Anders And-blad. Før dem var der i de første årgange B-hæfterne.
Disse blade havde samme størrelse og format som Anders And & Co., men indeholdt enten kun en lang historie eller  flere korte historier fra det samme univers, ind imellem også tegneserieudgaven af de lange tegnefilm.
Tressernes hæfter, Walt Disney Præsenterer og Månedshæftet, havde desuden tegneserieudgaver af Disneystudiernes live-actionfilm. Ofte var disse live actiontilm heller ikke det store sus, men tegneserieudgaverne var decideret bovlamme.

Som man ser dem i dag

Når jeg i dag ser på Månedshæfterne, så er de ikke det store sus, for de gode af dem var genudgivelser af Solohæfter fra halvtredserne. Nuvel, det gav  min generation mulighed for at læse nogle af de historier, der kom før vi blev født. Jeg vil især fremhæve Barks-klassikere som Anders And på Grønland og Lejrturen. Det var godt at læse dem, uden at de blev splittet op i flere fortsatte dele i det gængse blad.
De to særhæfter fra ulveuniverset var bestemt heller ikke så ringe. De var tegnet af Harvey Eisenberg, der ved at tegne Tom og Jerry havde udviklet en grotesk komik, som han udnytter til det yderste i sine Disneyserier. I sådanne ulvehistorier går noget af det rørstrømske af Lille Ulv-figuren, der ellers kan være ulvehistoriernes svaghed.
Paul Murry-historierne var især den sene Murry, hvor Sorte Slyngel har overtaget Sortepers plads som Mickeys evige ærkefjende og Anders And er blevet en følgesvend på linie med, lejlighedsvis i stedet for Fedtmule. Desuden blev Fedtmule til Supermule, da det viste sige jordnødderne i hans have havde overnaturlige evner. Jeg vil ikke kalde alle disse historier dårlige, men de er heller ikke Murry, som han var i sin glansperiode.
Junglebogen, der fik Danmarkspremiere 2. juledag i 1968 fik også sit hæfte i nr. 1 i 1969. Den er tålelig, men ikke på højde med filmen.
I 1970 skiftede det navn til Ekstra Hæfte, senere blev det Anders And Ekstra.

mandag

Så kom den..

Anders, Benny og Egon
Jeg havde fået galt fat i, hvornår der kom en Anders And-historie, hvor Olsen Banden dukkede op. Den var her i sidste nummer - Anders And skal passe på sin onkels pengetank, men så går han ud og glemmer nøglen. Han får selveste Egon Olsen og hans bande til at hjælpe sig med at komme ind igen. Der går naturligvis kage i det, da Bjørnebanden dukker op.
Så er jeg også gjort opmærksom på, at Nordisk Film også ejes af Egmont. Ja, naturligvis, det er to af deres mærkevarer, som de nu prøver at redde sig gennem deres krise på. Bladoplaget på Anders And & Co. falder, Nordisk Film er også i krise. Der er så forsøgt med en animeret Olsen Bande-film, som jeg ikke har set. Jeg personlig tvivler på, at det ekstrasalg, som de har på, at den populære tyvebande optræder i en forglemmelig historie, holder længe. I starten er det da meget sjovt, og bevares, man får da Egon Olsens skældordsremse, da han kommer ind til sidst, og der er rødder i Barks-klassikerne, når det netop går galt, fordi en af Bjørnebanditterne ikke kan stå for svesker - men en historie mere går ikke.
Nu har Egmont også længe forsøgt at holde oplaget oppe ved at have billigt legetøj som gaver ved bladet. Måske skulle man bare lade bladet dø - så myten om det ugentlige blad kan forblive intakt. Bare sagt til overvejelse.

torsdag

Anders Ands fætre

Det er for trofaste læsere af Anders And velkendt, at han har masser af fætre. I det hele taget må det siges at være besynderligt, at der kun er onkler og tanter, nevøer og niecer i Disneys universer. Den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv, og han er jo slem, så det må være lidt af en seksualforskrækkelse i den kultur (ha ha). Nu har vi så haft en vis tradition i Danmark for at betragte Bedstemor And og Onkel Joakim som bror og søster, den har Don Rosa brudt.
Men fætrene florerer i massevis, af en eller anden grund har Anders jo en gase som fætter - ja, Fætter Højben hedder Gladstone Gander på originalsproget. Senere dukkede den skrupforvirrede Fætter Vims op og blev især her i vort land en populær figur.
Men hvor kunne det være sjovt at lave en liste over alle de mange one-shots. Lige i skrivende stund kunne jeg kun komme i tanker om Hidsigprop And.
Eller hvad med en liste over alle Fedtmules mange mærkelige onkler? Det kunne også være underholdende. Det bliver en gang i fremtiden her, nu skulle jeg bare lige lufte tankerne.

onsdag

Barksisme

På grund af den lydlige lighed mellem Den Gode Tegners navn, og så den politiske teoretiker Karl Marx, så var det nærliggende, at man kaldte fans af Barks for barksister. Det var især en morsom joke på et tidspunkt, hvor de politiske holdninger stod meget skarpt og alle skulle tilhøre en eller anden politisk isme.

Nu har mange også beskyldt barksisterne for nærmest at være lige så militante. Alt andet end Barks var rent affald, man kunne højest svinge sig op til Murry, Gottfredson og Taliafero. Især magasinet Carl Barks & Co., som udsendtes i halvfjerdserne og firserne kunne godt være præget af denne holdning.
Jeg vil stadig sige, at Barks er den bedste, men jeg er ikke så militant. Trods alt var der også mange historier af Strobl, som jeg kunne lide som barn. Desuden fandt jeg da også, at Jumbobøgerne og Fætter Vims var et frisk pust.
Men der er ingen tvivl om, at Barks-fandommen har sat sit præg på andehistorierne nu. Andeby tegnes med statuen af Kornelius Blisand, der rager op, historierne formes som de klassiske historier af Barks, enten som ubønhørlige motorveje mod katastrofen for Anders And eller som eksperthistorierne. Kun godt, så er der konsensus i universet. Men så kan man godt savne Anderbilt og Mary Moseand, som jeg synes er nogle festlige figurer i  italienernes serier.

Ja, jeg er barksist, men ikke militant.

tirsdag

Bongo

Da jeg skrev om filmtegneserier, overså jeg i farten, at der også i første årgang var historien om cirkusbjørnen Bongo, der bliver træt af at være i bur og flygter. Det viser sig at friheden ikke er så let. Alle frygter ham, fordi han er en bjørn - de tror, at alle bjørne er som den store frygtelige Knortekæbe, der spreder skræk og rædsel omkring sig.

De tidlige tre Bongo-tegneserier

Bongo nyder friheden i Disney-filmen Fun and Fancy Free
Bongo nyder friheden, fra filnen
Det er hvad den første historie i juni 1949 handler om. Det lykkes Bongo ved hjælp af sin ethjulede cykel at vinde over sin store, brovtende fjende - og alle dyrene kommer til at holde af ham. Den historie lægger stilen for de senere historier om Bongo: meget koncentreret omkring hans kampe mod hans kæmpestore artsfælle, et David og Goliath-motiv.
Oprindelig indgik den i filmen Fun and Fancy Free, hvor Jesper Fårekylling er vært og fortæller to historier, først om Mickey og Bønnestagen (historiens danske titel) og så om Bongo.

Den anden Bongo-historie

Den anden historie i juli 1949 handler om, at det ikke er så let at leve i frihed. Det kan være svært at finde føden, og myrerne stikker. Så nu vil den lille bjørn tilbage til cirkus, men da Knortekæbe - der er hævngerrig oven på opgøret i den første historie - vil jage ham væk, får vi endnu et slagsmål, som Bongo vinder ved sin hurtighed, og han beslutter at blive, for det vil han helst.

Den tredje Bongo-historie

Billede af Knortekæbe fra filmen
Knortekæbe
I august får vi den tredje del af trilogien, som det syntes at have været i første omgang. Der har nok været en biograf, der har vist filmen den sommer. Dens handling er heller ikke helt som de tre serier - i filmen er Bongo forelsket i en lille hunbjørn med Knortekæbe som rival. Det er udeladt i tegneserierne. Her i den tredje er det stadig svært for Bongo at leve i friheden, det er ikke til at sove derude. Knortekæbe forsøger nu at bruge list og lader som om, at han vil være Bongos ven. Han inviterer ham til at bo hos sig i sin hule, men kun for at overliste ham. Bongo slipper fra alle bulderbassens drabsforsøg uden at opdage dem, og til sidst er der jægere i farvandet, og Knortekæbe ender som et bjørneskindstæppe. Happy Ending, Bongo har en hule at bo i, og hans ærkefjende er væk.

Siden, da man lavede flere Bongo-historier, blev Knortekæbe genoplivet - der skulle jo være en skurk, og i senere genoptryk af den tredje historie blev Knortekæbes død derfor også ændret til, at han flygtede langt væk for at slippe fra jægerne.

Bongo-serierne set i dag

Historierne er forfattet af Chase Craig, der ellers skrev en historier om Store Stygge Ulv og Pelle Gris og Snurre Snup-serier - og tegnet er Gil Turner, der også stod bag mange ulvehistorier med sin streg. De tre Bongo-serier er om ikke tegneserieguld som Barks, så dog tegneseriesølv. De er charmerende med deres skovdyr, og slagsmålene mellem de to bjørne er komiske. Det er måske netop, fordi de ikke følger filmen så trofast, at de holder bedre end mange andre af de andre tegnefilmbaserede tegneserier. De er helt og holdent lavet efter, hvad der fungerer i det trykte medium.

Grundlag for skovuniverset

De danner også en del af grundlaget for hvad jeg med mit eget udtryk kalder skovuniverset - skoven, hvor Chip og Chap, Bongo og Knortekæbe, De Syv Små Dværge og heksen fra Snehvide, Lille Ulv og hans stygge far, Gårdmand Bjørn og Bror Ræv og Bror Kanin boltrer sig, dukker op på må og få som bipersoner og skurke i hinandens historier. Det er et fleksibelt og charmerende univers, tegnet af flere habile tegnere.
Den første årgangs ulvehistorier og de tre historier om Bongo er de tidlige rødder til dette.

søndag

Olsen Banden - ak ja!

Jeg havde misforstået forhåndsomtalen, der er ikke nogen historie i det nye Anders And & Co., hvor han møder Olsen Banden.
I stedet er der et gammeldags brætspil over Olsen Banden, hvor man i samme princip som i ludospillet slår en terning og flytter brikkerne det antal felter. Så kan man havne på et heldigt eller uheldigt felt, og den, der kommer først i mål, har vundet. Den slags brætspil kom altid i min barndom over en Disney-film - for så vidt over de fleste familiefilm. I dag er det computerspil, der laves over film og får en ekstra indtægt ud af den. Brætspil over film sælger næppe - så hvad i alverden får dog Egmont til at tro, at de kan sælge mere af Anders And & Co. ved et primitivt brætspil over den nye animerede Olsen Bande-film?
Øv øv, det kunne ellers have været sjovt, hvis man lige havde mødt den berømte tyvebande i en andehistorie. Men hvad, den første historie i bladet, Anders' sidste sag, er ganske skæg. Rip, Rap og Rup er ikke i skole, da det er Kornelius Blisand-dag. Den er plantet i arven fra Barks, de fleste af os barksister husker nok, at han er Andebys grundlægger, som Onkel Joakim kappes om at rejse en statue af mod maharajahen af Pengostan.
Historien som helhed har også rødderne plantet i Barks-muld, da Anders er blevet privatdetektiv. Han er helt overbevist om, at han kan opklare forbrydelser med alle de krimier af Jo Nesquick (der er lige skævet til den norske krimiverden) han har læst. Da han skal opklare en kunsttyveri, laver en alle de Sherlock Holmes'ske logiske følgeslutninger, men han gør dem alle forkert, selv Onkel Joakim beskylder han for tyveriet. Det viser sig, at billedet bare har været til rensning. Så er han færdig med det detektivpjat - men da han så ser Indianer Jesper i tv, så kaster han sig over arkæologi. Der er mange mindelser til Barks-klassikeren Sheriffen i Seksløberdalen, den samme indbildskhed hos Anders og parodi på populærkultur i historien.

lørdag

Anders And og Olsen Banden

Nu skal Anders And sandelig have hjælp af Olsen Banden. Det er lidt af en offensiv, som Egmont i øjeblikket kører for at få oplaget op igen. Nu er der så lige premiere på den nye computeranimerede udgave af den berømte tyvebande. Jeg sad lige og så anmeldelsen i Troldspejlet, der blev sagt af Jakob Stegelmann, at det var mest for dem, der ville hygge sig med det gammelkendte uden de store overraskelser.

Jeg har købt bladet og vil anmelde historien, når jeg har fået den læst. Jeg kan så ikke lade være med at tænke nogle tanker.
Det at genoplive Olsen Banden - ja, jeg var vild med dem som ung mand, men jeg er blevet noget træt af dem, sikkert fordi, at jeg har genset dem lidt for mange gange på flimmerkassen. De er da nogle herlige typer, og jeg er vild med Yvonnes sædvanlige: "Meget har du budt mig, men det her..." Ja, hun kunne sige det, hende Kirsten Walther. Min frygt for den nye animerede er, at det er et forsøg på at koge yderlige suppe på et ben, der for længst er udtjent.

Når så Egmont prøver yderligere at få salget af Anders And & Co. op ved hjælp af dem, prøver de så ikke at holde liv i noget, der måske ikke rigtig holder mere? Mange nutidige læsere foretrækker Jumbobogen og beslægtede pocketudgivelser, de giver mere for pengene. Skulle man så ikke bare holde sig til dem? De små billige legetøjsgaver til bladene forekommer mig også pinlige.

Men det var lidt forhåndstanker, jeg vil vende tilbage med en omtale af historien, når jeg har læst den.

fredag

De oversete tegneseriekunstnere

Dem, der ofte beundres i tegneserieverdenen, er tegnerne. Deres indsats er også væsentlig nok, for hvor er det vigtigt, at figurens ansigtsudtryk er overbevisende - i mange af de venstrehåndsarbejder, som kom i Anders And & Co. i midt-60'erne, findes der rigeligt eksempler på figurer, der render rundt med et torskedumt udtryk og skal foregive at være i følelsesmæssigt oprør.

Forfattere overses.

Men vi glemmer ofte forfatterne. For hvad nytter nok så gode tegninger, hvis historien er dårlig? Flotte tegninger til en dårlig historie er en typisk faldgrube i tegneseriemediet.
Forklaringen på den større bevågenhed af tegnerne er givetvis, at det er lettere at kende en tegner på hans streg og figurernes udseende. Man åbner et Anders And-blad, og når man ser ændernes udseende, siger man straks: Barks, Strobl, Bradbury, Vicar og så videre. Det er ikke uden videre let at kende en forfatter på samme måde.

Det sjældne dobbelttalent.

At have et dobbelttalent for både at tegne og fortælle, det er en sjældenhed. Carl Barks var en af dem, udenfor Disney ser man undtagelsen hos Tintins far, Hergé. De bedste tegneserier udover de to undtagelser er oftest parløb mellem en forfatter og en tegner. Et eksempel på, hvor meget forfatteren betyder, kan uden for rammerne af Disneyserierne ses ved Asterix. Da tekstforfatteren René Coscinny døde, faldt tekstens kvalitet drastisk. Asterix blev herefter for kedelig.
Må vi barksister ikke spørge, med hånden på hjertet: havde vi kaldt Barks Den Gode Tegner, hvis historierne havde været dårlige? Jeg tror det ikke. Tegningerne havde givetvis været lige så gode, men de ville ikke have haft noget særligt at vise. Jeg personlig finder også de historier, som er skrevet af en anden forfatter, for de svageste i hans produktion.

Carl Fallberg.

Hvis jeg skal nævne nogen eksempler i Disneys regi på forfattere, der har gjort en stor indsats, så vil jeg nævne Carl Fallberg, der leverede manuskripter til størstedelen af Paul Murrys Mickey og Fedtmule-historier i deres glansperiode. Selv om Murrys streg er fin, så kommer man ikke udenom, at Fallbergs evne til at fortælle en spændende historie om Mickeys kamp mod skurkene. De er nok mere kulørte end Barks' andehistorier, men hvis Barks så er tegneseriernes H. C. Andersen, som Spirits skaber Will Eisner kaldte ham, så er Fallberg/Murry deres Conan Doyle. De sene Murry-historier er tydeligt præget af, at Fallberg ikke skriver ordene i taleboblerne mere. Nok er Murrys Fedtmule med hånden for munden herlig, men var det nok, hvis ikke Fallberg havde givet ham nogle idiotiske påfund?

Dick Kinney.

En anden forfatterindsats jeg vil trække frem, er Dick Kinney. Han havde tidligere lavet manuser til tegnefilm, hvor han viste at have en stor forkærlighed for at skildre en munter plageånd. Den forkærlighed tog han med ind i tegneserierne, da han skabte en ny personage blandt Anders' mange fætre: Fætter Vims. Ganske vist har Al Hubbard en underfundig, skødesløs streg, hvor ænderne har et hyggeligt udseende, og han kan tegne Anders' raseriudbrud over Vims så det er en lyst - men figuren Vims er Dick Kinneys påfund, ingen tvivl om det. Altid opslugt af nye hobbies, altid med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Læser man tidlige Hubbard-historier skrevet af andre forfattere, så er de en skuffelse.
Parret Hubbard/Kinney har også skabt nogle skønne andehistorier uden Vims - jeg mindes en historie, hvor Anders åbner en køreskole og får en skingrende skør gammel dame som sin første elev.
Eller den herlige fra 1965, hvor Anders har foreslået ungerne og Onkel Joakim, at de skal gå tidligt i seng, når de skal besøge Bedste, så forstyrres han i søvnen hele natten, så han på sidste billede ude hos Bedstemor And går søvndrukken rundt, mens de andre er friske som havørne.
Ingen tvivl om, at Dick Kinney har gjort disse historier festlige, uden at forklejne Hubbards streg.

Så fremhæves Al Taliafero ofte som den store skaber af avisstriberne med Anders And. Men var de morsomme uden Bob Karp til at finde på herlige gags?
Jeg håber med dette at have bragt forfatterne lidt til ære og værdighed i tegneseriemediet.

torsdag

Disney i prosaform

I de første årgange af Anders And & Co. var der små historier om Disney-figurerne - de gik ud af bladet, men kom igen senere i Gavehæfterne og andre ekstraudgivelser. På et tidspunkt havde man også en hæfteserie, der hed Bedstemor Ands Godnathistorier, indeholdende nogle af disse historier. De viste ofte på forsiden Bedstemor And, der læste op for Rip, Rap og Rup.

Baggrunden for disse små noveller var, at man i USA kunne opnå kulturstøtte, hvis der var noveller i et blad. Så for at få denne støtte, havde Western Publishing disse fortællinger i Walt Disney Comics & Stories. De kom så med i det danske Anders And & Co. og andre udgivelser. Det hører også med til billedet, at man i nogle morgenmadsprodukter lod medfølge små hæfter med disse Disney-historier.

Når jeg ved lejlighed har læst de gamle hæfter, så må jeg sige, at disse historier nok også - ligesom filmserierne - er akkilleshælen. De er noget litterært misk mask, og hvis de er taget med af Gutenberghus - senere Egmont - for at give bladet et vist "respektabelt" præg, så er det et stort paradoks, at Barks og Co. leverer langt mere litterær kvalitet i billeder og ord end disse fortællinger, som det ved adskillige genlæsninger har været meget svært for mig at læse til ende. De er i en fad ugebladsstil, tilpasset et yngre publikum.

Nogle af historierne - især i de senere gavehæfter - bygger på tegneseriehistorier, men ofte med en anden mere "lyserød" slutning end forlægget. Tilpasset de mindste, der ikke kan klare at se Anders jage ungerne med en kæp på sidste billede?

onsdag

Ufrivillig komik

Der er ikke lavet en trykfejl i overskriften. Det skulle man tro, da man ellers forbinder Disney-tegneserierne med frivillig komik, der i bedste fald lykkes.

Beroligende bagsider.

Det hentyder til adskillige af bagsideteksterne, som i løbet af halvtredserne blev trykt bag på det navnkundige blad. Hvor de gode tegneserier af Barks, Gottfredson, Taliafero og Murry er tidløse, så er bagsideteksterne en tidsrejse tilbage til den tid, hvor tegneserier var et frygtet medium. Allerede i 1949, hvor Dan Folke mødte betænkeligheder over sådan at udgive et blad med kun tegneserier, der slutter hver af de præsentationer, som man bag på bladet skrev af figurerne, med en forsikring om, at bladet er sund og god læsning.

I halvtredserne blev der skruet op for det blus. Her er et citatududpluk:
Ni ud af ti pædagoger siger god for Anders And & Co.
Der er intet skadeligt eller overspændt i bladet.
Du kan trygt bede dine forældre om penge til bladet, det vil nyde det lige så meget som dig.
De kan trygt købe Anders And & Co. til Deres barn, der er intet usundt i det.
Når jeg ler af disse forsikringer, så er det på en anden måde, end når jeg ler af Anders And og Fedtmule.

Tegneseriehetzen.

Baggrunden er, hvad tegneseriehistorikerne kalder tegneseriehetzen. Den startede i USA, da psykiateren Frederik Wertham i 1954 udgav sin bog Seduction of the Innocent, ovs. Forførelsen af de uskyldige, hvor tegneserierne blev fremstillet som opdragelse til terror, der trak de unge ind i en afstumpet holdning. En god kur mod stigningen i volden ville være, at dette medium blev stoppet. Hans bog satte straks en debat i gang, og mange blade måtte lukke - man indførte i tegneseriebranchen The Comics Code, en liste over hvad der ikke måtte forekomme i serier af sex og vold.

Herhjemme blev Werthams bog taget til hjertet af Tørk Haxthausen, der udgav en bog med samme titel som Werthams. Selv om den ikke var en direkte oversættelse, så var indholdet i store træk det samme: tegneserierne forførte de unge til vold, og han brugte mange af de samme eksempler som Wertham, hvilket er lettere grinagtigt, da det drejer sig om horrorserier, der på det tidspunkt ikke engang var udkommet i Danmark (dem havde vi først et boom af i 70'erne).
I hans bog får Anders And & Co. også et ord med på vejen:
I længden må det have en dårlig indflydelse på dem, der studerer hæfterne.
 Ja, Don Quijote og vindmøllerne! Mon ikke!

Han havde i forvejen god jord at så i, fordi mange anså tegneserier for et medium for dem, der ikke kan læse og at det ødelagde børns læsefærdighed - heraf alle forsikringerne på bagsiden allerede i 49. Da Haxthausens bog kom, udløste den naturligvis debat, og man hetzede mod "det skadelige medium" fra alle sider. Anders And-bladet overlevede, men flere andre blade, f. eks. Kong Kylie, måtte lukke.

Det skal nævnes, at journalisten Håkon Stangerup - far til den senere kendte forfatter Henrik - forsvarede tegneserier, og anså dem for at være en god afslapning i aviserne mellem alt det tunge, men han var dog totalt afvisende overfor rene tegneserieblade, og spændingsserierne anså han for ødelæggende.

Vi kan grine af det i dag og huske, at det samme blev sagt, da romanen blev masselæsning i det 19. århundrede, og da biograferne gik deres første sejrsgang. Lignende ting siges i dag om computerspil.

tirsdag

Anders Ands start som solostjerne

Det er vel snart sagt til hudløshed, at Anders And "kom ud af ægget" i Den kloge lille høne fra 1934. Den var en del af Disneys Silly Symphony-serie, hvor han ikke havde faste gennemgående figurer og hvor han ofte eksperimenterede. Disse eksperimenter blev senere brugt i de lange film.

Anders And som bifigur.

Anders And skændes med en fyr om en hvalp, Mickey Mouse dukker op
Anders som tidlig ballademager
Disse korte film kom  også i serieform sideløbende med Mickey Mouse. Såvel De Tre Små Grise, Skildpadden og Haren og flere andre kom her i tegneserieform.
Sideløbende med dem kørte Mickey Mouse, først med en daglig afsluttet lille gag på fire billeder, kaldet en strip. Efterhånden fandt tegneren Floyd Gottfredson på at fortælle fortsatte historier, der gik i avisernes strips i lang tid og blev fulgt med spænding.
I disse serier var Anders ofte med som Mickeys koleriske og kujonagtige ven. Han havde det lange spidse næb, som han havde i debutfilmen.

Anders And i Silly Symphony-serien.

Anders And står op i sengen, parat til det værste
Anders' første egen stribe
På et tidspunkt fandt den italienskfødte Al Taliafero, der tegnede Silly Symphoni-striberne, på at lave nogle Symphony-striber med den hidsige and. Så med Homer Brightman som manuskriptforfatter kom der i 1936 de første striber med anden, hvor der stod Silly Symphony i titelruden. Den første længere søndagssribe viser Anders, der forstyrres i nattesøvnen af en flue, og i hidsighed griber han et gevær og skyder mod den, da den sidder på væggen. Der er et stort hul i væggen, men fluen er væk og Anders lægger sig og sover.
Med den er karakteren slået an: hidsig og totalt ligeglad med konsekvenserne af sine problemløsninger, selv ved små problemer. Det lange spidse næb er helt symbolsk: han hakker på alt og alle. Allerede de næste striber laver han den ene gale streg efter den anden. Den tidlige Anders And er ikke en voksen figur, han er udpræget barnagtig og ondskabsfuld. I en af dem bliver han hidsig på Fedtmule, der falder i vandet, da Anders smider en fisk i hovedet på ham. Da Anders kaster et reb ud til ham tilsyneladende for at redde ham, binder han et anker i den anden ende og smider det ud, så Fedtmule trækkes ned - men rolig, han genopstår i de kommende tegneserier og tegnefilm - men så ond kunne den tidlige Anders være.
Anders And ser Rip, Rap og Rup for første gang, han har fået vand i hovedet
Rip Rap og Rups første opdukken
Hertil skal også siges, at det generelt er et ondt univers disse tidlige seriestriber foregår i.
Dem, der prøver at opdrage en puerile and, bruger metoder, som er så grove, at hvis nogen brugte dem i dag til børneopdragelse, så blev børnene snart tvangsfjernet. Nora Malkeko dukker ofte op som opdrageren og frem for den alternative intelligens hun udviser i Mickey-striberne, så er hun her en skrap kælling uden skrupler, når hun skal gøre Anders til en god and - hvordan hun så tror, at hun kan det med det eksempel hun udviser.
I 1937 dukker nevøerne Rip, Rap og Rup op. Før havde det været Mickeys nevøer Mik og Mak, der udsatte Anders for grove løjer, men nu får Anders et brev fra sin søster Della om, at hun sender sine tre drenge til ham. Deres far fik et nervesammenbrud, da der gik et kanonslag af under hans lænestol. De tre dukker op og medvirker i en række striber, der senere dannede grundlag for deres debutfilm. Her i starten er de langt fra de superbørn, der rager kastanjerne ud af ilden for deres onkel. De er så vanartede, at selv Knold og Tot ligner rene søndagsskolebørn i sammenligning. Ofte får Anders skylden for deres numre.
Nora Malkeko slår Anders And i hovedet med tasken og sætter så Rip, Rap og Rup til at skyde til måls efter ham
En prøve på Nora Malkekos opdragelsesmetoder i de tidlige andeserier

Anders Ands egen tegneserie.

I 1938 forlod Anders And-striberne Silly Symphony-serien og blev selvstændig. Bob Karp var blevet manus-forfatter, men det var stadig det samme lange spidse næb, stadig den slette karakter og det samme onde univers - men publikum elskede den krakilske and.
Efterhånden gør skaberne hans næb kortere og hans karakter mere neddæmpet. Nu bor nevøerne fast hos ham, så nu er han nødt til at være voksen, omend han stadig kan blive hidsig og er en kvajpande.
Anders And har købt et musikinstrument og går ned ad gaden
En senere mere fredelig Anders

Sådan blev Anders, der tidligt var en temmelig ondskabsfuld figur, til en tragikomisk figur.

mandag

Hjælp, jeg er Fætter Guf!

På Facebook har man en test, en af de mange som laves for sjov, hvor man kan se, hvem fra Andeby man er. Jeg kunne da ikke lade være med at tage den - hjælp, jeg blev Fætter Guf! Bedstemor Ands gårdskarl, verdensmesteren i dovenskab, han bestiller ikke andet end at spise og sove. Det er tydeligt, at Bedste kun holder fast ved ham på grund af godgørenhed, der er ingen andre, der vil have ham. Den virkelige ubarmhjertige karakteristik af ham fik man i oktober 1951, hvor han endelig - foranlediget af musene Tim og Bum - vil gøre noget for at hjælpe Bedste med arbejdet og hjælpe hende. "De må ikke slide sådan i det, Bedste! Nu deler vi arbejdet! Nu trækker De, så stønner jeg. Puh-ha! Puh-ha! Puh-ha!" Så er han vist karaktermyrdet en gang for alle.
Bedstemor And trækker vand op af brønden mens Guf stønner.
Fætter Guf totalt udleveret
Men hvad er det dog for et spørgsmål i den test, der har fået mig til at blive ham? Nå, det er jo kun sjov. Tænk hvis jeg var blevet Fætter Højben, uha, uha, den narrøv!

søndag

Filmserier

Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.

Tegneserier over kortfilmene.

Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.

Tegneserier baseret på langfilm.

Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i B- hæfterne og solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.

torsdag

Fra tegnefilm til tegneserie

Mange forveksler tit de to ting tegneserie og tegnefilm. Hvis jeg i korthed skal forklare, hvad forskellen er, så er tegneserier trykt på papir uden lyd, tegnefilm er på en celluidstrimmel, der ved gennemlysning projiceres op på et lærred - den kan også vises via TV eller på en DVD eller video på Nettet.
Selv dem, der er klar over denne forskel, kan alligevel have tendens til at opfatte det som to ensartede medier. Det må jeg også sige nej til.

Starten på figurernes tegneseriekarriere.

Nu er jeg ikke uforstående overfor forvekslingen af den grund, at det er et historisk faktum, at de samme figurer, der lavede ustyrlige gags på filmlærredet, også har været i tegneseriernes ruder. Skaberne af tegnefilm - inklusiv pioneren Walt Disney - indså, at det kunne betale sig at lave serier med filmenes figurer. Derfor kom adskillige af disse figurer til at optræde på avisstriber i amerikanske aviser, der efterhånden blev eksporteret til andre landes blade i oversættelse. Efterhånden begyndte man i 40'erne at skabe rene tegneserieblade - det blev starten på bladet Walt Disney Comics & Stories fra selskabet Western Publishing, der også udgav blade med andre figurer end Disneys. De startede med at genoptrykke avisstriber, men da de slap op, måtte de skabe nye og længere historier. Det blev forbilledet for Anders And & Co., der i starten købte alle sine serier fra Western Publishing.

Forskellene.

Men trods det, at det er de samme figurer, så må det siges, at det er to forskellige medier.
Alene det, at tegneserien er lydløs, gør en forskel. På grund af den stemme, som Anders And taler med i tegnefilmene - skabt af lydimitatoren Clarence Nash - så kan han ikke være så veltalende. Det bliver meget med Uh.. Oh..! og lignende udbrud og små korte sætninger. Hans "sang" bliver ofte en skræppen uden ord. Carl Barks' Anders er derimod veltalende, især når han skal tale om sine egne fortræffeligheder i starten af historierne.
Den anden afgørende forskel er, at tegneseriens billeder er statiske, man har tid til at kigge på dem, inden man går videre til næste rude i ens eget tempo. Tegnefilmen bevæger sig, og her er det oftest baseret på visuel komik, hvad der ser sjovt ud, i lighed med stumfilmens klassiske komikere, som for en stor dels vedkommende heller ikke klarede overgang til lydfilm. De tidlige avisstriber af Al Taliaferro efterlignede dette, især når han tegnede Anders Ands raserianfald (se nærmere Anders Ands start som solostjerne.
Carl Barks indså at han var nødt til at dæmpe anden ned og gøre ham mere nuanceret. Det kunne ikke blive ved med at gå med 10-siders historier af ren visuel komik. Derfor blev det mere sjove ansigtsudtryk og rappe replikker, der kom til at dominere. Historien i september 1949 indleder med et volapyk-skænderis mellem Anders og Højben, der forstummer på næste side, da Andersine dukker op og beder om hjælp. Den er et stjerneeksempel på Barks' verbalt baserede komik.
Dog kan man også se groteske ydre ting hos Barks, som i f. eks. i historien i januar 1950, hvor Anders har pralet med, at han turde hoppe i vandet på nytårsdag. Da Højben tager ham på ordet, får vi nogle helt groteske billeder af Anders' forsøg på at komme i det kolde vand.
Også Fedtmule er i forhold til tegnefilmene mere verbal - i tegneserierne baserer det sig meget på hans utrolige evne til at misforstå talemåder. Benny Andersen kunne have frydet sig over flere af disse striber.
Men trods forskellen på tegnefilm og tegneserier, der gør de samme figurer forskellige, så har de to medier inspireret hinanden og lånt hinandens historier. Det vil jeg poste indlæg om senere.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Billede af Pluto
Pluto siger kun vov
Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

Pr-billede af Chip og Chap
'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern
Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

onsdag

Er andeserierne fantasy?

Det spørgsmål stilles tit, og på en vis måde kunne der siges ja. Allerede i kraft af at ænder taler må man sige, at først skridt ind i den kategori er betrådt. Tager vi alle dem, der i bladets navn hører under "Co." så er der jo mus, ulve, bjørne, kaniner og meget andet, der taler. Endda hunde, som Fedtmule. Der er lige Pluto, der kun siger vov som andre hunde.

Det "realistiske" element.

Også bipersonerne i andeuniverset er tegnet som dyr, vi har Andebys borgmester, tegnet som en gris, og den hos Carl Barks tilbagevendende griseskurk. Andre bipersoner tegnes med hundesnuder ligesom Bjørnebanden.
Barks forsøgte på et tidspunkt i klassikeren Old California at sætte ænderne sammen med realistiske mennesker, som han altid havde drømt om at tegne. Problemet var, at ænderne kom til at virke malplacerede i det realistiske gammelmexikanske miljø - en gang malurt i en ellers god historie med Barks i veloplagt tegnehjørne.
På samme måde faldt det også til jorden, da Paul Murry i tresserne anbragte Mickey og Fedtmule blandt virkelige mennesker, tegnet i en stil, som ligner tegneserieudgaverne af Disneystudiernes live-actionfilm. Seriernes bipersoner må tegnes som et slags dyr, ellers kommer de til at stikke i øjnene ved siden af de centrale besjælede dyr.
Så kommer paradokset, at i adskillige historier er de talende dyr det eneste uvirkelige. Omend mange hverdagskonflikter er sat på spidsen, og fysiske fænomener kan være vildt overdrevne - det hører til humortegneseriernes væsen - så er de menneskelige dyrs verden ikke altid uvirkelig. Når de er bedst, så genkender vi hverdagskonflikterne og kan ved at le af dem le af os selv. Vi kender typerne, narren Højben, der altid formår at klare sig, gnieren Joakim - de typer eksisterer.
Dertil kommer alle de eventyr, som Barks sendte Joakim ud på, og som Don Rosa senere udbyggede. Det er historisk virkelige skatte, man kan i flæng nævne inkaernes skatte, Djengis Khans krone. Barks anvendte fotos fra magasinet National Geographic til forlæg for sine tegninger, når ænderne rejste udenfor Andeby. Da jeg gik i skole, syntes jeg det var sjovt, når vi i historie og geografi havde noget, som jeg havde læst om i Anders And & Co. Da jeg senere som voksen var en tur til USA, var jeg i Californien ved den gamle guldgraverby Calligo, hvor der var et hus bygget af flasker i stedet for mursten. Jeg morede mig vældigt over, at sådan et hus eksisterede, da jeg kunne huske den historie, hvor Joakim havde gemt sit gamle skattekort i et sådant hus og genfinder det (blev trykt i bladet nr. 39-40 1967).

Tegneserier med fantasy-elementer.

Så langt på vej er ikke alle tegneserierne fantasy, bortset fra de talende dyr, men som det blev fremhævet i Anders Ands 70-års jubilæumsbog, så skete der i tresserne en stigning af det mystiske og magiske i andehistorierne. Anders kunne rejse vestpå og være i det gamle vilde vesten uden at være særlig forbavset over den tidsforskydning. Figurer med magiske evner som Madam Mim holdt deres indtog. Fantasifigurer fra Disnyes spillefilm som Kaptajn Klo, Peter Pan og flere andre dukkede op som bifigurer.
Også Barks hoppede på den vogn. Joakims første 25-øre, der i starten var en ren mindeartefakt, fik status som amulet. Han fik en ny modstander, Hexia de Tricks, en andeheks, der i modsætning til Bjørnebanden ikke er ude efter hans penge, men hans første 25-øre for at smelte den om til en superamulet. Her fik den rige and kamp til stregen med en modstander, der er lige så smart som ham selv i modsætning til båtnakkerne i Bjørnebanden. Selv om Joakim kæmper mod hendes hokus pokus med naturlige midler, så fylder magien så meget i disse historier, at de må regnes til fantasygenren.
I nyere tid har den italienske tegner Cavazzano også tegnet en længere saga med ænderne, hvor de ryger ind i et helbefarent fantasy-univers (den blev trykt i det bind af Hall of Fame-serien, der omhandlede Cavazzano).

De øvrige tegneserier.

Mig bekendt har man aldrig i så udpræget grad indført magiske elementer i museuniverset. De eneste eksempler jeg lige kan komme på er, at Pluto en gang mødte den græske gud Pan, der fik ham til at danse ved hjælp af sin fløjte, og at Mickey og Fedtmule en gang tog til et land udelukkende bestående af klovner.
I skovuniverset lever dyrene meget som alle andre dyr, bortset fra at de taler, og så er der lige ulvene og Gårdmand Bjørn, der bor i huse. Men det sker jo i nogle af disse tegneserier, at heksen fra Snehvide er genopstået fra de døde og sætter skoven på den anden ende med sin onde magi - hun har fra tid til anden indgået samarbejde med Store Stygge Ulv.

Så ja, der er tegneserier i Disneys regi, der må regnes for helbefaren fantasy udover det, at dyrene taler. Bare langt fra dem alle!

mandag

Fedtmule, den elskelige klodsmajor

Ingen tvivl, er der nogen, der  brillerer med en lav intelligenskvotient, så er det Fedtmule. Om end Anders And ikke altid er lige kløgtig, så kommer han da ikke hjem i sin bil og ser den tomme garage, hvorpå han tror, at den bil han selv sidder i er stjålet. Det gjorde Fedtmule i en lille fire-siders historie i nr. 20/1956. Ikke så sært, at Carl Barks udtalte, at Fedtmule var en total idiot. Han kom heller aldrig til at tegne museuniverset og dermed Fedtmule.

Fedtmule på film

Fedtmule som golfspiller i en de mange sportsparodier på film
Fedtmule i sportsparodi
Fedtmule - med det sigende navn på originalsproget Goofy, skør fyr - var en bifigur i de tidlige Mickey Mouse-film og gjorde sig snart bemærket med sin fjogede latter. Underligt nok er det først i løbet af 80'erne at man i tegneserierne fandt på at gengive den med hydr, hydr, i betragtning af, at det virkelig er hans varemærke på filmene.
Fra starten af var han et rent paphoved. Han tænkte dybt og grundigt over den mindste ting han skulle gøre, men når han så endelig gjorde det, så gjorde han det alligevel forkert. På et tidspunkt lavede man triofilmene, de film, hvor Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule klovnede med Mickey som den kloge hvide klovn, Anders som kujonen og hidsigproppen og Fedtmule som den totale dummepeter, der er skyld i at en campingvogn hægter sig løs fra bilen og kurtiserer en galleonsfigur, som han tror er en virkelig kvinde. Ingen tvivl, han er et fæ. Siden var han stjerne i egne film, nogen gange i parløb med Anders And, men Walt Disney mistede tidligt interessen for ham. Han fik mest lov til at lægge krop til en række sportsparodier og samfundssatiriske småstykker.

Fedtmule i seriestriber.

Mickey Mouse jager Fedtmule med en kost.
Fedtnule i Gottfredsons streg
I starten var han også en bifigur på den trykte stribe, klummergøjen, som Mickey må rage kastanierne ud af ilden for og den, der ved sine dumheder sætter Anders' eklatante raserianfald i gang - ja, ligesom på filmene. I de tidlige tegneserier - nej, hvor er han dum - ja, og sød. Han er jo på en eller anden led ikke til at stå for. Han vil det bedste for sine medskabninger, men kommer bare altid til at gøre det helt forkert. Fedtmule-striberne kan være Århushistorier eller blondinevitser.  Korte tegneseriestriber kan i det hele taget sammenlignes med de vittigheder, som vi underholde hinanden med til fester, det sidste billede er en pointe, der i bedste fald udløser latter - det sker ikke, hvis den enten er dårlig eller læseren ikke forstår den. Gentagne gange tager han talemåder bogstaveligt (stakkels oversætter, tænker man af og til) eller løser de praktiske problemer på en helt vild måde.

Fedtmule i længere tegneserier.

Fedtmule tegnet af Murry med den karakteristiske hånd for munden
Fedtmule i Paul Murrys streng
I lang tid anså man ham primært for at være Mickeys tro følgesvend i jagten på forbrydere. Det var især i Paul Murrys lange eventyr, der en overgang var fast indslag i Anders And og Co. som fortsat serie. Her introduceredes Fedtmule med hånden for munden, der får ham til at se ekstra fjoget ud. Det er godt nok udpræget spændingshistorier, men Fedtmule laver altid et eller andet skørt i dem og slutter dem ofte med en komisk bemærkning.
Men lad os da ikke glemme alle de historier, hvor Fedtmule er hovedpersonen (på et tidspunkt gav man ham en nevø, Gilbert, der efter min mening er lige lovlig højtravende klog). De er så godt som alle præget af, at han laver den ene brøler efter den anden.
I en historie bliver han i starten dagens helt, fordi han falder i et par rulleskøjter der flyder på gaden og dermed ruller over og skubber et barn ind på fortovet, der var lige ved at blive kørt over. Bilens fører, der er ham taknemlig over denne dåd, belønner ham ved at give ham et job på sin koncern med det resultat, at det  går grueligt galt.
Det kunne være en Anders And-historie, hvor det går lukt mod katastrofen, men Fedtmule er jo så elskelig, at mange manuskriptforfattere og tegnere ikke har nænnet at få ham ned i skidtet - ikke for meget i hvert fald. Utallige er de historier, hvor han forhindrer en forbrydelse på grund af sine klodsetheder uden at være klar over det selv, og så til sidst får tak og belønning. Her er han beslægtet med den klodsede yngste søn i eventyrerne, der til sidst klarer det hele og får prinsessen og det halve kongerige. Så meget får Fedtmule ikke, men han får altid i disse historier en klækkelig belønning, med den beskedne bemærkning, at han gjorde jo ingenting, han passede bare sit arbejde.

Selv om han er en figur, som Disney tidligt mistede interessen for, så har han sine fans. Det forstår jeg godt.

fredag

Spin-off

Et spin-off vil sige, at en biperson fra en serie får sin egen serie som hovedperson. Det kendes fra TV i form af, at psykiateren Fraser fra Sams Bar fik sin egen serie.
Disneys koncern har i sandhed været eksperter i spin-offs. Bare i nyere tid ser man Timon og Pumba fra filmen Løvernes Konge på Disney Sjovs halvtimes-tegnefilm.

Anders And som spin-off

I virkeligheden er Anders And et stort spin-off. Han var oprindelig bifigur, først i en Silly Symphony, som Disney kaldte sine korte tegnefilm uden fast gennemgående figur, senere som Mickey Mouses kujonagtige og koleriske ven se nærmere Anders Ands start som solostjerne. I dag er han hovedfiguren. Selv om Walt Disney ikke brød sig om ham, så kunne han ikke komme uden om, at han stjal billedet.
Carl Barks skabte sit eget univers omkring anden, og det blev en hel spin-off kæde, snart kom der historier med Andersine And, Bedstemor And og Rip, Rap og Rup. Selv den nærige onkel Joakim von And fik snart sit eget blad, sågar begyndte der at komme historier med hans evige ærkefjender Bjørne Banden som hovedpersoner. Selv den skøre biperson Georg Gearløs fik sin egen tegneserie.

Masser af eksempler

Det vi ser med Timon og Pumba var meget almindeligt i Anders And & Co. tidligere. De Syv Små Dværge fik nogle historier, Snehvide kunne endda medvirke i dem. Selv heksen dukkede op og var skurk i adskillige af de historier, der foregår i skoven, hvordan hun så end kan det, når hun styrter ned i kløften i filmen Snehvide. Chip og Chap fik deres egne film uden Anders And som modstander, og dermed også deres egne serier. Jesper Fårekylling dukker op fra tid til anden, ofte som hovedperson - det kan Pinocchio endda også gøre ind imellem. Tim og Bum fra Askepot har også deres serier, de har endda i en stribe historier flyttet ind hos Bedstemor And.
Se indlægget Skovuniverset.

Vaks

Om det så var figurer, som man kun ser i et kort glimt, så kunne der laves spin-off på dem. Sidst i Lady og Vagabonden har de fået hvalpe, og minsandten om ikke den lille hanhvalp kunne få sin egen serie under navnet Vaks. Den blev ofte tegnet af Al Hubbard og er en lille børnehyggelig serie om den lille hvalps hverdag og hans problemer med andre hunde. Lady og Vagabonden er her i forældrerollen, og mange af bifigurerne fra filmen dukker op som bifigurer. Den  henvender sig nok mest til de helt små, som Rasmus Klump også henvender sig til. Det er  forståeligt, at større børn finder den noget barnlig. Den har så været et indslag i bladet for dem, der ikke var gamle nok til at forstå pengemekanismerne i Barks' historier.

Madam Mim

I midttresserne kom filmen Sværdet i Stenen, hvor der optrådte en komisk heks ved navn Madam Mim. Hun var mere skæg end uhyggelig, og hun fik snart sin serie i bladet. Hun kunne være ond, men altid på en komisk måde, ofte bestod humoren i, at hun vendte op og ned på det hele, f. eks. sagde Du Ondeste i stedet for Du Godeste. Hun indgik makkerskab med Hexia de Trick og Bjørnebanden, de sidste har hun et specielt had-kærlighedsforhold til, og naturligvis var modstanderen Joakim von And. Når hun senere optrådte i forbindelse med diverse figurer fra andeuniverset kunne hun være godmodig og venlig, om end altid lidt småfarlig. Skør kælling, vil man sige, men som barn syntes jeg da, at hun var skæg. Et nærliggende spørgsmål: hvordan kunne hun dog pludselig komme fra middelalderens England, hvor filmen foregår, til nutidens Andeby? En af Gearløs' tidsmaskiner?

torsdag

Tre-trinsmodellen hos Barks

Mange har den opfattelse af Anders And, at det er moderne eventyr. Når man går Barks efter i sømmene, så vil man se, at det ikke er helt forkert. Vi finder nemlig hos mesteren mange af trækkene, som vi kender fra eventyr. En af disse, som dette indlæg handler om, er tre-tallet.

Eksempler fra klassiske eventyr.

Tre-trins modellen er så meget brugt i eventyr, så vi kan det per rygrad. Den uduelige yngste søn har to brødre, men de dummer sig, og så kommer den tredje,  han klarer prøven. Den kender vi fra Klods Hans, fra det norske folkeeventyr Askeladden, fra Askepot, hvor de to søstre prøver glasskoen, men så kommer Askepot som den tredje og passer den. I den oprindelige Grimm-udgave af Snehvide prøver dronningen at dræbe Snehvide tre gange, tredje gang lykkes det, men så kommer prinsen. Vi har også rigeligt eksempler på i folkeeventyrene, at helten må klare tre prøver, og tredje gang er så lykkens gang.

Barks' omvendte tre-trinsmodel.

Hos Barks finder vi ofte denne skabelon: vor ven Anders And dummer sig tre gange, de katastrofale følger bliver større for hver gang og hans tre nevøer må rage  kastanierne ud af ilden for ham, eller også flygter han til Timbuktu eller Langbortistan. Anders er antihelten, den evige uheldig-peter, der - som Dan Turell udtrykte det - er der hver tirsdag (der så i dag er blevet torsdag) med det samme gå-på-mod, den samme tro på sig selv, men hver gang går det galt, så hvor tredje gang er lykkens gang i folkeeventyrerne, så er det den totale katastrofes gang hos Barks.
Det første nummer af Anders And & Co. har historien om Anders And som Brandmand, der er et nærliggende eksempel. Første gang når han ikke sprøjtevognen, anden gang tager han fejl af håndsprøjten og petroleumssprøjten. Tredje gang går der ild i ham selv, hvor han i panik løber ind i sit hus og stikker ild på det. Heldigvis har han sine tre nevøer, så det ikke bliver totalt tragisk. Der skulle også gerne komme den næste historie med den kære and.
I en historie, som jeg mindes med glæde fra min barndom i nr. 29/1963, bliver han ansat i en forlystelsespark efter en noget særpræget intelligensprøve. Først står han i isboden, her skærer han bunden af en isvaffel, så en fornem gæsts tøj svines til og han sætter candyfloss på balloner, så de flyver væk og laver totalt kaos i en symfonikoncert.
Det næste er, at han står i popcornboden, hvor han betages af nogle smarte dansepiger (så kom ikke og påstå, at han er kønsløs), så han ikke ser sig for og hælder for mange korn i gryden. Hele forlystelsesparken drukner i popcorn.
Tredje gang skal han sørge for fyrværkeri, og det går også rivegalt, da han er uforsigtig med en tændstik. Slutbilledet viser Anders på flugt fra parkens inspektør, som smider stumperne af intelligensprøven i hovedet på ham.
Det er en omvendt tre-trinsmodel: hvor helten klarer tre prøver i eventyrerne, og  tredje gang er lykkens gang, så dummer Anders sig tre gange, og tredje gang er katastrofens gang.

Eksperthistorierne.

Så er der den specielle type historier, som Barks opfandt, eksperthistorierne. Her har Anders  fundet en niche, hvor han kan noget og gør det  perfekt. Også i dem finder vi tre-trinsmodellen, men her går det som regel succesfuldt tre gange, tredje gang som lykkens gang. Men så kommer der en gang mere, som rammer hans svage punkt, og så sker katastrofen.
Klassikeren over dem alle er Anders And som regnmager i bladet fra september 1953, hvor han med sit regnpulver kan lave regn på bestilling. Han skaffer en bondemand regn, han skaffer regn til en have uden at gøre konens vasketøj vådt og han skaffer regn til en skov, der er ved at tørre ud. Men så kommer det svage punkt: jalousien. Da Fætter Højben tager på skovtur med Andersine, så stikker jalousiens grønøjede djævel ham bagi (bogstavelig talt), og i raseri laver han et forfærdeligt uvejr over skovtursgæsterne, det er så voldsomt, at det er lige ved at koste dem livet.
I en anden - 30/1963- er han nedrivningsekspert, der kan rive huse ned med sin kran og blykugle, og han udfører tre opgaver, der for hver gang bliver mere umulige. Den  sidste er et stort fort af beton, som det lykkes ham at sende ud i havet. Men fortet var beboet af en myg, der er gal over at have mistet sit hjem, så da Anders får en bestilling på et gammelt skur, så sætter den sig på et 1-tal, så det ligner et 7-tal med det resultat, at han river milliardærklubbens fine bygning ned.

Barks har rødder i de gamle eventyr, det er tydeligt nok, i disse historier ser vi tre-trinsmodellen, men tredje gang er blevet ulykkens gang. Kun i eksperthistorierne er det lykkens gang, men efter det kommer ekspertens fald.
Der kunne nævnes flere eksempler, men nogle skulle jeg jo vælge.

onsdag

Det første nummer af Anders And & Co.


Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Første nummer af Anders And & Co. hvor Anders med Rip, Rap og Rup i baggrunden peger på titlen
Forsiden til første nummer
De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.


Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.
Anders And er blevet degraderet i brandkorpset og er dybt nedbøjet.
Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn
Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.

Mickey Mouse med røde shorts

Fra Steamoat Willie den første Mickey Mouse-film, farvelagt
Den klassiske Mickey Mouse har fået en genoplivning i de seneste årgange af Anders And-bladet, den sorte mus med de røde shorts. Sådan så han oprindelig ud, da han var en balstyrig karl i de tidlige film Plane Crazy og Steamboat Willie, og han fortsatte med at være balstyrig i lang tid - i en af disse tidlige film bliver han hidsig og kaster en bog efter en papegøje, en reaktion som senere var forbeholdt Anders And.

Mickey Mouse som detektiv

Mange af os - især i min alder - kender mest Mickey som den velklædte detektiv, der ordner alting for den måbende politimester Striks, oftest med enten Sorteper eller Sorte Slyngel som modstandere og den alternativ intelligente Fedtmule som følgesvend. Den lille sorte mus med de røde shorts så man glimtvis i tegnefilmshows, men ellers kendte man ham ikke.

Floyd Gottfredsons balstyrige Mickey

Så udsendte Egmont Den Store.. -serien, hvor der så kom Den Store Mickey Mouse, hvor vi rigtig blev introduceret for Floyd Gottfredsons udgave af Mickey. Den sene Gottfredson havde striber med i de første årgange af Anders And & Co., og en længere historie, den uforlignelige Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve. Men i Den Store Mickey Mouse fik man set de forrygende eventyr krydret med en total barok komik - egentlig var det en langt sjovere Mickey end superdetektiven fra bladene, selv om jeg godt kan lide Paul Murrys historier om Mickey som detektiv, som var en næsten fast bestanddel af Anders And-bladet i 60'erne og 70'erne.

De nye musehistorier

I de nyere blade er han så pludselig en sort mus med røde shorts igen. Han er så ikke lige så balstyrig som hos Gottfredson, men han har nu noget af de sene Gottfredson over sig i disse nye serier, småborgeren, der kæmper med problemer. Så har vi endelig fået lov at gense en hel del skønne bifigurer, som ellers var sendt på pension, Klavs Krikke, Nora Malkeko og Klara Kluk - den sidste optræder også i andehistorier som Andersines veninde, her er hun oftest en klog pige. Klavs Krikke kan være irriterende for Mickey, Nora er lige så alternativ intelligent som Fedtmule. Skønt at få lov at gense disse obskure figurer, der for mig er forbundet med barndomsminder.

tirsdag

Carl Barks igen - i det nye nummer.

Hvor er det svært at skrive noget om Carl Barks, mesteren over dem alle! For hvor er der allerede skrevet meget om ham!
Jeg har alle de gamle numre af Carl Barks & Co., et magasin der kom om mesteren og hans kollegaer for omkring tyve år siden, og der er skrevet flere biografier, artikler
og meget andet. Hvad kan jeg dog komme med?

Andersine Ands Dagbog

Men i det sidste Anders And & Co. var der sandelig en historie, som jeg aldrig havde læst før. Nu var Barks "kun" tegner på den, teksten var skrevet af Bob Gregory.
Barks var en af de sjældne tilfælde, der havde talent for både tegning og historiefortælling. Fordi det er sjældent, så skabes de bedste tegneserier ofte i parløb mellem en forfatter og tegner.
Bob Gregory var også en af de flittige forfattere af Disney-tegneserier, han er sjælden som tegner.
Denne historie hører til serien Andersine Ands Dagbog, som de amerikanske udgivere Western Publishing startede som led i en kampagne for at få piger til at læse bladene. De er fortalt i firkantede kasser af Andersine, og starter altid med Kære Dagbog. Barks har leveret tegninger til nogle historier i den serie, men det er ofte andre end ham selv, der har skrevet teksten. Han sagde endda i et interview, at han ærgrede sig over, at han aldrig rigtig nåede at udvikle Andersine. Nok ikke så mærkeligt, i betragtning af, at det var andre forfattere, der skrev disse "særserier."

Den for mig ukendte historie.

Serien i det nyeste blad er en typisk "dagbogshistorie" fra Andersine, som der var mange af i bladet i starten af tresserne. Hun har et typisk kvindeproblem, alt er baseret på at lave noget, som piger kan genkende og er optaget af. Her er det hvem hun skal invitere til middag, når Anders er med - som ofte i disse historier er Anders' rolle reduceret til "problemskaber." Her er det - også typisk - Klara Kluk, der skal rådgive, og ligegyldig hvem hun foreslår, har Andersine en indvending. Så kommer Klara i tanke om sin penneven Hagbart Hane, som mener det samme som Anders i alle ting. Så inviterer de ham, men det udvikler sig til en kedelig aften for de to piger, for de to herrer er så optaget af at snakke om fodbold og alt det, som de nu kan finde sammen om, så Andersine og Klara ikke kan følge med og keder sig. Så går der endelig skår i de tos nye venskab, da de bliver uenige som dommere i en dansekonkurrence, så er alt løst for pigerne, tror de. Men det viser sig, at Hagbart tog fejl, og så er de to atter pot og pande. I de sidste billeder finder Andersine sammen med sine niecer og hygger sig med Anders og hans nevøer - en typisk "dagbogshistorie"-løsning.

Hvad mener jeg om den?

Den er helt og holdent en typisk historie af sin slags, hverken værre eller bedre end de fleste. Barks' tegninger er som altid herlige, Anders og Hagbarts mimik er skøn flere steder. Hagbart er sådan en figur, som kan bruges i en enkelt historie, men så heller ikke mere.
Som alle andre dagbogshistorier med Barks ved tegnepennen er den habil og kan godt underholde, men er ikke en af de store klassikere, som kan tåle mange gensyn. Mange andre dagbogshistorier har været tyndbenede. De har ofte været tegnet af Dick Moores, som har en vis charme med sine runde hoveder på figurerne, men han er ikke nogen superfortæller.
Ok, denne historie kan så gå, men i sammenligning hvad man ellers forbinder med Barks er den tynd.

mandag

Anders And og ungerne i Danmark

I de sidste uger var Anders And &  Co. i medierne. Der ville nemlig komme en historie, hvor vores ven Anders og hans tre nevøer Rip, Rap og Rup skulle til Danmark.
Nu er nummeret kommet, og så er jeg jo nysgerrig. Det er da meget sjovt, at det netop er i vores lille land det foregår.

Handlingen

Nuvel, plottet er helt ordinært for de af os, der har læst Carl Barks og hans trofaste disciple på Egmont. Der er fundet en halskæde i Danmark, der har tilhørt vikingen Leif den Lykkelige, den er lavet af indfødte amerikanere (som det hedder på politisk korrekt i dag, i et gammelt nummer havde der stået indianere). Det vil blive det endelige bevis for, at vikingerne var de første i Amerika, derfor er der penge at tjene på den. For en gangs skyld er Anders begejstret for at blive sendt af sted af sin onkel, for det er jo wienerbassernes hjemland. De ankommer til Billund lufthavn og skal nu finde halskæder, og naturligvis giver det genvordigheder.
De finder frem til den og får den bragt til Andeby, men så dukker en indfødt amerikaner op med en advokat og kræver at få halskæden udleveret, den blev stjålet af Leif den Lykkelige i sin tid. Onkel Joakim må udlevere den og ærgrer sig med tårer.

Tegningerne.

Tegningerne er af Rodriquez, en af de mange spansksprogede tegnere, som Egmont har i sin stald. De er ikke lige en åbenbaring, men de er habile. Mest herlige er de for os danskere med de meget vellignende tegninger af danske interiører: museet i Jelling, Lillebæltsbroen, Den Lille Havfrue (der desværre er i Shanghai, erstatningen ser ikke særlig dansk ud), Amalienborg, Nyhavn, Kongens Nytorv. De er genkendeligt tegnet, men ikke så flot som Barks tegnede Andesbjergene og Hong Kong. Det er da meget sjovt at se dem.

Teksten.

Forfatteren er Gorm Transgaard. Historien er en fuldstændig ordinær historie: Anders sendes på mission, ungerne klarer ærterne så det lykkes, men så slutter det med en ironisk pointe. Ja, det er set før, men så skal det siges, at der er puttet mange sjove ting ind i skabelonen. Under forhåndsomtalen var man optaget af statsminister Lars Grynte Grismussen og Slibri Lee, parodien på Sidney Lee, men der er også andre sjove ting - som da grønspættebogen fortæller, at danskerne er de eneste, der kan udtale "rødgrød med fløde på." Dronningen med et næb der maler og laver bispekåber (hun virker nu mere selvhøjtidelig end den virkelige Margrethe), eller da Grismussen ringer til Joakim og kræver den tilbage. Her afvæbner Joakim ham ved at fortælle, at han ejer de virksomheder, der fremstiller wienerbasser, hvis han må sende halskæden tilbage må han lade være med at eksportere til Danmark. Det går ikke, mener Grismussen, så vil Danmark miste en af sine største attraktioner. Skæg kommentar til "ægte" souvenirs "made in Hong Kong.

Måske er det ikke den bedste andehistorie, den er nok sjovest for danskere, men den kan da læses. Den står solidt plantet i traditionen med at sende ænderne ud til et autentisk sted, mange af os lærte geografi af disse historier, før vi fik det i skolen.

torsdag

En side om Disneyserier - hvorfor ikke?

Som mange andre er jeg donaldist, medlem af Donaldistforeningen, for mig har Anders And været den store helt siden jeg var barn. Jeg er også en af dem, der mener, at Carl Barks er den bedste - men uden at forklejne andre, selv om guld er det mest værdifulde, så skal man ikke forklejne sølv af den grund.
Som mange andre i min generation elskede jeg, når der i Anders And & Co. fra tresserne stod En Udvalgt Serie, jeg vidste bare, at de var skidegode, som vi "uartigt" sagde dengang. Senere fandt jeg jo ud af, at det var genoptryk af tidligere udgivne historier. Ellers var bladet på det tidspunkt i lidt af et kvalitetsdyk, men Fætter Vims dukkede op i og satte liv i kludene.
Så kom Jumbobøgerne, og her var det tilskud af fantasi, som var tiltrængt, omend jeg indrømmer, at jeg godt kunne se, at de var noget mere voldelige. De er jo også tegnet i Italien, og forskellen på Jumbobøger og de amerikanske serier svarer næsten til forskellen på en amerikansk western og en spagettiwestern.
Denne blog vil komme til at indeholde indlæg om tegneserier, om deres skabere, donaldismen som sådan og så mine egne tanker om det. Film og tv-serier er heller ikke udelukket. Velkommen til at kigge ind igen - nu når jeg nok ikke mere, da jeg er travlt optaget næste weekend, men jeg vender tilbage.