30. september 2010

Fra tegnefilm til tegneserie

Mange forveksler tit de to ting tegneserie og tegnefilm. Hvis jeg i korthed skal forklare, hvad forskellen er, så er tegneserier trykt på papir uden lyd, tegnefilm er på en celluidstrimmel, der ved gennemlysning projiceres op på et lærred - den kan også vises via TV eller på en DVD.
Selv dem, der er klar over denne forskel, kan alligevel have tendens til at opfatte det som to ensartede medier. Det må jeg også sige nej til.

Starten på figurernes tegneseriekarriere.

Nu er jeg ikke uforstående overfor forvekslingen af den grund, at det er et historisk faktum, at de samme figurer, der lavede ustyrlige gags på filmlærredet, også har været i tegneseriernes ruder. Skaberne af tegnefilm - inklusiv pioneren Walt Disney - indså, at det kunne betale sig at lave serier med filmenes figurer. Derfor kom adskillige af disse figurer til at optræde på avisstriber i amerikanske aviser, der efterhånden blev eksporteret til andre landes blade i oversættelse. Efterhånden begyndte man i 40'erne at skabe rene tegneserieblade - det blev starten på bladet Walt Disney Comics & Stories fra selskabet Western Publishing, der også udgav blade med andre figurer end Disneys. De startede med at genoptrykke avisstriber, men da de slap op, måtte de skabe nye og længere historier. Det blev forbilledet for Anders And & Co., der i starten købte alle sine serier fra Western Publishing.

Forskellene.

Men trods det, at det er de samme figurer, så må det siges, at det er to forskellige medier.
Alene det, at tegneserien er lydløs, gør en forskel. På grund af den stemme, som Anders And taler med i tegnefilmene - skabt af lydimitatoren Clarence Nash - så kan han ikke være så veltalende. Det bliver meget med Uh.. Oh..! og lignende udbrud og små korte sætninger. Hans "sang" bliver ofte en skræppen uden ord. Carl Barks' Anders er derimod veltalende, især når han skal tale om sine egne fortræffeligheder i starten af historierne.
Den anden afgørende forskel er, at tegneseriens billeder er statiske, man har tid til at kigge på dem, inden man går videre til næste rude i ens eget tempo. Tegnefilmen bevæger sig, og her er det oftest baseret på visuel komik, hvad der ser sjovt ud, i lighed med stumfilmens komikere. De tidlige avisstriber af Al Taliaferro efterlignede dette, især når han tegnede Anders Ands raserianfald (se nærmere Anders Ands start som solostjerne.
Carl Barks indså at han var nødt til at dæmpe anden ned og gøre ham mere nuanceret. Det kunne ikke blive ved med at gå med 10-siders historier af ren visuel komik. Derfor blev det mere sjove ansigtsudtryk og rappe replikker, der kom til at dominere. Historien i september 1949 indleder med et volapyk-skænderis mellem Anders og Højben, der forstummer på næste side, da Andersine dukker op og beder om hjælp. Den er et stjerneeksempel på Barks' verbalt baserede komik.
Dog kan man også se groteske ydre ting hos Barks, som i f. eks. i historien i januar 1950, hvor Anders har pralet med, at han turde hoppe i vandet på nytårsdag. Da Højben tager ham på ordet, får vi nogle helt groteske billeder af Anders' forsøg på at komme i det kolde vand.

Også Fedtmule er i forhold til tegnefilmene mere verbal - i tegneserierne baserer det sig meget på hans utrolige evne til at misforstå talemåder. Benny Andersen kunne have frydet sig over flere af disse striber.

Men trods forskellen på tegnefilm og tegneserier, der gør de samme figurer forskellige, så har de to medier inspireret hinanden og lånt hinandens historier. Det vil jeg poste indlæg om senere.

Menneskeliggjorte dyr

I litteraturen.

Disneys universer har ikke patent på menneskeliggjorte dyr, det har eksisteret siden vi fortalte historier omkring bålet.
Mest kendt fra de gamle grækere tid er nok Æsops dyrefabler, som også har dannet forlæg for adskillige Silly Symphonies, som Skildpadden og Haren og Landmusen og Bymusen. Også vor egen H. C. Andersen har givet sine bidrag, som Den Grimme Ælling og Det er ganske vist, hvor det er høns, der sladrer og gør den lille fjer til fem høns.
En af børnebogsklassikerne fra den engelske børnelitteraturs guldalder er Vinden i Piletræerne, af Kenneth Grahame, om de tre venner Tudse, Muldvarp og Rotte. Den dannede forbillede for nordmanden Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven, som mange af os har jublet over som børn. På et tidspunkt gjorde briten Richard Adams det til voksenlitteratur med først Kaninbjerget, så Shardik om en isbjørn og så Hundeflugten, der i kraft af sit emne (dyreforsøg) må kaldes absolut uegnet for børn. Ups, her glemte jeg vist klassikeren, George Orwells Kammerat Napoleon, om dyrene, der laver revolution på en bondegård.

Tegneserierne.

Tegneserierne vrimler med disse dyr, genren kaldes "funny animal" på engelsk. Især da de populære tegnefilmfigurer skulle gå over til det trykte medie, kom det snart til at blive en almindelig tegneseriegenre - vi kan bare tænke på Søren Spætte, Tom og Jerry, Pelle Gris, Snurre Snup, Daffy og flere andre. Naturligvis måtte Walt Disney ind på det marked, selv om han ikke brød sig om tegneserier. Hans bror Roy kunne se, at der var penge i det.

Grader af menneskeliggørelse.

Der findes så tre grader af menneskeliggørelsen:

1. Følelser og tanker.

Billede af Pluto
Pluto siger kun vov
Dyrene opfører sig som deres virkelige artsfæller, lever på samme måde og siger det samme, kun tillægges de menneskelige følelser. Et oplagt eksempel er Pluto, der ikke siger andet end vov som andre hunde og ejes af Mickey Mouse. I tidlige film var det usikkert hvis hund han var, men nu er det stadfæstet, at det er Mickeys hund. At han så ejes af en mus, der er større end ham, den kamel har vi lært at sluge. Også at Mickey har en ven, Fedtmule, der er en hund (han hed oprindelig Dippy Dawg), der taler og har menneskelig (host, host) intelligens.

2. Tale.

Pr-billede af Chip og Chap
'Chip og Chap taler,
men lever ellers som egern
Dyrene lever som deres virkelige artsfæller, men de taler som mennesker. Et oplagt eksempel er Chip og Chap, der bor i træer som virkelige egern og samler nødder til vinteren, men taler - dog ikke altid helt forståeligt på film. Bror Kanin bor i hule som en rigtig kanin, men taler. De lever så i skoven klods op ad ulve og bjørne, der bor i huse.

3. Gennemført menneskeliggørelse.

Dyrene er helt taget ud af deres naturlige levevis og bor i huse som mennesker, går på arbejde, har familie og er klædt på som mennesker. Her har vi Anders And og hele hans univers af ænder. Det er så gennemført, at han må reddes fra at drukne, han kan ikke svømme som en and. Han har familie som mennesker - hm, tja, han har nevøer, den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv. Også Mickey Mouse og hans bifigurer må siges at høre til den kategori. Vi har vist aldrig hørt ham have en kat som sin fjende, med mindre Sorteper er en kat, som nogen mener.

Menneskeliggjorte dyr er festlige, når de er lavet ordentligt, og de bedste Disney-tegnere formåede det lige så godt som Æsop, H. C. Andersen, Grahame m. fl.

29. september 2010

Er andeserierne fantasy?

Det spørgsmål stilles tit, og på en vis måde kunne der siges ja. Allerede i kraft af at ænder taler må man sige, at først skridt ind i den kategori er betrådt. Tager vi alle dem, der i bladets navn hører under "Co." så er der jo mus, ulve, bjørne, kaniner og meget andet, der taler. Endda hunde, som Fedtmule. Der er lige Pluto, der kun siger vov som andre hunde.

Det "realistiske" element.

Også bipersonerne i andeuniverset er tegnet som dyr, vi har Andebys borgmester, tegnet som en gris, og den hos Carl Barks tilbagevendende griseskurk. Andre bipersoner tegnes med hundesnuder ligesom Bjørnebanden.
Barks forsøgte på et tidspunkt i klassikeren Old California at sætte ænderne sammen med realistiske mennesker, som han altid havde drømt om at tegne. Problemet var, at ænderne kom til at virke malplacerede i det realistiske gammelmexikanske miljø - en gang malurt i en ellers god historie med Barks i veloplagt tegnehjørne.
På samme måde faldt det også til jorden, da Paul Murry i tresserne anbragte Mickey og Fedtmule blandt virkelige mennesker, tegnet i en stil, som ligner tegneserieudgaverne af Disneystudiernes live-actionfilm. Seriernes bipersoner må tegnes som et slags dyr, ellers kommer de til at stikke i øjnene ved siden af de centrale besjælede dyr.
Så kommer paradokset, at i adskillige historier er de talende dyr det eneste uvirkelige. Omend mange hverdagskonflikter er sat på spidsen, og fysiske fænomener kan være vildt overdrevne - det hører til humortegneseriernes væsen - så er de menneskelige dyrs verden ikke altid uvirkelig. Når de er bedst, så genkender vi hverdagskonflikterne og kan ved at le af dem le af os selv. Vi kender typerne, narren Højben, der altid formår at klare sig, gnieren Joakim - de typer eksisterer.
Dertil kommer alle de eventyr, som Barks sendte Joakim ud på, og som Don Rosa senere udbyggede. Det er historisk virkelige skatte, man kan i flæng nævne inkaernes skatte, Djengis Khans krone. Barks anvendte fotos fra magasinet National Geographic til forlæg for sine tegninger, når ænderne rejste udenfor Andeby. Da jeg gik i skole, syntes jeg det var sjovt, når vi i historie og geografi havde noget, som jeg havde læst om i Anders And & Co. Da jeg senere som voksen var en tur til USA, var jeg i Californien ved den gamle guldgraverby Calligo, hvor der var et hus bygget af flasker i stedet for mursten. Jeg morede mig vældigt over, at sådan et hus eksisterede, da jeg kunne huske den historie, hvor Joakim havde gemt sit gamle skattekort i et sådant hus og genfinder det (blev trykt i bladet nr. 39-40 1967).

Tegneserier med fantasy-elementer.

Så langt på vej er ikke alle tegneserierne fantasy, bortset fra de talende dyr, men som det blev fremhævet i Anders Ands 70-års jubilæumsbog, så skete der i tresserne en stigning af det mystiske og magiske i andehistorierne. Anders kunne rejse vestpå og være i det gamle vilde vesten uden at være særlig forbavset over den tidsforskydning. Figurer med magiske evner som Madam Mim holdt deres indtog. Fantasifigurer fra Disnyes spillefilm som Kaptajn Klo, Peter Pan og flere andre dukkede op som bifigurer.
Også Barks hoppede på den vogn. Joakims første 25-øre, der i starten var en ren mindeartefakt, fik status som amulet. Han fik en ny modstander, Hexia de Tricks, en andeheks, der i modsætning til Bjørnebanden ikke er ude efter hans penge, men hans første 25-øre for at smelte den om til en superamulet. Her fik den rige and kamp til stregen med en modstander, der er lige så smart som ham selv i modsætning til båtnakkerne i Bjørnebanden. Selv om Joakim kæmper mod hendes hokus pokus med naturlige midler, så fylder magien så meget i disse historier, at de må regnes til fantasygenren.
I nyere tid har den italienske tegner Cavazzano også tegnet en længere saga med ænderne, hvor de ryger ind i et helbefarent fantasy-univers (den blev trykt i det bind af Hall of Fame-serien, der omhandlede Cavazzano).

De øvrige tegneserier.

Mig bekendt har man aldrig i så udpræget grad indført magiske elementer i museuniverset. De eneste eksempler jeg lige kan komme på er, at Pluto en gang mødte den græske gud Pan, der fik ham til at danse ved hjælp af sin fløjte, og at Mickey og Fedtmule en gang tog til et land udelukkende bestående af klovner.
I skovuniverset lever dyrene meget som alle andre dyr, bortset fra at de taler, og så er der lige ulvene og Gårdmand Bjørn, der bor i huse. Men det sker jo i nogle af disse tegneserier, at heksen fra Snehvide er genopstået fra de døde og sætter skoven på den anden ende med sin onde magi - hun har fra tid til anden indgået samarbejde med Store Stygge Ulv.

Så ja, der er tegneserier i Disneys regi, der må regnes for helbefaren fantasy udover det, at dyrene taler. Bare langt fra dem alle!

27. september 2010

Fedtmule, den elskelige klodsmajor

Ingen tvivl, er der nogen, der  brillerer med en lav intelligenskvotient, så er det Fedtmule. Om end Anders And ikke altid er lige kløgtig, så kommer han da ikke hjem i sin bil og ser den tomme garage, hvorpå han tror, at den bil han selv sidder i er stjålet. Det gjorde Fedtmule i en lille fire-siders historie i nr. 20/1956. Ikke så sært, at Carl Barks udtalte, at Fedtmule var en total idiot. Han kom heller aldrig til at tegne museuniverset og dermed Fedtmule.

Fedtmule på film

Fedtmule som golfspiller i en de mange sportsparodier på film
Fedtmule i sportsparodi
Fedtmule - med det sigende navn på originalsproget Goofy, skør fyr - var en bifigur i de tidlige Mickey Mouse-film og gjorde sig snart bemærket med sin fjogede latter. Underligt nok er det først i løbet af 80'erne at man i tegneserierne fandt på at gengive den med hydr, hydr, i betragtning af, at det virkelig er hans varemærke på filmene.
Fra starten af var han et rent paphoved. Han tænkte dybt og grundigt over den mindste ting han skulle gøre, men når han så endelig gjorde det, så gjorde han det alligevel forkert. På et tidspunkt lavede man triofilmene, de film, hvor Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule klovnede med Mickey som den kloge hvide klovn, Anders som kujonen og hidsigproppen og Fedtmule som den totale dummepeter, der er skyld i at en campingvogn hægter sig løs fra bilen og kurtiserer en galleonsfigur, som han tror er en virkelig kvinde. Ingen tvivl, han er et fæ. Siden var han stjerne i egne film, nogen gange i parløb med Anders And, men Walt Disney mistede tidligt interessen for ham. Han fik mest lov til at lægge krop til en række sportsparodier og samfundssatiriske småstykker.

Fedtmule i seriestriber.

Mickey Mouse jager Fedtmule med en kost.
Fedtnule i Gottfredsons streg
I starten var han også en bifigur på den trykte stribe, klummergøjen, som Mickey må rage kastanierne ud af ilden for og den, der ved sine dumheder sætter Anders' eklatante raserianfald i gang - ja, ligesom på filmene. I de tidlige tegneserier - nej, hvor er han dum - ja, og sød. Han er jo på en eller anden led ikke til at stå for. Han vil det bedste for sine medskabninger, men kommer bare altid til at gøre det helt forkert. Fedtmule-striberne kan være Århushistorier eller blondinevitser.  Korte tegneseriestriber kan i det hele taget sammenlignes med de vittigheder, som vi underholde hinanden med til fester, det sidste billede er en pointe, der i bedste fald udløser latter - det sker ikke, hvis den enten er dårlig eller læseren ikke forstår den. Gentagne gange tager han talemåder bogstaveligt (stakkels oversætter, tænker man af og til) eller løser de praktiske problemer på en helt vild måde.

Fedtmule i længere tegneserier.

Fedtmule tegnet af Murry med den karakteristiske hånd for munden
Fedtmule i Paul Murrys streng
I lang tid anså man ham primært for at være Mickeys tro følgesvend i jagten på forbrydere. Det var især i Paul Murrys lange eventyr, der en overgang var fast indslag i Anders And og Co. som fortsat serie. Her introduceredes Fedtmule med hånden for munden, der får ham til at se ekstra fjoget ud. Det er godt nok udpræget spændingshistorier, men Fedtmule laver altid et eller andet skørt i dem og slutter dem ofte med en komisk bemærkning.
Men lad os da ikke glemme alle de historier, hvor Fedtmule er hovedpersonen (på et tidspunkt gav man ham en nevø, Gilbert, der efter min mening er lige lovlig højtravende klog). De er så godt som alle præget af, at han laver den ene brøler efter den anden.
I en historie bliver han i starten dagens helt, fordi han falder i et par rulleskøjter der flyder på gaden og dermed ruller over og skubber et barn ind på fortovet, der var lige ved at blive kørt over. Bilens fører, der er ham taknemlig over denne dåd, belønner ham ved at give ham et job på sin koncern med det resultat, at det  går grueligt galt.
Det kunne være en Anders And-historie, hvor det går lukt mod katastrofen, men Fedtmule er jo så elskelig, at mange manuskriptforfattere og tegnere ikke har nænnet at få ham ned i skidtet - ikke for meget i hvert fald. Utallige er de historier, hvor han forhindrer en forbrydelse på grund af sine klodsetheder uden at være klar over det selv, og så til sidst får tak og belønning. Her er han beslægtet med den klodsede yngste søn i eventyrerne, der til sidst klarer det hele og får prinsessen og det halve kongerige. Så meget får Fedtmule ikke, men han får altid i disse historier en klækkelig belønning, med den beskedne bemærkning, at han gjorde jo ingenting, han passede bare sit arbejde.

Selv om han er en figur, som Disney tidligt mistede interessen for, så har han sine fans. Det forstår jeg godt.

24. september 2010

Spin-off

Et spin-off vil sige, at en biperson fra en serie får sin egen serie som hovedperson. Det kendes fra TV i form af, at psykiateren Fraser fra Sams Bar fik sin egen serie.
Disneys koncern har i sandhed været eksperter i spin-offs. Bare i nyere tid ser man Timon og Pumba fra filmen Løvernes Konge på Disney Sjovs halvtimes-tegnefilm.

Anders And som spin-off

I virkeligheden er Anders And et stort spin-off. Han var oprindelig bifigur, først i en Silly Symphony, som Disney kaldte sine korte tegnefilm uden fast gennemgående figur, senere som Mickey Mouses kujonagtige og koleriske ven se nærmere Anders Ands start som solostjerne. I dag er han hovedfiguren. Selv om Walt Disney ikke brød sig om ham, så kunne han ikke komme uden om, at han stjal billedet.
Carl Barks skabte sit eget univers omkring anden, og det blev en hel spin-off kæde, snart kom der historier med Andersine And, Bedstemor And og Rip, Rap og Rup. Selv den nærige onkel Joakim von And fik snart sit eget blad, sågar begyndte der at komme historier med hans evige ærkefjender Bjørne Banden som hovedpersoner. Selv den skøre biperson Georg Gearløs fik sin egen tegneserie.

Masser af eksempler

Det vi ser med Timon og Pumba var meget almindeligt i Anders And & Co. tidligere. De Syv Små Dværge fik nogle historier, Snehvide kunne endda medvirke i dem. Selv heksen dukkede op og var skurk i adskillige af de historier, der foregår i skoven, hvordan hun så end kan det, når hun styrter ned i kløften i filmen Snehvide. Chip og Chap fik deres egne film uden Anders And som modstander, og dermed også deres egne serier. Jesper Fårekylling dukker op fra tid til anden, ofte som hovedperson - det kan Pinocchio endda også gøre ind imellem. Tim og Bum fra Askepot har også deres serier, de har endda i en stribe historier flyttet ind hos Bedstemor And.
Se indlægget Skovuniverset.

Vaks

Om det så var figurer, som man kun ser i et kort glimt, så kunne der laves spin-off på dem. Sidst i Lady og Vagabonden har de fået hvalpe, og minsandten om ikke den lille hanhvalp kunne få sin egen serie under navnet Vaks. Den blev ofte tegnet af Al Hubbard og er en lille børnehyggelig serie om den lille hvalps hverdag og hans problemer med andre hunde. Lady og Vagabonden er her i forældrerollen, og mange af bifigurerne fra filmen dukker op som bifigurer. Den  henvender sig nok mest til de helt små, som Rasmus Klump også henvender sig til. Det er  forståeligt, at større børn finder den noget barnlig. Den har så været et indslag i bladet for dem, der ikke var gamle nok til at forstå pengemekanismerne i Barks' historier.

Madam Mim

I midttresserne kom filmen Sværdet i Stenen, hvor der optrådte en komisk heks ved navn Madam Mim. Hun var mere skæg end uhyggelig, og hun fik snart sin serie i bladet. Hun kunne være ond, men altid på en komisk måde, ofte bestod humoren i, at hun vendte op og ned på det hele, f. eks. sagde Du Ondeste i stedet for Du Godeste. Hun indgik makkerskab med Hexia de Trick og Bjørnebanden, de sidste har hun et specielt had-kærlighedsforhold til, og naturligvis var modstanderen Joakim von And. Når hun senere optrådte i forbindelse med diverse figurer fra andeuniverset kunne hun være godmodig og venlig, om end altid lidt småfarlig. Skør kælling, vil man sige, men som barn syntes jeg da, at hun var skæg. Et nærliggende spørgsmål: hvordan kunne hun dog pludselig komme fra middelalderens England, hvor filmen foregår, til nutidens Andeby? En af Gearløs' tidsmaskiner?

23. september 2010

Tre-trinsmodellen hos Barks

Mange har den opfattelse af Anders And, at det er moderne eventyr. Når man går Barks efter i sømmene, så vil man se, at det ikke er helt forkert. Vi finder nemlig hos mesteren mange af trækkene, som vi kender fra eventyr. En af disse, som dette indlæg handler om, er tre-tallet.

Eksempler fra klassiske eventyr.

Tre-trins modellen er så meget brugt i eventyr, så vi kan det per rygrad. Den uduelige yngste søn har to brødre, men de dummer sig, og så kommer den tredje,  han klarer prøven. Den kender vi fra Klods Hans, fra det norske folkeeventyr Askeladden, fra Askepot, hvor de to søstre prøver glasskoen, men så kommer Askepot som den tredje og passer den. I den oprindelige Grimm-udgave af Snehvide prøver dronningen at dræbe Snehvide tre gange, tredje gang lykkes det, men så kommer prinsen. Vi har også rigeligt eksempler på i folkeeventyrene, at helten må klare tre prøver, og tredje gang er så lykkens gang.

Barks' omvendte tre-trinsmodel.

Hos Barks finder vi ofte denne skabelon: vor ven Anders And dummer sig tre gange, de katastrofale følger bliver større for hver gang og hans tre nevøer må rage  kastanierne ud af ilden for ham, eller også flygter han til Timbuktu eller Langbortistan. Anders er antihelten, den evige uheldig-peter, der - som Dan Turell udtrykte det - er der hver tirsdag (der så i dag er blevet torsdag) med det samme gå-på-mod, den samme tro på sig selv, men hver gang går det galt, så hvor tredje gang er lykkens gang i folkeeventyrerne, så er det den totale katastrofes gang hos Barks.
Det første nummer af Anders And & Co. har historien om Anders And som Brandmand, der er et nærliggende eksempel. Første gang når han ikke sprøjtevognen, anden gang tager han fejl af håndsprøjten og petroleumssprøjten. Tredje gang går der ild i ham selv, hvor han i panik løber ind i sit hus og stikker ild på det. Heldigvis har han sine tre nevøer, så det ikke bliver totalt tragisk. Der skulle også gerne komme den næste historie med den kære and.
I en historie, som jeg mindes med glæde fra min barndom i nr. 29/1963, bliver han ansat i en forlystelsespark efter en noget særpræget intelligensprøve. Først står han i isboden, her skærer han bunden af en isvaffel, så en fornem gæsts tøj svines til og han sætter candyfloss på balloner, så de flyver væk og laver totalt kaos i en symfonikoncert.
Det næste er, at han står i popcornboden, hvor han betages af nogle smarte dansepiger (så kom ikke og påstå, at han er kønsløs), så han ikke ser sig for og hælder for mange korn i gryden. Hele forlystelsesparken drukner i popcorn.
Tredje gang skal han sørge for fyrværkeri, og det går også rivegalt, da han er uforsigtig med en tændstik. Slutbilledet viser Anders på flugt fra parkens inspektør, som smider stumperne af intelligensprøven i hovedet på ham.
Det er en omvendt tre-trinsmodel: hvor helten klarer tre prøver i eventyrerne, og  tredje gang er lykkens gang, så dummer Anders sig tre gange, og tredje gang er katastrofens gang.

Eksperthistorierne.

Så er der den specielle type historier, som Barks opfandt, eksperthistorierne. Her har Anders  fundet en niche, hvor han kan noget og gør det  perfekt. Også i dem finder vi tre-trinsmodellen, men her går det som regel succesfuldt tre gange, tredje gang som lykkens gang. Men så kommer der en gang mere, som rammer hans svage punkt, og så sker katastrofen.
Klassikeren over dem alle er Anders And som regnmager i bladet fra september 1953, hvor han med sit regnpulver kan lave regn på bestilling. Han skaffer en bondemand regn, han skaffer regn til en have uden at gøre konens vasketøj vådt og han skaffer regn til en skov, der er ved at tørre ud. Men så kommer det svage punkt: jalousien. Da Fætter Højben tager på skovtur med Andersine, så stikker jalousiens grønøjede djævel ham bagi (bogstavelig talt), og i raseri laver han et forfærdeligt uvejr over skovtursgæsterne, det er så voldsomt, at det er lige ved at koste dem livet.
I en anden - 30/1963- er han nedrivningsekspert, der kan rive huse ned med sin kran og blykugle, og han udfører tre opgaver, der for hver gang bliver mere umulige. Den  sidste er et stort fort af beton, som det lykkes ham at sende ud i havet. Men fortet var beboet af en myg, der er gal over at have mistet sit hjem, så da Anders får en bestilling på et gammelt skur, så sætter den sig på et 1-tal, så det ligner et 7-tal med det resultat, at han river milliardærklubbens fine bygning ned.

Barks har rødder i de gamle eventyr, det er tydeligt nok, i disse historier ser vi tre-trinsmodellen, men tredje gang er blevet ulykkens gang. Kun i eksperthistorierne er det lykkens gang, men efter det kommer ekspertens fald.
Der kunne nævnes flere eksempler, men nogle skulle jeg jo vælge.

22. september 2010

Det første nummer af Anders And & Co.


Det første nummer har så en lidt banal reklameforside med Anders And, der peger op på bladets titel og hans nevøer som staffage. Den blev så det almindelige reklamebillede for kioskerne helt til i dag.

Første nummer af Anders And & Co. hvor Anders med Rip, Rap og Rup i baggrunden peger på titlen
Forsiden til første nummer
De første nummer er der nok mange af os, der kender fra jubilæumsoptryk - i hvert fald de af os, der ikke blev født tidligt nok til at følge Anders And & Co. fra starten. Det går til ublu priser, når det er i god stand, for der er kun få, der vil sælge det - ja, det er jo den med udbud og efterspørgsel, som vi har lært fra den historie med skypumpen, der tager Onkel Joakims penge.


Det gælder i det hele taget første årgang - og tager man årgangsbogen fra 49 og læser i den, så forstår man det godt. Det er så godt som ubrudt en glæde at læse - herlig læsning, dog med undtagelser, som jeg  kommer ind på i et andet indlæg.

Lidt historie

Det første nummer udkom marts 1949, det var oprindelig berammet til januar samme år, men grundet papirmangel i kølvandet på besættelsen måtte det udskydes to måneder. Det var et månedsblad, og forbilledet var klart de amerikanske udgivere Western Publishings blad Walt Disney Comics and Stories, samme format og næsten samme orden på historierne. Direktøren for Gutenberghus (senere Egmont) Dan Folke - som også stod bag en hel del populærmelodier - var initiativtageren takket være hans gode forbindelser med Walt Disneys bror Roy Disney.

Anders And og Mickey Mouse

Men når man åbner det, så er standarden sat. Allerede på indersiden får vi en strip med Mickey Mouse og Fedtmule, hvor den sidste viser et af hans mange eksempler på alternativ intelligens.
Anders And er blevet degraderet i brandkorpset og er dybt nedbøjet.
Så kommer historien med Anders And som brandmand, tegnet af Carl Barks - nok den mest trykte historie i Danmark på grund af de mange jubilæumsgenoptryk.
Den er klassisk: Anders får en opgave, som han går på med frisk mod og en utrolig selvovervurdering. Her er det brandmand, og som de fleste af os kender det fra senere blade, så går det galt. Først farer han af sted og glemmer det hele, så han må løbe ind igen - den side, hvor han løber ind og ud for at hente det glemte og til sidste løber nøgen ud er vaskeægte Barks-humor. Han degraderes til at være håndsprøjtemand, og ved næste alarm kommer han i farten til at tage petroleumssprøjten med, og - VROUM!!! - så han degraderes igen.
Hans tredje bommert - Barks bruger tretallet som vi kender det fra folkeeventyrene - forårsager ild i hans eget hus, nevøerne må redde situationen, og det gør de så godt, at brandchefen udnævner dem til sprøjteførere. Det er en typisk ti-siders andehistorie, som bladet i mange år frem indledte med.
Derudover er der korte striber med Mickey og hans venner og med Anders And. De korte striber med Anders And er tegnet af Al Taliafero, der i mange år tegnede Anders And for aviserne i USA, han udviser stor opfindsomhed. Vi introduceres i disse striber for Bedstemor And, som er en stramtandet og striks gammel dame, ikke den søde Bedste, som vi kender fra Barks.

Store Stygge Ulv og hans søn.

Den arbejdssky ulv og hans søn
Det var et fast indslag i første årgang, at der var en historie med Store Stygge Ulv og hans lille dydsmønstersøn. Mange har anset det for at være et af de svage led i bladet, som de sprang over. I denne tidlige historie skammer Lille Ulv sig over, at hans far ikke bestiller noget og prøver at reformere ham. Han får ham overtalt til at male Gårdmand Bjørns hønsehus, og naturligvis prøver han at stjæle hønsene. Historien er tegnet af Paul Murry, der senere tegnede de lange Mickey Mouse-eventyr, hvor han optræder som detektiv. Jeg synes disse tidlige ulvehistorier har en rustik charme, de er langt bedre end da det bare blev ulvens evindelige jagt på grisene med helt forudsigeligt udfald.

Dette indhold blev toneangivende for resten af årgangen.

Mickey Mouse med røde shorts

Fra Steamoat Willie den første Mickey Mouse-film, farvelagt
Den klassiske Mickey Mouse har fået en genoplivning i de seneste årgange af Anders And-bladet, den sorte mus med de røde shorts. Sådan så han oprindelig ud, da han var en balstyrig karl i de tidlige film Plane Crazy og Steamboat Willie, og han fortsatte med at være balstyrig i lang tid - i en af disse tidlige film bliver han hidsig og kaster en bog efter en papegøje, en reaktion som senere var forbeholdt Anders And.

Mickey Mouse som detektiv

Mange af os - især i min alder - kender mest Mickey som den velklædte detektiv, der ordner alting for den måbende politimester Striks, oftest med enten Sorteper eller Sorte Slyngel som modstandere og den alternativ intelligente Fedtmule som følgesvend. Den lille sorte mus med de røde shorts så man glimtvis i tegnefilmshows, men ellers kendte man ham ikke.

Floyd Gottfredsons balstyrige Mickey

Så udsendte Egmont Den Store.. -serien, hvor der så kom Den Store Mickey Mouse, hvor vi rigtig blev introduceret for Floyd Gottfredsons udgave af Mickey. Den sene Gottfredson havde striber med i de første årgange af Anders And & Co., og en længere historie, den uforlignelige Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve. Men i Den Store Mickey Mouse fik man set de forrygende eventyr krydret med en total barok komik - egentlig var det en langt sjovere Mickey end superdetektiven fra bladene, selv om jeg godt kan lide Paul Murrys historier.

De nye musehistorier

I de nyere blade er han så pludselig en sort mus med røde shorts igen. Han er så ikke lige så balstyrig som hos Gottfredson, men han har nu noget af de sene Gottfredson over sig i disse nye serier, småborgeren, der kæmper med problemer. Så har vi endelig fået lov at gense en hel del skønne bifigurer, som ellers var sendt på pension, Klavs Krikke, Nora Malkeko og Klara Kluk - den sidste optræder også i andehistorier som Andersines veninde, her er hun oftest en klog pige. Klavs Krikke kan være irriterende for Mickey, Nora er lige så alternativ intelligent som Fedtmule. Skønt at få lov at gense disse obskure figurer, der for mig er forbundet med barndomsminder.

21. september 2010

Carl Barks igen - i det nye nummer.

Hvor er det svært at skrive noget om Carl Barks, mesteren over dem alle! For hvor er der allerede skrevet meget om ham!
Jeg har alle de gamle numre af Carl Barks & Co., et magasin der kom om mesteren og hans kollegaer for omkring tyve år siden, og der er skrevet flere biografier, artikler
og meget andet. Hvad kan jeg dog komme med?

Andersine Ands Dagbog

Men i det sidste Anders And & Co. var der sandelig en historie, som jeg aldrig havde læst før. Nu var Barks "kun" tegner på den, teksten var skrevet af Bob Gregory.
Barks var en af de sjældne tilfælde, der havde talent for både tegning og historiefortælling. Fordi det er sjældent, så skabes de bedste tegneserier ofte i parløb mellem en forfatter og tegner.
Bob Gregory var også en af de flittige forfattere af Disney-tegneserier, han er sjælden som tegner.
Denne historie hører til serien Andersine Ands Dagbog, som de amerikanske udgivere Western Publishing startede som led i en kampagne for at få piger til at læse bladene. De er fortalt i firkantede kasser af Andersine, og starter altid med Kære Dagbog. Barks har leveret tegninger til nogle historier i den serie, men det er ofte andre end ham selv, der har skrevet teksten. Han sagde endda i et interview, at han ærgrede sig over, at han aldrig rigtig nåede at udvikle Andersine. Nok ikke så mærkeligt, i betragtning af, at det var andre forfattere, der skrev disse "særserier."

Den for mig ukendte historie.

Serien i det nyeste blad er en typisk "dagbogshistorie" fra Andersine, som der var mange af i bladet i starten af tresserne. Hun har et typisk kvindeproblem, alt er baseret på at lave noget, som piger kan genkende og er optaget af. Her er det hvem hun skal invitere til middag, når Anders er med - som ofte i disse historier er Anders' rolle reduceret til "problemskaber." Her er det - også typisk - Klara Kluk, der skal rådgive, og ligegyldig hvem hun foreslår, har Andersine en indvending. Så kommer Klara i tanke om sin penneven Hagbart Hane, som mener det samme som Anders i alle ting. Så inviterer de ham, men det udvikler sig til en kedelig aften for de to piger, for de to herrer er så optaget af at snakke om fodbold og alt det, som de nu kan finde sammen om, så Andersine og Klara ikke kan følge med og keder sig. Så går der endelig skår i de tos nye venskab, da de bliver uenige som dommere i en dansekonkurrence, så er alt løst for pigerne, tror de. Men det viser sig, at Hagbart tog fejl, og så er de to atter pot og pande. I de sidste billeder finder Andersine sammen med sine niecer og hygger sig med Anders og hans nevøer - en typisk "dagbogshistorie"-løsning.

Hvad mener jeg om den?

Den er helt og holdent en typisk historie af sin slags, hverken værre eller bedre end de fleste. Barks' tegninger er som altid herlige, Anders og Hagbarts mimik er skøn flere steder. Hagbart er sådan en figur, som kan bruges i en enkelt historie, men så heller ikke mere.
Som alle andre dagbogshistorier med Barks ved pennen er den habil og kan godt underholde, men er ikke en af de store klassikere, som kan tåle mange gensyn. Mange andre dagbogshistorier har været tyndbenede. De har ofte været tegnet af Dick Moores, som har en vis charme med sine runde hoveder på figurerne, men han er ikke nogen superfortæller.
Ok, denne historie kan så gå, men i sammenligning hvad man ellers forbinder med Barks er den tynd.

20. september 2010

Anders And og ungerne i Danmark

I de sidste uger var Anders And &  Co. i medierne. Der ville nemlig komme en historie, hvor vores ven Anders og hans tre nevøer Rip, Rap og Rup skulle til Danmark.
Nu er nummeret kommet, og så er jeg jo nysgerrig. Det er da meget sjovt, at det netop er i vores lille land det foregår.

Handlingen

Nuvel, plottet er helt ordinært for de af os, der har læst Carl Barks og hans trofaste disciple på Egmont. Der er fundet en halskæde i Danmark, der har tilhørt vikingen Leif den Lykkelige, den er lavet af indfødte amerikanere (som det hedder på politisk korrekt i dag, i et gammelt nummer havde der stået indianere). Det vil blive det endelige bevis for, at vikingerne var de første i Amerika, derfor er der penge at tjene på den. For en gangs skyld er Anders begejstret for at blive sendt af sted af sin onkel, for det er jo wienerbassernes hjemland. De ankommer til Billund lufthavn og skal nu finde halskæder, og naturligvis giver det genvordigheder.
De finder frem til den og får den bragt til Andeby, men så dukker en indfødt amerikaner op med en advokat og kræver at få halskæden udleveret, den blev stjålet af Leif den Lykkelige i sin tid. Onkel Joakim må udlevere den og ærgrer sig med tårer.

Tegningerne.

Tegningerne er af Rodriquez, en af de mange spansksprogede tegnere, som Egmont har i sin stald. De er ikke lige en åbenbaring, men de er habile. Mest herlige er de for os danskere med de meget vellignende tegninger af danske interiører: museet i Jelling, Lillebæltsbroen, Den Lille Havfrue (der desværre er i Shanghai, erstatningen ser ikke særlig dansk ud), Amalienborg, Nyhavn, Kongens Nytorv. De er genkendeligt tegnet, men ikke så flot som Barks tegnede Andesbjergene og Hong Kong. Det er da meget sjovt at se dem.

Teksten.

Forfatteren er Gorm Transgaard. Historien er en fuldstændig ordinær historie: Anders sendes på mission, ungerne klarer ærterne så det lykkes, men så slutter det med en ironisk pointe. Ja, det er set før, men så skal det siges, at der er puttet mange sjove ting ind i skabelonen. Under forhåndsomtalen var man optaget af statsminister Lars Grynte Grismussen og Slibri Lee, parodien på Sidney Lee, men der er også andre sjove ting - som da grønspættebogen fortæller, at danskerne er de eneste, der kan udtale "rødgrød med fløde på." Dronningen med et næb der maler og laver bispekåber (hun virker nu mere selvhøjtidelig end den virkelige Margrethe), eller da Grismussen ringer til Joakim og kræver den tilbage. Her afvæbner Joakim ham ved at fortælle, at han ejer de virksomheder, der fremstiller wienerbasser, hvis han må sende halskæden tilbage må han lade være med at eksportere til Danmark. Det går ikke, mener Grismussen, så vil Danmark miste en af sine største attraktioner. Skæg kommentar til "ægte" souvenirs "made in Hong Kong.

Måske er det ikke den bedste andehistorie, den er nok sjovest for danskere, men den kan da læses. Den står solidt plantet i traditionen med at sende ænderne ud til et autentisk sted, mange af os lærte geografi af disse historier, før vi fik det i skolen.

16. september 2010

En side om Disneyserier - hvorfor ikke?

Som mange andre er jeg donaldist, medlem af Donaldistforeningen, for mig har Anders And været den store helt siden jeg var barn. Jeg er også en af dem, der mener, at Carl Barks er den bedste - men uden at forklejne andre, selv om guld er det mest værdifulde, så skal man ikke forklejne sølv af den grund.
Som mange andre i min generation elskede jeg, når der i Anders And & Co. fra tresserne stod En Udvalgt Serie, jeg vidste bare, at de var skidegode, som vi "uartigt" sagde dengang. Senere fandt jeg jo ud af, at det var genoptryk af tidligere udgivne historier. Ellers var bladet på det tidspunkt i lidt af et kvalitetsdyk, men Fætter Vims dukkede op i og satte liv i kludene.
Så kom Jumbobøgerne, og her var det tilskud af fantasi, som var tiltrængt, omend jeg indrømmer, at jeg godt kunne se, at de var noget mere voldelige. De er jo også tegnet i Italien, og forskellen på Jumbobøger og de amerikanske serier svarer næsten til forskellen på en amerikansk western og en spagettiwestern.
Denne blog vil komme til at indeholde indlæg om tegneserier, om deres skabere, donaldismen som sådan og så mine egne tanker om det. Film og tv-serier er heller ikke udelukket. Velkommen til at kigge ind igen - nu når jeg nok ikke mere, da jeg er travlt optaget næste weekend, men jeg vender tilbage.