29. september 2010

Er andeserierne fantasy?

Det spørgsmål stilles tit, og på en vis måde kunne der siges ja. Allerede i kraft af at ænder taler må man sige, at først skridt ind i den kategori er betrådt. Tager vi alle dem, der i bladets navn hører under "Co." så er der jo mus, ulve, bjørne, kaniner og meget andet, der taler. Endda hunde, som Fedtmule. Der er lige Pluto, der kun siger vov som andre hunde.

Det "realistiske" element.

Også bipersonerne i andeuniverset er tegnet som dyr, vi har Andebys borgmester, tegnet som en gris, og den hos Carl Barks tilbagevendende griseskurk. Andre bipersoner tegnes med hundesnuder ligesom Bjørnebanden.
Barks forsøgte på et tidspunkt i klassikeren Old California at sætte ænderne sammen med realistiske mennesker, som han altid havde drømt om at tegne. Problemet var, at ænderne kom til at virke malplacerede i det realistiske gammelmexikanske miljø - en gang malurt i en ellers god historie med Barks i veloplagt tegnehjørne.
På samme måde faldt det også til jorden, da Paul Murry i tresserne anbragte Mickey og Fedtmule blandt virkelige mennesker, tegnet i en stil, som ligner tegneserieudgaverne af Disneystudiernes live-actionfilm. Seriernes bipersoner må tegnes som et slags dyr, ellers kommer de til at stikke i øjnene ved siden af de centrale besjælede dyr.
Så kommer paradokset, at i adskillige historier er de talende dyr det eneste uvirkelige. Omend mange hverdagskonflikter er sat på spidsen, og fysiske fænomener kan være vildt overdrevne - det hører til humortegneseriernes væsen - så er de menneskelige dyrs verden ikke altid uvirkelig. Når de er bedst, så genkender vi hverdagskonflikterne og kan ved at le af dem le af os selv. Vi kender typerne, narren Højben, der altid formår at klare sig, gnieren Joakim - de typer eksisterer.
Dertil kommer alle de eventyr, som Barks sendte Joakim ud på, og som Don Rosa senere udbyggede. Det er historisk virkelige skatte, man kan i flæng nævne inkaernes skatte, Djengis Khans krone. Barks anvendte fotos fra magasinet National Geographic til forlæg for sine tegninger, når ænderne rejste udenfor Andeby. Da jeg gik i skole, syntes jeg det var sjovt, når vi i historie og geografi havde noget, som jeg havde læst om i Anders And & Co. Da jeg senere som voksen var en tur til USA, var jeg i Californien ved den gamle guldgraverby Calligo, hvor der var et hus bygget af flasker i stedet for mursten. Jeg morede mig vældigt over, at sådan et hus eksisterede, da jeg kunne huske den historie, hvor Joakim havde gemt sit gamle skattekort i et sådant hus og genfinder det (blev trykt i bladet nr. 39-40 1967).

Tegneserier med fantasy-elementer.

Så langt på vej er ikke alle tegneserierne fantasy, bortset fra de talende dyr, men som det blev fremhævet i Anders Ands 70-års jubilæumsbog, så skete der i tresserne en stigning af det mystiske og magiske i andehistorierne. Anders kunne rejse vestpå og være i det gamle vilde vesten uden at være særlig forbavset over den tidsforskydning. Figurer med magiske evner som Madam Mim holdt deres indtog. Fantasifigurer fra Disnyes spillefilm som Kaptajn Klo, Peter Pan og flere andre dukkede op som bifigurer.
Også Barks hoppede på den vogn. Joakims første 25-øre, der i starten var en ren mindeartefakt, fik status som amulet. Han fik en ny modstander, Hexia de Tricks, en andeheks, der i modsætning til Bjørnebanden ikke er ude efter hans penge, men hans første 25-øre for at smelte den om til en superamulet. Her fik den rige and kamp til stregen med en modstander, der er lige så smart som ham selv i modsætning til båtnakkerne i Bjørnebanden. Selv om Joakim kæmper mod hendes hokus pokus med naturlige midler, så fylder magien så meget i disse historier, at de må regnes til fantasygenren.
I nyere tid har den italienske tegner Cavazzano også tegnet en længere saga med ænderne, hvor de ryger ind i et helbefarent fantasy-univers (den blev trykt i det bind af Hall of Fame-serien, der omhandlede Cavazzano).

De øvrige tegneserier.

Mig bekendt har man aldrig i så udpræget grad indført magiske elementer i museuniverset. De eneste eksempler jeg lige kan komme på er, at Pluto en gang mødte den græske gud Pan, der fik ham til at danse ved hjælp af sin fløjte, og at Mickey og Fedtmule en gang tog til et land udelukkende bestående af klovner.
I skovuniverset lever dyrene meget som alle andre dyr, bortset fra at de taler, og så er der lige ulvene og Gårdmand Bjørn, der bor i huse. Men det sker jo i nogle af disse tegneserier, at heksen fra Snehvide er genopstået fra de døde og sætter skoven på den anden ende med sin onde magi - hun har fra tid til anden indgået samarbejde med Store Stygge Ulv.

Så ja, der er tegneserier i Disneys regi, der må regnes for helbefaren fantasy udover det, at dyrene taler. Bare langt fra dem alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.