30. september 2010

Fra tegnefilm til tegneserie

Mange forveksler tit de to ting tegneserie og tegnefilm. Hvis jeg i korthed skal forklare, hvad forskellen er, så er tegneserier trykt på papir uden lyd, tegnefilm er på en celluidstrimmel, der ved gennemlysning projiceres op på et lærred - den kan også vises via TV eller på en DVD.
Selv dem, der er klar over denne forskel, kan alligevel have tendens til at opfatte det som to ensartede medier. Det må jeg også sige nej til.

Starten på figurernes tegneseriekarriere.

Nu er jeg ikke uforstående overfor forvekslingen af den grund, at det er et historisk faktum, at de samme figurer, der lavede ustyrlige gags på filmlærredet, også har været i tegneseriernes ruder. Skaberne af tegnefilm - inklusiv pioneren Walt Disney - indså, at det kunne betale sig at lave serier med filmenes figurer. Derfor kom adskillige af disse figurer til at optræde på avisstriber i amerikanske aviser, der efterhånden blev eksporteret til andre landes blade i oversættelse. Efterhånden begyndte man i 40'erne at skabe rene tegneserieblade - det blev starten på bladet Walt Disney Comics & Stories fra selskabet Western Publishing, der også udgav blade med andre figurer end Disneys. De startede med at genoptrykke avisstriber, men da de slap op, måtte de skabe nye og længere historier. Det blev forbilledet for Anders And & Co., der i starten købte alle sine serier fra Western Publishing.

Forskellene.

Men trods det, at det er de samme figurer, så må det siges, at det er to forskellige medier.
Alene det, at tegneserien er lydløs, gør en forskel. På grund af den stemme, som Anders And taler med i tegnefilmene - skabt af lydimitatoren Clarence Nash - så kan han ikke være så veltalende. Det bliver meget med Uh.. Oh..! og lignende udbrud og små korte sætninger. Hans "sang" bliver ofte en skræppen uden ord. Carl Barks' Anders er derimod veltalende, især når han skal tale om sine egne fortræffeligheder i starten af historierne.
Den anden afgørende forskel er, at tegneseriens billeder er statiske, man har tid til at kigge på dem, inden man går videre til næste rude i ens eget tempo. Tegnefilmen bevæger sig, og her er det oftest baseret på visuel komik, hvad der ser sjovt ud, i lighed med stumfilmens komikere. De tidlige avisstriber af Al Taliaferro efterlignede dette, især når han tegnede Anders Ands raserianfald (se nærmere Anders Ands start som solostjerne.
Carl Barks indså at han var nødt til at dæmpe anden ned og gøre ham mere nuanceret. Det kunne ikke blive ved med at gå med 10-siders historier af ren visuel komik. Derfor blev det mere sjove ansigtsudtryk og rappe replikker, der kom til at dominere. Historien i september 1949 indleder med et volapyk-skænderis mellem Anders og Højben, der forstummer på næste side, da Andersine dukker op og beder om hjælp. Den er et stjerneeksempel på Barks' verbalt baserede komik.
Dog kan man også se groteske ydre ting hos Barks, som i f. eks. i historien i januar 1950, hvor Anders har pralet med, at han turde hoppe i vandet på nytårsdag. Da Højben tager ham på ordet, får vi nogle helt groteske billeder af Anders' forsøg på at komme i det kolde vand.

Også Fedtmule er i forhold til tegnefilmene mere verbal - i tegneserierne baserer det sig meget på hans utrolige evne til at misforstå talemåder. Benny Andersen kunne have frydet sig over flere af disse striber.

Men trods forskellen på tegnefilm og tegneserier, der gør de samme figurer forskellige, så har de to medier inspireret hinanden og lånt hinandens historier. Det vil jeg poste indlæg om senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.