18. oktober 2010

Så kom den..

Anders, Benny og Egon
Jeg havde fået galt fat i, hvornår der kom en Anders And-historie, hvor Olsen Banden dukkede op. Den var her i sidste nummer - Anders And skal passe på sin onkels pengetank, men så går han ud og glemmer nøglen. Han får selveste Egon Olsen og hans bande til at hjælpe sig med at komme ind igen. Der går naturligvis kage i det, da Bjørnebanden dukker op.
Så er jeg også gjort opmærksom på, at Nordisk Film også ejes af Egmont. Ja, naturligvis, det er to af deres mærkevarer, som de nu prøver at redde sig gennem deres krise på. Bladoplaget på Anders And & Co. falder, Nordisk Film er også i krise. Der er så forsøgt med en animeret Olsen Bande-film, som jeg ikke har set. Jeg personlig tvivler på, at det ekstrasalg, som de har på, at den populære tyvebande optræder i en forglemmelig historie, holder længe. I starten er det da meget sjovt, og bevares, man får da Egon Olsens skældordsremse, da han kommer ind til sidst, og der er rødder i Barks-klassikerne, når det netop går galt, fordi en af Bjørnebanditterne ikke kan stå for svesker - men en historie mere går ikke.
Nu har Egmont også længe forsøgt at holde oplaget oppe ved at have billigt legetøj som gaver ved bladet. Måske skulle man bare lade bladet dø - så myten om det ugentlige blad kan forblive intakt. Bare sagt til overvejelse.

14. oktober 2010

Anders Ands fætre

Det er for trofaste læsere af Anders And velkendt, at han har masser af fætre. I det hele taget må det siges at være besynderligt, at der kun er onkler og tanter, nevøer og niecer i Disneys universer. Den eneste, der har et barn, er Store Stygge Ulv, og han er jo slem, så det må være lidt af en seksualforskrækkelse i den kultur (ha ha). Nu har vi så haft en vis tradition i Danmark for at betragte Bedstemor And og Onkel Joakim som bror og søster, den har Don Rosa brudt.
Men fætrene florerer i massevis, af en eller anden grund har Anders jo en gase som fætter - ja, Fætter Højben hedder Gladstone Gander på originalsproget. Senere dukkede den skrupforvirrede Fætter Vims op og blev især her i vort land en populær figur.
Men hvor kunne det være sjovt at lave en liste over alle de mange one-shots. Lige i skrivende stund kunne jeg kun komme i tanker om Hidsigprop And.
Eller hvad med en liste over alle Fedtmules mange mærkelige onkler? Det kunne også være underholdende. Det bliver en gang i fremtiden her, nu skulle jeg bare lige lufte tankerne.

13. oktober 2010

Barksisme

På grund af den lydlige lighed mellem Den Gode Tegners navn, og så den politiske teoretiker Karl Marx, så var det nærliggende, at man kaldte fans af Barks for barksister. Det var især en morsom joke på et tidspunkt, hvor de politiske holdninger stod meget skarpt og alle skulle tilhøre en eller anden politisk isme.

Nu har mange også beskyldt barksisterne for nærmest at være lige så militante. Alt andet end Barks var rent affald, man kunne højest svinge sig op til Murry, Gottfredson og Taliafero. Især magasinet Carl Barks & Co., som udsendtes i halvfjerdserne og firserne kunne godt være præget af denne holdning.
Jeg vil stadig sige, at Barks er den bedste, men jeg er ikke så militant. Trods alt var der også mange historier af Strobl, som jeg kunne lide som barn. Desuden fandt jeg da også, at Jumbobøgerne og Fætter Vims var et frisk pust.
Men der er ingen tvivl om, at Barks-fandommen har sat sit præg på andehistorierne nu. Andeby tegnes med statuen af Kornelius Blisand, der rager op, historierne formes som de klassiske historier af Barks, enten som ubønhørlige motorveje mod katastrofen for Anders And eller som eksperthistorierne. Kun godt, så er der konsensus i universet. Men så kan man godt savne Anderbilt og Mary Moseand, som jeg synes er nogle festlige figurer i  italienernes serier.

Ja, jeg er barksist, men ikke militant.

12. oktober 2010

Bongo

Da jeg skrev om filmtegneserier, overså jeg i farten, at der også i første årgang var historien om cirkusbjørnen Bongo, der bliver træt af at være i bur og flygter. Det viser sig at friheden ikke er så let. Alle frygter ham, fordi han er en bjørn - de tror, at alle bjørne er som den store frygtelige Knortekæbe, der spreder skræk og rædsel omkring sig.

De tidlige tre Bongo-tegneserier

Bongo nyder friheden i Disney-filmen Fun and Fancy Free
Bongo nyder friheden, fra filnen
Det er hvad den første historie i juni 1949 handler om. Det lykkes Bongo ved hjælp af sin ethjulede cykel at vinde over sin store, brovtende fjende - og alle dyrene kommer til at holde af ham. Den historie lægger stilen for de senere historier om Bongo: meget koncentreret omkring hans kampe mod hans kæmpestore artsfælle, et David og Goliath-motiv.
Oprindelig indgik den i filmen Fun and Fancy Free, hvor Jesper Fårekylling er vært og fortæller to historier, først om Mickey og Bønnestagen (historiens danske titel) og så om Bongo.

Den anden Bongo-historie

Den anden historie i juli 1949 handler om, at det ikke er så let at leve i frihed. Det kan være svært at finde føden, og myrerne stikker. Så nu vil den lille bjørn tilbage til cirkus, men da Knortekæbe - der er hævngerrig oven på opgøret i den første historie - vil jage ham væk, får vi endnu et slagsmål, som Bongo vinder ved sin hurtighed, og han beslutter at blive, for det vil han helst.

Den tredje Bongo-historie

Billede af Knortekæbe fra filmen
Knortekæbe
I august får vi den tredje del af trilogien, som det syntes at have været i første omgang. Der har nok været en biograf, der har vist filmen den sommer. Dens handling er heller ikke helt som de tre serier - i filmen er Bongo forelsket i en lille hunbjørn med Knortekæbe som rival. Det er udeladt i tegneserierne. Her i den tredje er det stadig svært for Bongo at leve i friheden, det er ikke til at sove derude. Knortekæbe forsøger nu at bruge list og lader som om, at han vil være Bongos ven. Han inviterer ham til at bo hos sig i sin hule, men kun for at overliste ham. Bongo slipper fra alle bulderbassens drabsforsøg uden at opdage dem, og til sidst er der jægere i farvandet, og Knortekæbe ender som et bjørneskindstæppe. Happy Ending, Bongo har en hule at bo i, og hans ærkefjende er væk.

Siden, da man lavede flere Bongo-historier, blev Knortekæbe genoplivet - der skulle jo være en skurk, og i senere genoptryk af den tredje historie blev Knortekæbes død derfor også ændret til, at han flygtede langt væk for at slippe fra jægerne.

Bongo-serierne set i dag

Historierne er forfattet af Chase Craig, der ellers skrev en historier om Store Stygge Ulv og Pelle Gris og Snurre Snup-serier - og tegnet er Gil Turner, der også stod bag mange ulvehistorier med sin streg. De tre Bongo-serier er om ikke tegneserieguld som Barks, så dog tegneseriesølv. De er charmerende med deres skovdyr, og slagsmålene mellem de to bjørne er komiske. Det er måske netop, fordi de ikke følger filmen så trofast, at de holder bedre end mange andre af de andre tegnefilmbaserede tegneserier. De er helt og holdent lavet efter, hvad der fungerer i det trykte medium.

Grundlag for skovuniverset

De danner også en del af grundlaget for hvad jeg med mit eget udtryk kalder skovuniverset - skoven, hvor Chip og Chap, Bongo og Knortekæbe, De Syv Små Dværge og heksen fra Snehvide, Lille Ulv og hans stygge far, Gårdmand Bjørn og Bror Ræv og Bror Kanin boltrer sig, dukker op på må og få som bipersoner og skurke i hinandens historier. Det er et fleksibelt og charmerende univers, tegnet af flere habile tegnere.
Den første årgangs ulvehistorier og de tre historier om Bongo er de tidlige rødder til dette.

10. oktober 2010

Olsen Banden - ak ja!

Jeg havde misforstået forhåndsomtalen, der er ikke nogen historie i det nye Anders And & Co., hvor han møder Olsen Banden.
I stedet er der et gammeldags brætspil over Olsen Banden, hvor man i samme princip som i ludospillet slår en terning og flytter brikkerne det antal felter. Så kan man havne på et heldigt eller uheldigt felt, og den, der kommer først i mål, har vundet. Den slags brætspil kom altid i min barndom over en Disney-film - for så vidt over de fleste familiefilm. I dag er det computerspil, der laves over film og får en ekstra indtægt ud af den. Brætspil over film sælger næppe - så hvad i alverden får dog Egmont til at tro, at de kan sælge mere af Anders And & Co. ved et primitivt brætspil over den nye animerede Olsen Bande-film?
Øv øv, det kunne ellers have været sjovt, hvis man lige havde mødt den berømte tyvebande i en andehistorie. Men hvad, den første historie i bladet, Anders' sidste sag, er ganske skæg. Rip, Rap og Rup er ikke i skole, da det er Kornelius Blisand-dag. Den er plantet i arven fra Barks, de fleste af os barksister husker nok, at han er Andebys grundlægger, som Onkel Joakim kappes om at rejse en statue af mod maharajahen af Pengostan.
Historien som helhed har også rødderne plantet i Barks-muld, da Anders er blevet privatdetektiv. Han er helt overbevist om, at han kan opklare forbrydelser med alle de krimier af Jo Nesquick (der er lige skævet til den norske krimiverden) han har læst. Da han skal opklare en kunsttyveri, laver en alle de Sherlock Holmes'ske logiske følgeslutninger, men han gør dem alle forkert, selv Onkel Joakim beskylder han for tyveriet. Det viser sig, at billedet bare har været til rensning. Så er han færdig med det detektivpjat - men da han så ser Indianer Jesper i tv, så kaster han sig over arkæologi. Der er mange mindelser til Barks-klassikeren Sheriffen i Seksløberdalen, den samme indbildskhed hos Anders og parodi på populærkultur i historien.

9. oktober 2010

Anders And og Olsen Banden

Nu skal Anders And sandelig have hjælp af Olsen Banden. Det er lidt af en offensiv, som Egmont i øjeblikket kører for at få oplaget op igen. Nu er der så lige premiere på den nye computeranimerede udgave af den berømte tyvebande. Jeg sad lige og så anmeldelsen i Troldspejlet, der blev sagt af Jakob Stegelmann, at det var mest for dem, der ville hygge sig med det gammelkendte uden de store overraskelser.

Jeg har købt bladet og vil anmelde historien, når jeg har fået den læst. Jeg kan så ikke lade være med at tænke nogle tanker.
Det at genoplive Olsen Banden - ja, jeg var vild med dem som ung mand, men jeg er blevet noget træt af dem, sikkert fordi, at jeg har genset dem lidt for mange gange på flimmerkassen. De er da nogle herlige typer, og jeg er vild med Yvonnes sædvanlige: "Meget har du budt mig, men det her..." Ja, hun kunne sige det, hende Kirsten Walther. Min frygt for den nye animerede er, at det er et forsøg på at koge yderlige suppe på et ben, der for længst er udtjent.

Når så Egmont prøver yderligere at få salget af Anders And & Co. op ved hjælp af dem, prøver de så ikke at holde liv i noget, der måske ikke rigtig holder mere? Mange nutidige læsere foretrækker Jumbobogen og beslægtede pocketudgivelser, de giver mere for pengene. Skulle man så ikke bare holde sig til dem? De små billige legetøjsgaver til bladene forekommer mig også pinlige.

Men det var lidt forhåndstanker, jeg vil vende tilbage med en omtale af historien, når jeg har læst den.

8. oktober 2010

De oversete tegneseriekunstnere

Dem, der ofte beundres i tegneserieverdenen, er tegnerne. Deres indsats er også væsentlig nok, for hvor er det vigtigt, at figurens ansigtsudtryk er overbevisende - i mange af de venstrehåndsarbejder, som kom i Anders And & Co. i midt-60'erne, findes der rigeligt eksempler på figurer, der render rundt med et torskedumt udtryk og skal foregive at være i følelsesmæssigt oprør.

Forfattere overses.

Men vi glemmer ofte forfatterne. For hvad nytter nok så gode tegninger, hvis historien er dårlig? Flotte tegninger til en dårlig historie er en typisk faldgrube i tegneseriemediet.
Forklaringen på den større bevågenhed af tegnerne er givetvis, at det er lettere at kende en tegner på hans streg og figurernes udseende. Man åbner et Anders And-blad, og når man ser ændernes udseende, siger man straks: Barks, Strobl, Bradbury, Vicar og så videre. Det er ikke uden videre let at kende en forfatter på samme måde.

Det sjældne dobbelttalent.

At have et dobbelttalent for både at tegne og fortælle, det er en sjældenhed. Carl Barks var en af dem, udenfor Disney ser man undtagelsen hos Tintins far, Hergé. De bedste tegneserier udover de to undtagelser er oftest parløb mellem en forfatter og en tegner. Et eksempel på, hvor meget forfatteren betyder, kan uden for rammerne af Disneyserierne ses ved Asterix. Da tekstforfatteren René Coscinny døde, faldt tekstens kvalitet drastisk. Asterix blev herefter for kedelig.
Må vi barksister ikke spørge, med hånden på hjertet: havde vi kaldt Barks Den Gode Tegner, hvis historierne havde været dårlige? Jeg tror det ikke. Tegningerne havde givetvis været lige så gode, men de ville ikke have haft noget særligt at vise. Jeg personlig finder også de historier, som er skrevet af en anden forfatter, for de svageste i hans produktion.

Carl Fallberg.

Hvis jeg skal nævne nogen eksempler i Disneys regi på forfattere, der har gjort en stor indsats, så vil jeg nævne Carl Fallberg, der leverede manuskripter til størstedelen af Paul Murrys Mickey og Fedtmule-historier i deres glansperiode. Selv om Murrys streg er fin, så kommer man ikke udenom, at Fallbergs evne til at fortælle en spændende historie om Mickeys kamp mod skurkene. De er nok mere kulørte end Barks' andehistorier, men hvis Barks så er tegneseriernes H. C. Andersen, som Spirits skaber Will Eisner kaldte ham, så er Fallberg/Murry deres Conan Doyle. De sene Murry-historier er tydeligt præget af, at Fallberg ikke skriver ordene i taleboblerne mere. Nok er Murrys Fedtmule med hånden for munden herlig, men var det nok, hvis ikke Fallberg havde givet ham nogle idiotiske påfund?

Dick Kinney.

En anden forfatterindsats jeg vil trække frem, er Dick Kinney. Han havde tidligere lavet manuser til tegnefilm, hvor han viste at have en stor forkærlighed for at skildre en munter plageånd. Den forkærlighed tog han med ind i tegneserierne, da han skabte en ny personage blandt Anders' mange fætre: Fætter Vims. Ganske vist har Al Hubbard en underfundig, skødesløs streg, hvor ænderne har et hyggeligt udseende, og han kan tegne Anders' raseriudbrud over Vims så det er en lyst - men figuren Vims er Dick Kinneys påfund, ingen tvivl om det. Altid opslugt af nye hobbies, altid med en situationsfornemmelse på det absolutte nulpunkt. Læser man tidlige Hubbard-historier skrevet af andre forfattere, så er de en skuffelse.
Parret Hubbard/Kinney har også skabt nogle skønne andehistorier uden Vims - jeg mindes en historie, hvor Anders åbner en køreskole og får en skingrende skør gammel dame som sin første elev.
Eller den herlige fra 1965, hvor Anders har foreslået ungerne og Onkel Joakim, at de skal gå tidligt i seng, når de skal besøge Bedste, så forstyrres han i søvnen hele natten, så han på sidste billede ude hos Bedstemor And går søvndrukken rundt, mens de andre er friske som havørne.
Ingen tvivl om, at Dick Kinney har gjort disse historier festlige, uden at forklejne Hubbards streg.

Så fremhæves Al Taliafero ofte som den store skaber af avisstriberne med Anders And. Men var de morsomme uden Bob Karp til at finde på herlige gags?
Jeg håber med dette at have bragt forfatterne lidt til ære og værdighed i tegneseriemediet.

7. oktober 2010

Disney i prosaform

I de første årgange af Anders And & Co. var der små historier om Disney-figurerne - de gik ud af bladet, men kom igen senere i Gavehæfterne og andre ekstraudgivelser. På et tidspunkt havde man også en hæfteserie, der hed Bedstemor Ands Godnathistorier, indeholdende nogle af disse historier. De viste ofte på forsiden Bedstemor And, der læste op for Rip, Rap og Rup.

Baggrunden for disse små noveller var, at man i USA kunne opnå kulturstøtte, hvis der var noveller i et blad. Så for at få denne støtte, havde Western Publishing disse fortællinger i Walt Disney Comics & Stories. De kom så med i det danske Anders And & Co. og andre udgivelser. Det hører også med til billedet, at man i nogle morgenmadsprodukter lod medfølge små hæfter med disse Disney-historier.

Når jeg ved lejlighed har læst de gamle hæfter, så må jeg sige, at disse historier nok også - ligesom filmserierne - er akkilleshælen. De er noget litterært misk mask, og hvis de er taget med af Gutenberghus - senere Egmont - for at give bladet et vist "respektabelt" præg, så er det et stort paradoks, at Barks og Co. leverer langt mere litterær kvalitet i billeder og ord end disse fortællinger, som det ved adskillige genlæsninger har været meget svært for mig at læse til ende. De er i en fad ugebladsstil, tilpasset et yngre publikum.

Nogle af historierne - især i de senere gavehæfter - bygger på tegneseriehistorier, men ofte med en anden mere "lyserød" slutning end forlægget. Tilpasset de mindste, der ikke kan klare at se Anders jage ungerne med en kæp på sidste billede?

6. oktober 2010

Ufrivillig komik

Der er ikke lavet en trykfejl i overskriften. Det skulle man tro, da man ellers forbinder Disney-tegneserierne med frivillig komik, der i bedste fald lykkes.

Beroligende bagsider.

Det hentyder til adskillige af bagsideteksterne, som i løbet af halvtredserne blev trykt bag på det navnkundige blad. Hvor de gode tegneserier af Barks, Gottfredson, Taliafero og Murry er tidløse, så er bagsideteksterne en tidsrejse tilbage til den tid, hvor tegneserier var et frygtet medium. Allerede i 1949, hvor Dan Folke mødte betænkeligheder over sådan at udgive et blad med kun tegneserier, der slutter hver af de præsentationer, som man bag på bladet skrev af figurerne, med en forsikring om, at bladet er sund og god læsning.

I halvtredserne blev der skruet op for det blus. Her er et citatududpluk:
Ni ud af ti pædagoger siger god for Anders And & Co.
Der er intet skadeligt eller overspændt i bladet.
Du kan trygt bede dine forældre om penge til bladet, det vil nyde det lige så meget som dig.
De kan trygt købe Anders And & Co. til Deres barn, der er intet usundt i det.
Når jeg ler af disse forsikringer, så er det på en anden måde, end når jeg ler af Anders And og Fedtmule.

Tegneseriehetzen.

Baggrunden er, hvad tegneseriehistorikerne kalder tegneseriehetzen. Den startede i USA, da psykiateren Frederik Wertham i 1954 udgav sin bog Seduction of the Innocent, ovs. Forførelsen af de uskyldige, hvor tegneserierne blev fremstillet som opdragelse til terror, der trak de unge ind i en afstumpet holdning. En god kur mod stigningen i volden ville være, at dette medium blev stoppet. Hans bog satte straks en debat i gang, og mange blade måtte lukke - man indførte i tegneseriebranchen The Comics Code, en liste over hvad der ikke måtte forekomme i serier af sex og vold.

Herhjemme blev Werthams bog taget til hjertet af Tørk Haxthausen, der udgav en bog med samme titel som Werthams. Selv om den ikke var en direkte oversættelse, så var indholdet i store træk det samme: tegneserierne forførte de unge til vold, og han brugte mange af de samme eksempler som Wertham, hvilket er lettere grinagtigt, da det drejer sig om horrorserier, der på det tidspunkt ikke engang var udkommet i Danmark (dem havde vi først et boom af i 70'erne).
I hans bog får Anders And & Co. også et ord med på vejen:
I længden må det have en dårlig indflydelse på dem, der studerer hæfterne.
 Ja, Don Quijote og vindmøllerne! Mon ikke!

Han havde i forvejen god jord at så i, fordi mange anså tegneserier for et medium for dem, der ikke kan læse og at det ødelagde børns læsefærdighed - heraf alle forsikringerne på bagsiden allerede i 49. Da Haxthausens bog kom, udløste den naturligvis debat, og man hetzede mod "det skadelige medium" fra alle sider. Anders And-bladet overlevede, men flere andre blade, f. eks. Kong Kylie, måtte lukke.

Det skal nævnes, at journalisten Håkon Stangerup - far til den senere kendte forfatter Henrik - forsvarede tegneserier, og anså dem for at være en god afslapning i aviserne mellem alt det tunge, men han var dog totalt afvisende overfor rene tegneserieblade, og spændingsserierne anså han for ødelæggende.

Vi kan grine af det i dag og huske, at det samme blev sagt, da romanen blev masselæsning i det 19. århundrede, og da biograferne gik deres første sejrsgang. Lignende ting siges i dag om computerspil.

5. oktober 2010

Anders Ands start som solostjerne

Det er vel snart sagt til hudløshed, at Anders And "kom ud af ægget" i Den kloge lille høne fra 1934. Den var en del af Disneys Silly Symphony-serie, hvor han ikke havde faste gennemgående figurer og hvor han ofte eksperimenterede. Disse eksperimenter blev senere brugt i de lange film.

Anders And som bifigur.

Anders And skændes med en fyr om en hvalp, Mickey Mouse dukker op
Anders som tidlig ballademager
Disse korte film kom  også i serieform sideløbende med Mickey Mouse. Såvel De Tre Små Grise, Skildpadden og Haren og flere andre kom her i tegneserieform.
Sideløbende med dem kørte Mickey Mouse, først med en daglig afsluttet lille gag på fire billeder, kaldet en strip. Efterhånden fandt tegneren Floyd Gottfredson på at fortælle fortsatte historier, der gik i avisernes strips i lang tid og blev fulgt med spænding.
I disse serier var Anders ofte med som Mickeys koleriske og kujonagtige ven. Han havde det lange spidse næb, som han havde i debutfilmen.

Anders And i Silly Symphony-serien.

Anders And står op i sengen, parat til det værste
Anders' første egen stribe
På et tidspunkt fandt den italienskfødte Al Taliafero, der tegnede Silly Symphoni-striberne, på at lave nogle Symphony-striber med den hidsige and. Så med Homer Brightman som manuskriptforfatter kom der i 1936 de første striber med anden, hvor der stod Silly Symphony i titelruden. Den første længere søndagssribe viser Anders, der forstyrres i nattesøvnen af en flue, og i hidsighed griber han et gevær og skyder mod den, da den sidder på væggen. Der er et stort hul i væggen, men fluen er væk og Anders lægger sig og sover.
Med den er karakteren slået an: hidsig og totalt ligeglad med konsekvenserne af sine problemløsninger, selv ved små problemer. Det lange spidse næb er helt symbolsk: han hakker på alt og alle. Allerede de næste striber laver han den ene gale streg efter den anden. Den tidlige Anders And er ikke en voksen figur, han er udpræget barnagtig og ondskabsfuld. I en af dem bliver han hidsig på Fedtmule, der falder i vandet, da Anders smider en fisk i hovedet på ham. Da Anders kaster et reb ud til ham tilsyneladende for at redde ham, binder han et anker i den anden ende og smider det ud, så Fedtmule trækkes ned - men rolig, han genopstår i de kommende tegneserier og tegnefilm - men så ond kunne den tidlige Anders være.
Anders And ser Rip, Rap og Rup for første gang, han har fået vand i hovedet
Rip Rap og Rups første opdukken
Hertil skal også siges, at det generelt er et ondt univers disse tidlige seriestriber foregår i.
Dem, der prøver at opdrage en puerile and, bruger metoder, som er så grove, at hvis nogen brugte dem i dag til børneopdragelse, så blev børnene snart tvangsfjernet. Nora Malkeko dukker ofte op som opdrageren og frem for den alternative intelligens hun udviser i Mickey-striberne, så er hun her en skrap kælling uden skrupler, når hun skal gøre Anders til en god and - hvordan hun så tror, at hun kan det med det eksempel hun udviser.
I 1937 dukker nevøerne Rip, Rap og Rup op. Før havde det været Mickeys nevøer Mik og Mak, der udsatte Anders for grove løjer, men nu får Anders et brev fra sin søster Della om, at hun sender sine tre drenge til ham. Deres far fik et nervesammenbrud, da der gik et kanonslag af under hans lænestol. De tre dukker op og medvirker i en række striber, der senere dannede grundlag for deres debutfilm. Her i starten er de langt fra de superbørn, der rager kastanjerne ud af ilden for deres onkel. De er så vanartede, at selv Knold og Tot ligner rene søndagsskolebørn i sammenligning. Ofte får Anders skylden for deres numre.
Nora Malkeko slår Anders And i hovedet med tasken og sætter så Rip, Rap og Rup til at skyde til måls efter ham
En prøve på Nora Malkekos opdragelsesmetoder i de tidlige andeserier

Anders Ands egen tegneserie.

I 1938 forlod Anders And-striberne Silly Symphony-serien og blev selvstændig. Bob Karp var blevet manus-forfatter, men det var stadig det samme lange spidse næb, stadig den slette karakter og det samme onde univers - men publikum elskede den krakilske and.
Efterhånden gør skaberne hans næb kortere og hans karakter mere neddæmpet. Nu bor nevøerne fast hos ham, så nu er han nødt til at være voksen, omend han stadig kan blive hidsig og er en kvajpande.
Anders And har købt et musikinstrument og går ned ad gaden
En senere mere fredelig Anders

Sådan blev Anders, der tidligt var en temmelig ondskabsfuld figur, til en tragikomisk figur.

4. oktober 2010

Hjælp, jeg er Fætter Guf!

På Facebook har man en test, en af de mange som laves for sjov, hvor man kan se, hvem fra Andeby man er. Jeg kunne da ikke lade være med at tage den - hjælp, jeg blev Fætter Guf! Bedstemor Ands gårdskarl, verdensmesteren i dovenskab, han bestiller ikke andet end at spise og sove. Det er tydeligt, at Bedste kun holder fast ved ham på grund af godgørenhed, der er ingen andre, der vil have ham. Den virkelige ubarmhjertige karakteristik af ham fik man i oktober 1951, hvor han endelig - foranlediget af musene Tim og Bum - vil gøre noget for at hjælpe Bedste med arbejdet og hjælpe hende. "De må ikke slide sådan i det, Bedste! Nu deler vi arbejdet! Nu trækker De, så stønner jeg. Puh-ha! Puh-ha! Puh-ha!" Så er han vist karaktermyrdet en gang for alle.
Bedstemor And trækker vand op af brønden mens Guf stønner.
Fætter Guf totalt udleveret
Men hvad er det dog for et spørgsmål i den test, der har fået mig til at blive ham? Nå, det er jo kun sjov. Tænk hvis jeg var blevet Fætter Højben, uha, uha, den narrøv!

3. oktober 2010

Filmserier

Nu har jeg lige skrevet om vejen fra film til tegneserier. I den forbindelse er det nærliggende at nævne de tegnede udgaver af Disneys kortfilm, som blev trykt i de første årgange af Anders And & Co. De er tegnet af Don Gunn, Han lavede senere historier med så godt som alle Disney-figurerne, men han er ikke den mest produktive.

Tegneserier over kortfilmene.

Hvad disse tidlige filmbaserede serier angår, så er de akilleshælen i de tidlige årgange af bladet, der ellers, som jeg har skrevet i et andet indlæg, er herlig læsning. Det har ofte været ulvehistorierne, der har været skydeskive, men hvad disse tidlige filmhistorier angår kan jeg bedre forstå modviljen. De er ubehjælpsomt tegnet, og de fortæller så filmens handling på vers, som virker kunstige og stive som rimerier i en sølvbryllupssang. Mange af de gags, der virker komiske i filmen, har overhovedet ingen effekt her.
Jeg må gentage, hvad jeg har skrevet i det tidligere indlæg, at tegnefilm og tegneserier er to forskellige medier. Hvis man har svært ved at forstå det, så finder man ud af det ved at sammenligne en af disse filmserier med tegnefilmversionen. Serien Storvask i marts 1949 bygger på den herlige film med Fedtmule, hvor han skal vaske elefanten Dolores, der absolut ikke vil vaskes og laver det ene nummer efter det andet for at undgå det. I tegneserieversionen forsvinder alle de skønne gags, og der er kun to siders ubehjælpsomme tegninger, der løseligt illustrerer filmens historie, der gengives på vers. Det vidunderlige gag, hvor elefanten skubber den stige op, som Fedtmule går syngende op ad, er reduceret til et kedeligt billede af elefanten, der holder stigen.

Tegneserier baseret på langfilm.

Det var disse serier bygget på kortfilmene, som i de ellers fremragende første årgange er de døde punkter. Noget andet er serieudgaverne af langfilmene, som kom først i solohæfterne i halvtredserne, senere i Månedshæfter i tresserne. Den første var i 1950 over Snehvide, den blev genoptrykt flere gange, når filmen havde repremiere. Sådan promoverede Disney sine lange film, og dem, der boede langt ude, hvor filmene ikke kom, fik en mundsmag af historien.
Nu er disse serier måske heller ikke lige mesterværker i tegneseriekunsten, men de er for det meste tåleligere end de førnævnte Don Gunn-serier. Naturligvis bliver forlægget så noget amputeret i serieform. I førnævnte Snehvide-hæfte er hendes flugt gennem skoven reduceret til et billede, ligeledes dansescenen med dværgene, dronningens forvandling til heks gås der let hen over. Sådan går det når en historie føres fra et medie til et andet, det er set utallige gange med romanfilmatiseringer.
Men disse serieudgaver kan så også være værdifulde som dokumentation. De blev tydeligvis tegnet, mens filmen var under udarbejdelse, og så kom der ting med, der blev kasseret i filmen. I Snehvide er der f. eks. den passage, hvor hun maler sin drømmeprins på en vandspand og den virkelige prins pludselig dukker op bagved. Den kom ikke med i den endelige film - ærgerligt nok, det giver ellers prinsen lidt af den karakter, som han savner i den færdige film.
En stor del af de senere tegnede udgaver af langfilm blev tegnet af Al Hubbard. Han tegnede bl. a. serieudgaven af Lady og Vagabonden. Det gav ham noget træning i det, som han senere havde som en af sine faste opgaver, nemlig at tegne spin-off-serien om deres lille hvalp Vaks. Han tegnede også Junglebogen og mange andre, og tegnede så de tegneserier, som man i større eller mindre grad førte figurerne videre i. Ikke altid med lige stort held, men i forhold til de makværker, som Don Gunn leverede over kortfilmene er de dog til at holde ud.