13. oktober 2010

Barksisme

På grund af den lydlige lighed mellem Den Gode Tegners navn, og så den politiske teoretiker Karl Marx, så var det nærliggende, at man kaldte fans af Barks for barksister. Det var især en morsom joke på et tidspunkt, hvor de politiske holdninger stod meget skarpt og alle skulle tilhøre en eller anden politisk isme.

Nu har mange også beskyldt barksisterne for nærmest at være lige så militante. Alt andet end Barks var rent affald, man kunne højest svinge sig op til Murry, Gottfredson og Taliafero. Især magasinet Carl Barks & Co., som udsendtes i halvfjerdserne og firserne kunne godt være præget af denne holdning.
Jeg vil stadig sige, at Barks er den bedste, men jeg er ikke så militant. Trods alt var der også mange historier af Strobl, som jeg kunne lide som barn. Desuden fandt jeg da også, at Jumbobøgerne og Fætter Vims var et frisk pust.
Men der er ingen tvivl om, at Barks-fandommen har sat sit præg på andehistorierne nu. Andeby tegnes med statuen af Kornelius Blisand, der rager op, historierne formes som de klassiske historier af Barks, enten som ubønhørlige motorveje mod katastrofen for Anders And eller som eksperthistorierne. Kun godt, så er der konsensus i universet. Men så kan man godt savne Anderbilt og Mary Moseand, som jeg synes er nogle festlige figurer i  italienernes serier.

Ja, jeg er barksist, men ikke militant.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.