onsdag

Ufrivillig komik

Der er ikke lavet en trykfejl i overskriften. Det skulle man tro, da man ellers forbinder Disney-tegneserierne med frivillig komik, der i bedste fald lykkes.

Beroligende bagsider.

Det hentyder til adskillige af bagsideteksterne, som i løbet af halvtredserne blev trykt bag på det navnkundige blad. Hvor de gode tegneserier af Barks, Gottfredson, Taliafero og Murry er tidløse, så er bagsideteksterne en tidsrejse tilbage til den tid, hvor tegneserier var et frygtet medium. Allerede i 1949, hvor Dan Folke mødte betænkeligheder over sådan at udgive et blad med kun tegneserier, der slutter hver af de præsentationer, som man bag på bladet skrev af figurerne, med en forsikring om, at bladet er sund og god læsning.

I halvtredserne blev der skruet op for det blus. Her er et citatududpluk:
Ni ud af ti pædagoger siger god for Anders And & Co.
Der er intet skadeligt eller overspændt i bladet.
Du kan trygt bede dine forældre om penge til bladet, det vil nyde det lige så meget som dig.
De kan trygt købe Anders And & Co. til Deres barn, der er intet usundt i det.
Når jeg ler af disse forsikringer, så er det på en anden måde, end når jeg ler af Anders And og Fedtmule.

Tegneseriehetzen.

Baggrunden er, hvad tegneseriehistorikerne kalder tegneseriehetzen. Den startede i USA, da psykiateren Frederik Wertham i 1954 udgav sin bog Seduction of the Innocent, ovs. Forførelsen af de uskyldige, hvor tegneserierne blev fremstillet som opdragelse til terror, der trak de unge ind i en afstumpet holdning. En god kur mod stigningen i volden ville være, at dette medium blev stoppet. Hans bog satte straks en debat i gang, og mange blade måtte lukke - man indførte i tegneseriebranchen The Comics Code, en liste over hvad der ikke måtte forekomme i serier af sex og vold.

Herhjemme blev Werthams bog taget til hjertet af Tørk Haxthausen, der udgav en bog med samme titel som Werthams. Selv om den ikke var en direkte oversættelse, så var indholdet i store træk det samme: tegneserierne forførte de unge til vold, og han brugte mange af de samme eksempler som Wertham, hvilket er lettere grinagtigt, da det drejer sig om horrorserier, der på det tidspunkt ikke engang var udkommet i Danmark (dem havde vi først et boom af i 70'erne).
I hans bog får Anders And & Co. også et ord med på vejen:
I længden må det have en dårlig indflydelse på dem, der studerer hæfterne.
 Ja, Don Quijote og vindmøllerne! Mon ikke!

Han havde i forvejen god jord at så i, fordi mange anså tegneserier for et medium for dem, der ikke kan læse og at det ødelagde børns læsefærdighed - heraf alle forsikringerne på bagsiden allerede i 49. Da Haxthausens bog kom, udløste den naturligvis debat, og man hetzede mod "det skadelige medium" fra alle sider. Anders And-bladet overlevede, men flere andre blade, f. eks. Kong Kylie, måtte lukke.

Det skal nævnes, at journalisten Håkon Stangerup - far til den senere kendte forfatter Henrik - forsvarede tegneserier, og anså dem for at være en god afslapning i aviserne mellem alt det tunge, men han var dog totalt afvisende overfor rene tegneserieblade, og spændingsserierne anså han for ødelæggende.

Vi kan grine af det i dag og huske, at det samme blev sagt, da romanen blev masselæsning i det 19. århundrede, og da biograferne gik deres første sejrsgang. Lignende ting siges i dag om computerspil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.