23. maj 2012

Donaldisme

I det sidste nummer af Donaldistforeningens blad er der en artikel, der tager begrebet donaldisme op til overvejelse. Det kan der være god grund til, for hvem er egentlig donaldist?
Det er nok især nordmanden Jon Gisle, der opfandt begrebet. Hans bog Donaldismen kom i dansk oversættelse til at hedde Andelogien, men vi overtog så alligevel hans norske udtryk donaldisme. I nævnte artikel nævnes flere måder at være donaldist på, samler, læser og meget andet. Der prikkes en del hul i de opfattelser, at nogen donaldister er "på et lavere niveau."
Der er den besynderlige del af donaldismen, som kaldes den videnskabelige donaldisme, hvor man forsker i livet i Andeby som om det var virkeligt eksisterende. Her drøftes spørgsmål som hvorfor der kun er onkler og nevøer, ingen fædre og sønner, og hvorfor de aldrig rammer, når de skyder etc. Det kan være meget morsomt, men for meget af det synes jeg nok er lidt kedeligt. Jeg personligt er nok donaldist på den måde, at jeg trods min fremskredne alder har en stadigt levende kærlighed til serieuniverserne i Disneys serier, med Carl Barks i spidsen uden at forklejne andre gode, og jeg kan stadigt vende tilbage og læse dem, de bedste holder i dag. Så kan jeg lide at forske i det historiske, tegnerne, hvornår de virkede og hvornår historierne kom. Det er så min donaldisme.

14. maj 2012

Andeby som bystat

Andeby tegnet i luftperspektiv af Don Rosa.
Don Rosas opfattelse af Andeby
Det diskuteres ofte blandt donaldister, hvor Andeby ligger henne, og hvad samfundsstrukturen er. Enkelte gange har man placeret den i en fiktiv amerikansk stat Calisota, hvis navn er en kombination af Californien og Minnesota, som de, der har læst Don Rosas saga om Joakim von Ands vej til rigdommen, må vide.

Hvor er resten af USA?

Men er det ikke mærkeligt, at vi aldrig hører noget om det amerikanske præsidentvalg i Andeby? Man skulle ellers tro, at Joakim måtte være obs på, om der kommer en republikansk kandidat, der vil sænke skatterne. Vi hører heller ikke noget om guvernørvalg. Det er mest de lokale, borgmesteren og byrådet, der mest er optaget af at skaffe stemmer til næste valg.

Andeby som bystat med opland

Statuen af Kornelius Blisand, Andebys grundlægger.
Statue af Kornelius Blisand, byens grundlægger
Jeg vil  sige, at Andeby er en bystat  som de gamle bystater i det antikke Grækenland. De havde deres eget styre, formen kunne variere fra sted til sted, i Athen havde de valg blandt de frie borgere til at være byens ledere. De havde så kontakt med oplandet, der dyrkede korn og holdt husdyr, og på den måde var bystatens spisekammer.
Sådan synes også Andeby at være en bystat i et område af bystater, hvor vi  af og til hører om Gåserød som nærmest beliggende bystat. Så er der landboerne, der sørger for at dyrke jorden og holde dyr, så Andeby har sine forsyninger - her har vi Bedstemor And som gårdejer, der hører med til den særprægede andefamilie.
I skoven når lovene ikke rigtig ud, her har skurke som Store Stygge Ulv, heksen og andre onde kræfter frit spil - i byen hvor loven håndhæves, ender Bjørne Banden altid i fængsel.

Musekøbing

Noget af det samme må siges om Mouseton, der i Mickey Mouse-striber i bladene fra før Anders And & Co. blev oversat Musekøbing. Senere fandt man på, at alle boede i samme by, og i musehistorierne skrives der konsekvent Andeby, hvor der i originalteksten står Mouseton. Uanset at Sonja Rindom var en fremragende oversætter, så forstår jeg ikke helt dette valg, men det var måske et redaktionelt pålæg? Naturligvis, i de sene Murry-historier optræder Mickey og Fedtmule pludselig med andefamilien, og Sorte Slyngel indgår samarbejde med Bjørne Banden, her tyder det jo virkelig på, at de alle bor i Andeby.
Uanset det, i de tidlige historier bor personerne omkring Mickey Mouse i Musekøbing, også den synes at være en bystat, næppe langt væk fra Andeby. Her er det Mickey, der nok skal få skurkene buret inde.
Bystater a la det antikke Grækenland i USA med dyr - ja, det er et sælsomt univers - men som fans kan blive enige om, et herligt univers.

13. maj 2012

Skovuniverset

Dette er mit eget udtryk for et fleksibelt univers, som har været i Anders And & Co., det er ikke så meget mere. Jeg kalder det skovuniverset, da det er i skoven.
Er det så skoven omkring Andeby? Det vil jeg da tro, for af og til er ænderne fra Andeby da dukker op i skoven med mellemrum.

De første beboere

Ude i skoven bor Store Stygge Ulv med sin dydsmønstersøn Lille Ulv, som af en besynderlig grund kaldes Lille Stygge Ulv i historiernes titler, men bare Lille Ulv i historierne. De er gennemført menneskeliggjorte og bor i huse, ligeledes Gårdmand Bjørn, som er Lille Ulvs gode ven, der ofte hjælper ham, men er farlig når han bliver gal for den store ulv, og De Tre Små Grise, som voksenulven ser som de lækre flæskestege, men de er gode venner med lilleulven.
Ja, det startede det med i første årgang, men så kom historierne om den undslupne cirkusbjørn Bongo og hans evige ærkefjende, grizzlybjørnen Knortekæbe, de bor i huler eller sover i de fri som bjørne nu engang gør, men Bongo har sin ethjulede cykel med fra cirkus.
Bror Kanin går forbi Bror Bjørn med en sæk.
Bror Kanin og Bror Bjørn
Senere i halvtredserne fik vi så onkel Remus' fortællinger om Bror Kanin, hvor Gårdmand Bjørn ikke længere er den rare bondeknold, men en tomhjernet godtroende vindbøjtel, som Bror Kanin kan narre så let som ingenting, og så Bror Ræv, lidt klogere, men dog ikke mere end at Bror Kanin kan snyde ham. Disse historier bygger på folkeeventyr fra den sorte befolkning i Sydstaterne, hvor Bror Kanin altid er kløgtig nok til at bruge hovedet, så han vinder over sine fysisk stærkere fjender.
Paul Murry, der ellers er mest kendt for Mickey-historierne, tegnede nogle af de bedste historier med den snedige kanin.

Da der kom flere til

Store Stygge Ulv udveksler erfaringer med heksen fra Snehvide.
De lovløse kræfter i skoven
På et tidspunkt skulle vi have historier med Chip og Chap, der i serierne kun lejlighedsvis er oppe imod Anders And. Ofte handler historierne om besværet med at finde nødder til vinteren eller at finde et træ at bo i. Jack Bradbury tegnede flere ganske skægge historier med de to egern.
Følger man årgangene af Anders And & Co., så må man konstatere, at der i den skov, der er befolket af disse søde og sjove figurer, danner sig et helt univers a la den franske forfatter Balzac, der lod sine personer optræde i alle sine romaner. Hovedpersonen fra en roman kunne dukke op som biperson i en anden. Skovuniverset er et sådant fleksibelt univers, man kan bare se hvad jeg nævnte før om Gårdmand Bjørns ændring af karakter alt efter om han er sat i forbindelse med ulvene eller med Bror Kanin.
Chip og Chap toppes med Anders And.
Chip og Chap mod Anders And-
almindeligt på film, sjældnere i serier

Samtlige skovens dyr samt De Syv Små Dværge, som kendes fra filmen om Snehvide, befolker tilsyneladende den samme skov, de kan dukke op som bipersoner i hinandens historier. Heksen fra Snehvide er endda opstået fra de døde og dukker op som skurk adskillige gange, men uden at vi får noget at vide om hendes kongelige oprindelse. Selv Jesper Fårekylling, Tim og Bum fra Askepot og andre velkendte figurer fra filmene dukker op.
I visse historier er Bror Kanin biperson og bliver lidt af en skurk i form af en drillepind, der gør livet surt for de andre, ofte Chip og Chap.
I tresserne lod man også heksen Madam Mim fra Sværdet i Stenen bosætte sig i skoven, og hun kan være både god og ond alt efter hvem hun optræder med.
Madam Mim i et billede fra Sværdet i Stenen
Madam Mim i Sværdet i Stenen

Madam Mim i en af de typiske serier med hende.
og i en typisk 60'erserie.

Karakteristik af universet

Det er ikke et univers, der har skabt de lange eventyr, som vi kender fra Barks' lange andehistorier eller Murrys lange musehistorier, der findes udelukkende korte historier. Nu har disse skovdyr  heller ikke mulighed for at rejse ud og opdage verden som beboerne i storbyen Andeby, men figurerne kunne nok heller ikke bære en længere historie. Men det skal ikke forklejne, at det er et charmerende univers, der i sine bedste øjeblikke har skabt søde og sjove små historier.

12. maj 2012

Forkortelse af historierne i Anders And & Co.

Jeg er stadig ved at modtage årgangsbøgerne med samtlige numre af Anders And & Co. fra 49 til 64, jeg er nu midt i 63 og kan godt være spændt på 64-årgangen.

Et nummer af 63-årgangen

Jeg har  netop læst blad nr. 18 i 63, og dette nummer er  karakteristisk ved, at der ikke er en eneste ti-siders historie, der ellers var det almindelige førhen. Det starter med en 6-siders historie Reklamens magt, hvor Anders og ungerne får job som reklamemænd ved hvert sit konkurrerende firma og nu kappes om at sætte salget op. Indledningen med Anders' skøre slogans som
I en hytte, på et slot, Fupski Cola smager godt
er nok den bedste, men historiens gags er ikke særligt overbevisende.
Så følger en tre-siders historie med Anders og Højben, hvor den sidstes held endnu engang sættes på prøve, men ikke så opfindsomt som Barks kunne gøre det. Så er der en fire-siders ulvehistorie, som har en skæg passage, da Praktiske Gris tror, at den rigtige ulv er hans brødre med maske på, men ellers ikke er den bedste ulvehistorie. Så er der to sider, der ender med Raptus von And kommer galt af sted med sit praleri. Så fem sider med Gearløs, der moderniserer lejrlivet for ungerne. Så er der Chip og Chap, der bor i et træ til salg og gør alt for at forhindre salget. Disse korte historier har ikke rigtig nogen skægge pointer, Raptus-historiens pointe virker primitiv.

En ældre Carl Barks-historie

Til sidst kommer første del af en meget ældre Barks-historie, det føles som at komme til en oase i ørkenen. Anders køber et modelfly til ungerne, men ved en forveksling kommer han til at købe et rigtigt fly, som en udlænding af spansktalende oprindelse Pablo køber for en slik. Han lokker de fire ænder med på en rejse til hans hjemland, Vulkanovia, og den er allerede balstyrig under turen, hvor de må flyve over bjergtoppe, men det er næsten ved at gå galt, da Pablo skal holde sin siesta. Glæder mig til at læse fortsættelsen.
Nu ved jeg godt, at de fleste, der har læst bladet som barn, har tendens til at synes, at bladet havde en guldalder, da de var børn, men så dykkede kvaliteten. Mange donaldister uanset alder er dog enige om, at det er tilfældet midt i tresserne. For mig at se er dette nummer af bladet et forvarsel om det. Kortere historier, ikke særlig morsomme eller opfindsomme. Det prægede  bladet i midt-tresserne.

Det karakteristiske ved årgangen.

63-årgangen har numre, der peger frem imod det. Den var præget af tegnere, der nok var habile, men ikke mesterlige som Barks og så Barks-historier fra hans sene periode, der netop lå her i disse tresserår. Han er stadig en glimrende historiefortæller og tegner, men hans mesterværker har han allerede skabt. I denne årgang trykkede man i det mindste meget ældre historier, dels den af donaldister højt elskede De firkantede æg fra Peru og så denne grotesk-komiske perle, som jeg så har læst første del af.
63-årgangen er nok ikke helt i bund, men Anders And & Co. havde sin store gyldne tid fra 49 op i halvtredserne.
Som sagt: jeg er spændt på 64-årgangen.