mandag

En rolig nytårsaften

Ulvehistorierne har ofte været udskældt og dem, som inkarnerede Anders And-læsere sprang over. Efterhånden er man begyndt at indse, at de nok i virkeligheden er bedre end deres rygte. Hvis Carl Barks er den gode andetegner, så er Gil Turner den gode ulvetegner, for i hans streg og historier bliver både den store og den lille ulv til mere sammensatte figurer.

Store Stygge Ulvs plan

Netop historien fra Anders And & Co. nr. 27 1957 er en sjov lille nytårshistorie med alle trækkene fra Turners ulvehistorier, der så lige får en tvist. Den udkom første gang i USA i 1949, hvor Turner var begyndt med ulvehistorierne, så måske er de ikke fuldt udviklede endnu, men det er begyndt.
Den starter med, at Lille Ulv kommer med et kæmpekanonslag. Det fryder hans far, for nu vil han sprænge den uden for Gårdmand Bjørns vindue, men Lille Ulv skubber den i vandet og forklarer sin far, at det var med vilje, for han og grisene har vedtaget med alle andre børn, at de i år skal have en stille og rolig nytårsaften og derfor ikke vil skyde noget fyrværkeri af. Den stygge ulv er naturligvis sur over den dydige ide, men beslutter sig for at benytte sig af den. Han overmaler en kæmpesten med rød maling og giver den en lunte på, som han tænder i det håb, at de små flæskestege vil komme og stoppe ham, så han kan snuppe dem. Det lykkes også, fordi Praktiske Gris kommer for at bede ham stoppe og i øvrigt se at komme væk derfra, for klokken er snart 2.

Praktiske Gris forpurrer planen

Da grisen løber derfra igen, viser det sig, at der er et advarselsskilt om, at der bliver sprængt dynamit klokken 2, så det er forklaringen. Da sprængningen finder sted, tror Store Stygge Ulv, at det er kanonslaget der har sendt ham til vejrs, og han ligger hjemme med dårlige nerver. Da Gårdmand Bjørn kommer med noget fyrværkeri og inviterer ulven ud for at fyre det af, bliver ulven rasende og jagter bjørnen med en kølle. Ja, her var den lille tvist: hvor det ellers er bjørnen, der jager ulven med en kølle af raseri over hans skurkestreger, er det her til sidst omvendt.
Ja, ulvehistorierne er mange gange bedre end deres rygte, og er man ikke overbevist om det, så prøv at læs denne nytårshistorie. Ansigtsudtrykkende er virkelig gode.
Se tidligere anbefalinger

fredag

Nytårsspøg: Figurer jeg ikke kan lide

En blog som denne er først og fremmest skabt af kærlighed til de Disney'ske universer, Nu er der bare mange forskellige tegnere, der har leveret stof til universerne og klart: de er ikke lide gode alle sammen.
På et tidspunkt har der også været skabt nye figurer, når man ikke kunne finde på nye historier. Nogen af disse figurer er gode nyskabelser, her kan man tænke på Barks' Fætter Højben, Joakim von And, Bjørne Banden og Hexia de Trick. Af senere nyskabelser er det ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af den skrupforvirrede Fætter Vims. Også på den italienske front, som især dominerer Jumbobøger og lignende udgivelser i dette land,  er der skabt nogle skønne nye personer, især af Romana Scarpa. Her er Joakims beundrer Mary Moseand helt skøn, den nye konkurrent til Joakim Næbhøj, Sortepers kæreste Hilda og ungernes teenageveninde Tinka.
Men af og til er der også skabt figurer, som man godt kan undvære - for nu at sige det venligt. Nu skal det her så først og fremmest tages som en nytårsspøg og ikke andet, men dem jeg nævner her bryder jeg mig ikke om.

Øjvind Ørn.

På et tidspunkt gav man Gearløs en ond konkurrent, Øjvind Ørn, han hed Ejvind Eagle på originalsproget. I starten var det meget sjovt, især at han havde et skilt foran sit hus, hvor han åbenlyst reklamerede med, at han var den onde opfinder af grimme og skadelige ting, lige så skørt som at Bjørnebanden går rundt med masker og reklamerer åbent med at de er tyveknægte. I længden syntes jeg bare han blev en noget ensporet figur, især da man begyndte at bruge ham som skurk i Mickey Mouse-historierne. Nu er skurkene i disse historier godt nok i mere stereotype end skurkene i andehistorierne, men den hidsige ørn blev efter min mening for meget. Der var næsten ikke andet at spille på end hans vilde koleriske anfald. Så syntes jeg Sortepers irritationsudbrud over, at snushanen Mickey altid ødelægger hans "forretninger" er sjovere. Nu udnyttede man også i Mickey-historierne, at ørnen er opfinder så de bliver en slags science fiction, men ikke af den rigtig morsomme slags som i historierne om den venlige konkurrent Gearløs, der er en af mine storfavoritter.

Gilbert.

På et tidspunkt gav man Fedtmule en hyperklog nevø for at lave en kontrast til Fedtmules alternative intelligens. Han er klog på alt, fysik, matematik, kemi, historie og hvad ved jeg. Han må ofte vejlede sin onkel, det er hans egentlige funktion i historierne. Nu kan flere af de historier han medvirker i godt være ganske skægge, men det skyldes mest Fedtmules fjollerier. Efter min mening kan Gilberts klogskab godt være lidt for meget efter min mening.
Rip. Rap og Rup har også ofte den funktion at vejlede deres ikke særligt kløgtige onkel, men deres karakter er mere sammensat og de kan godt være "rigtige" børn ind imellem og lave gale streger. Gilbert er bare så perfekt, at man ikke kan holde ham ud i længden. Det blev især klart, da man i serien Walt Disney Præsenterer havde hæftet Spejder Fedtmule, hvor Fedtmule bliver spejderleder ved en fejltagelse og Gilbert gennem anstrengende dage må rage kastanjerne ud af ilden for ham.  Hæftet har sine morsomme passager, men man får for meget af Gilbert.

Musse.

Hun er Minnies niece, som blev introduceret i tresserne i museuniverset som et sødt og artigt modstykke til Mickeys to nevøer Mik og Mak. På originalsproget hed hun Melody. Aarrggghhh, hvor er hun sukkersød. Nuvel, det kan Lille Ulv også være ind imellem, men han kan i det mindste godt finde på nogle lidt gale streger, når han skal forhindre sin stygge far i at æde hans venner. Musse er bare det gennemførte dydsmønster uden ridse i lakken. Jeg er næsten så hjerteløs at jeg godt kan forstå Mik og Mak ikke gider lege med hende og synes, at hun er en dum tøs.
Nu var hun heller ikke en figur, der holdt ret længe i bladet, lige så lidt som Moby And (der også er lidt kedelig i længden efter min mening), Dumriand og alle de mange andre tresser-nyskabelser. Godt det samme, ellers tror jeg mange Anders And-læsere var blevet indlagt med sukkerchok.
Nuvel, det var nytårsspøgen, efter årsskiftet vil jeg vende tilbage og skriver om de figurer, jeg kan lide. Indtil da, så læs da mine indlæg om Anders Ands start som solostjerne Fedtmule og Chip og Chap og mine Ugens Anbefalinger.

mandag

Et gratis juletræ

I Mandelgaven 1 (1961) er der en Chip og Chap-historie, som er ganske skæg. Den udkom første gang i USA december 1956, hvor der endnu ikke var gået så meget venstrehåndsarbejde i det, og den er tegnet af Jack Bradbury. De to egern bor i et træ klods op ad Gårdmand Bjørns gård og hører hvordan kyllingerne i hans hønsegård græder højlydt, for de vil have et juletræ. De to venner beslutter sig for at hjælpe dem til et og henvender sig først til Bjørn, der ikke vil have noget med det at gøre. Det næste de gør er, at de sørger for at få Gårdmand Bjørns juletræ ned i hønsegården ved hjælp af en kælk, men da de så skal skubbe kælken tilbage har han opdaget tyveriet og da han løber ud render han ind i den kælk, som Chip og Chap skubber tilbage og tager en kælketur ned i hønsegården. Da fjerner han juletræet derfra.
Den næste ide er at lave et erstatningsjuletræ ved at male hønsenes æg og hænge dem på et almindeligt træ, men... VRÆÆÆL! det ligner ikke et rigtigt juletræ.
Men så får vi happy ending: på grund af at æggene hænger på træet tror Gårdmand Bjørn, at det skyldes en vrede hos hønsene over, at han tog træet og af frygt for ikke at få nogen æg mere, kommer han med juletræet til dem, og de tudende kyllinger jubler.
Chip og Chap sælger de malede æg på historiens sidste billede med et slogan om at forberede påsken i god tid - et lille hip til forretningernes tidlige juleudstillinger med samme slogan om julen.
Jack Bradbury var en habil tegner af så godt som alle Disney-figurer. Er hans historier ikke lige store klassikere som Barks' bedste, så kan de være ganske skægge og have nogle festlige gags. Denne lille julehistorie er et godt eksempel.
Se tidligere anbefalinger

fredag

Chip og Chap før Nøddepatruljen

Chip sidder på snuden af Pluto
Deres oprindelige rollefag som
Plutos modstandere


To chipmonks

I dag er disse to søde små fyre, som Mickey Mouse kalder dem, mest kendt fra Disneys Juleshow, som DR stadig pr. tradition sender juleaften og som har filmen Plutos juletræ som det første filmindslag. De er ikke så ofte gæster i Anders And & Co. længere som de var en gang og i pocketformaterne glimrer de ved deres fravær.
Men i Disney Sjov dukker de da op fra tid til anden, dels i nogle af de gamle korte klassikere, dels fordi de er brugt som hovedpersoner i en af de nyere tv-serier, Nøddepatrulien, der af og til tages op, så helt glemte er de da ikke.
Men i Anders And-bladet fra midt-halvtredserne og langt op i fra halvfjerdserne var de hyppige optrædende blandt alle dem, der hørte under tilføjelsen "& Co." Endda meget populære.
Foto af chipmonk
En virkelig chipmunk
De er dannet efter den specielle nordamerikanske egernart, jordegern, på engelsk chipmonks, herfra har de fået deres karakteristiske stribe på ryggen. En mærkværdighed her er, at sådanne chipmunks, som den danske betegnelse siger, lever i jordhuler, men de to hurtigtsnakkende figurer lever i træer som alle andre egernarter. Sådan er der mange mærkværdigheder i tegneserier.
De fik så også hver sin personlighed, Chip som den kloge af de to og Chap som småskør og pjattet, han får ofte et gok i nøden af sin kammerat, når han er for irriterende.

Chip og Chap på filmstrimlen

De debuterede i 1943 i filmen Private Pluto, hvor de ligner hinanden fuldstændig og ikke har navne. Her er de to egern, der er oppe imod Pluto som i juleshowets film og det var en rolle de blev tildelt i flere film. Senere kom de op imod Anders And, som Jack Hannah lavede flere film med, hvor han kæmpede med forskellige modstandere, der gav den hidsige and kamp til stregen og altid tilførte ham et knusende nederlag. Her udviklede man så en forskel på dem, hvad det ydre look angår har Chip en sort snude og Chap en rød, desuden har Chap en hårtot i toppen. Her fik de også navnet Chip and Dale efter det gamle møbelfirma Chippendale, det blev så fordansket til Chip og Chap. De blev snart meget populære, og man startede snart en filmserie med dem som hovedpersoner, der så kun blev til tre film.

Chip og Chap på seriestriben

Chip giver Chap en nød i nødden
I Bradburys streg
Til gengæld blev der lavet overordentlig mange tegneserier med dem. Deres første rollefag som Plutos modstandere blev ikke brugt så meget, men som Anders Ands modstandere så man dem lidt oftere. Den gode tegner Carl Barks brugte dem aldrig, men den anden andetegner Jack Bradbury, der heller ikke er dårlig om ikke på højde med Barks, lavede en righoldig mængde af historier, hvor de dyster mod den for dem irriterende and. I mange af disse historier er de to jordegern de egentlige hovedpersoner med Anders som skurken, en tendens der også kunne ses i nogle af filmene.
Men de fik også deres egen serie, hvor de indgår som en del af skovuniverset, mange af de forskellige skovdyr fra forskellige Disney-film dukker op, Bror Kanins tilbagevendende ærkefjender Bror Ræv og Bror Bjørn optræder ofte som Chip og Chaps fjender. Mange af historierne handler om problemet med at samle nødder eller at få lov at beholde træet, som er deres bolig, i fred.
De har fået en blødere personlighed i mange af disse historier, fra rene drillepinde på film til to vakse fyre, der altid er villige til at hjælpe deres andre venner i skoven. De kan dog godt drille ind imellem og få sig nogle utrolige skænderier indbyrdes, især når der er et kønt hunegern med i spillet (og så påstår man Disneys figurer er kønsløse!), men som regel er de fiffige og hjælpsomme. Lidt af samme udvikling, som Rip, Rap og Rup tog fra rene møgunger i starten til kloge børn, der altid vil hjælpe deres Onkel Anders.
Der er så det at sige til Chip og Chaps fiffighed, at den ofte bliver hjulpet godt på vej af, at deres modstandere er nogle paphoveder. I de fleste af de historier hvor de er oppe mod ræven og bjørnen vinder de på grund af de to modstanderes utrolige alternative intelligens end deres egen klogskab.
Udover Bradbury har også Al Hubbard og Harvey Eisenberg bidraget med ganske skægge historier. I Eisenbergs streg har de fart på med hans karakteristiske fartstriber.
Trods deres popularitet hører de til nogle af de figurer, der desværre blev sendt på pension i bladet. Nogen af os kunne godt ønske en renæssance for dem på striberne.

onsdag

Joakim von And og julen 4 - De italienske

Første del
Anden del
Tredje del
Den ide, som jeg sidste gang undrede mig ikke var så ofte forekommende omkring Joakim og julen, den har de italienske tegnere, som vi mest kender fra Jumbobøger og lignende, til gengæld udviklet. Hos dem er julen profit for Joakim, ofte i konkurrence med Anderbilt, der i dem som mange andre historier til sidst sidder og gnaver sin hat af ærgrelse over, at Joakim har vundet.
I det hele taget er Joakim i de italienske serier i langt højere grad en beregnende profitmager, den bizarre kærlighed til pengene for deres egen skyld, som vi kender fra den klassiske Joakim synes at være helt forduftet her, omend der er lidt af den.
Det giver sig også udslag i julehistorierne, som vi kan finde i den årlige udgivelse Fra Alle Os til Alle Jer, der indeholder julehistorier fra Italien. I de fleste af disse historier udnytter han julen til penge, nye smarte gaver og meget andet.
Her vil jeg bare opfordre læseren til at gå på opdagelse. Glædelig jul.

mandag

Fra fedtsyl til flottenhejmer

Nu har jeg tidligere været ude efter julehæftet Mandelgaven og antydet, at det var en overflødig udgivelse, men forhåbentlig kom det også med her, at der var gode historier ind imellem.
Som ugens anbefaling har jeg en af disse fra Mandelgaven 4 i 1964, hvor den gennemsnitlige kvalitet af Anders And-bladet ellers er ved at dykke. Det er en rigtig forvekslingshistorie og fniser af Carl Barks, som blev udgivet i februar 1964, den kan i Barks samlede værker findes i bind 26.
Den starter med, at vi ser Joakim udføre sine yndlingslege i pengene, som blev introduceret i Den Snedige Onkel Joakim (Only af poor old man), og så har han kræfter til lidt af hvert og kan se julegavelisten, som han på grund af sin nærighed afskyr. Det er nærige gaver: til Anders en golfkugle, til Rip, Rap og Rup en glaskugle hver.
Så klippes der til hans nevø Anders, der står med et hypnoseapparat, som Gearløs har opfundet. Han sætter et lysbillede i af sig selv. Med det kan han hypnotisere sin gerrige onkel til at give en masse flotte gaver. Da han går et øjeblik, ser ungerne apparatet og prøver det i den tro, at det er et lysbilledapparat, og i stedet for billedet af deres onkel Anders putter de et billede i af "en eller anden dum hund," som de siger.
Så skal Anders udføre sit nummer og lige i det, at Joakim har set, at Bedstemor And skal have en støvleknap, retter Anders apparatet mod sin onkel i den tro, at der er et billede af ham selv i det, men Joakim ser den ukendte hund og kan ikke forstå, at det skal være morsomt. Men apparatet virker og straks bliver den gamle fedtsyl grebet af en ubændig trang til at give den hund en masse flotte gaver. Da han løber ud for at finde ud af, hvor den hund er, giver sekretæren ham et julekort med den gamle engelske juleremse 12 Days of Christmas, hvor der på julens 12 dage gives nogle helt skøre gaver (se teksten her). Hypnosen får nu Joakim til at ville give disse gaver og på vej hen for at spørge sin nevø om den hund, skyder han genvej gennem en park, der ejes af en grevinde, der til forveksling ligner Bedstemor And, og da han forfølges af hendes hund, viser det sig at være
hunden på billedet.
Nu begynder han at skaffe de 12 sækkepibeblæsere og 11 trommeslagere og så videre, og Anders tror gaverne er til ham, så han bliver helt konfus over at skulle have alle de gaver, der er dyre på kost. Hele den passage, hvor han farer forvirret rundt for at stoppe disse gaver, har lige alle elementerne til en rigtig forvekslingskomedie, som er en gammel traditionel genre: læseren/publikum ved godt, hvordan det hele hænger sammen og kan så more sig over figurerne, der har misforstået situationen fuldstændig. Anders er lige så forvirret, som han ofte var i de tidlige Barks-historier og Rip, Rap og Rup tager det køligt, de aner jo ikke, at det er dem, der har forårsaget miseren.
Det tredjesidste i remsen er tre franske høns, så Anders beordrer sine nevøer i hønsekostume, hvor de taler fransk, Anders selv forklæder sig som agerhønen i pæretræet, som er det sidste af remsens gaver. Han laver et vældigt postyr i håb om at forsinke leveringen, indtil hypnosen har fortaget sig, med det resultat, at Joakim binder ham til pæretræet uden at vide, at det er hans nevø. Så bliver gaverne leveret til grevindens hund og vi får nogle fnis af Anders i agerhønekostumet, der ikke forstår et muk. Da Joakim fortæller grevinden, at gaverne er til hendes søde vovse meddeler en af hans hjælpere, at agerhønen besvimede - igen et rigtig forvekslingskomedietræk, vi læsere ved jo godt hvorfor.
Grevinden er Joakim meget taknemlig, fordi han har været så god ved hendes lille skat - lille, hm, det er ellers en rimelig stor hund og snart laver den et vældigt postyr ved at jage gaverne. Rip, Rap og Rup må tage flugten, da de hører til skal i suppegryden til hønsekødssuppe, og Anders undgår ved at fare gennem en rude at blive stegt som agerhøne.
Da halløjet er ovre, har hypnosen fortaget sig og på de sidste rolige billeder går Joakim hjem og undrer sig over, hvorfor han dog har købt alle de flotte gaver til grevindens hund. Hjemme tager han så julegavelisten op med de beskedne gaver - han er sit nærige selv igen.
Ligesom i sidste uges anbefaling er Anders en kende moralsk anløben i denne historie, og Joakims nærighed er mere komisk end usympatisk. Det er den, der får hans flothed under hypnosen til at virke som en skærende kontrast.
Som sagt: en rigtig forvekslingsfniser, som burde have været i julenumrene af Anders And & Co. dette år fremfor de noget mere svage, der blev brugt her.
Se tidligere anbefalinger.

fredag

Anders And Mandelgaven


Forsiden af den første Mandelgaven af Nils Rydahl
Det første nummer af Mandelgaven
I 1961 udsendte Gutenberghus, som Egmont hed den gang, en lille ekstra udgivelse før jul, kaldet & Co. Mandelgaven, den ændrede senere navn til Anders And Mandelgaven, i daglig tale bare kaldt Mandelgaven.
Hermed lagde de sig i en tradition, som kendtes fra adskillige andre tegneserier: det årlige julehæfte med serien, som i nogen familier bruges som mandelgave i forbindelse med risengrød eller ris a la mande. Det lille hæfte var på størrelse med Anders And-bladet i bredden, men kun halvt så høj, så historierne blev brudt om fra de otte billeder per side til fire billeder per side, men i kraft af den ekstra tykkelse svarer længden til et gængs blad. Højtlæsningshistorierne fra de første årgange har fået et come-back her ( se Disney i prosaform).
Nu var det ikke første gang, at der blev lavet specielle juleudgivelser, i Solohæfterne, der udkom sideløbende med det gængse blad i halvtredserne, var der til jul en Juleparade med julehistorier. Dette var så bare en helt ny indpakning, et nyt format. 
Det var kun to år efter, at det gængse blad var gået fra at være fjortendages-blad til at være ugeblad, og forsiden af den første mandelgave var tegnet af danskeren Nils Rydahl, der startede med at tegne forsider til bladet og senere historier, da det kneb at få stof nok fra Staterne til bladet hver uge. Hvad skulle man egentlig også med en ekstra udgivelse, når manglen på stof var blevet et problem? Det har været et problem for udgiverne siden intervallet mellem udgivelserne blev speedet op, og de sidste måneder af tresserårgangene bærer som årtiet skrider frem mere og mere præg af infantile historier til at fylde pladsen ud.
Sandt at sige er en stor del af julehistorierne i hæftet heller ikke det helt store. Her skal ikke generaliseres, der er undtagelser, der bestemt er gode, men ofte fyldes pladsen ud af lignende venstrehåndsarbejder, som mere og mere kendetegnede Anders And & Co. op gennem tresserne. I den første er der en ganske skæg Paul Murry-tegnet Chip og Chap-historie, hvor de kæmper for at få et juletræ til Gårdmand Bjørns høns, og der er nogle ganske herlige Barks-julehistorier ind imellem. Men meget af det er en tynd kop te. Mange inkarnerede donaldister er af den mening, at Gutenberghus aldrig skulle have speedet udgivelserne så meget op som de gjorde, og jeg må siges at være enig.
Den sidste udgave af Mandelgaven kom i 2000, så den nåede et fyrreårs jubilæum.

tirsdag

Joakim von And og julen 3 .- Den senere Barks

Første del
Anden del
Det var som om, at Joakim ikke blev udnyttet ret meget til julehistorier, da vi kom til Barks's mellemste glansperiode. Dog er han i den historie, som sidst var ugens anbefaling, hvor Anders lokker ham til at give middag forklædt som oliekonge, men her er det nærmere Anders, der er noget anløben. Joakims nærighed er dog også udtalt, men den er gjort mere komisk end frastødende, hvad der også blev almindeligt som figuren udviklede sig.

Sen Barks

Senere bliver det i de julehistorier, som der dukker op senere, også mere hans ærgrelse over, at der skal gives gaver i julen, som bliver mere komisk end egentlig stødende. I første indlæg nævnte jeg historien fra december 1963 i Anders And-bladet, men her nævnte jeg også, at hans had til julen er intakt trods hans mere forsonlige træk. Barks selv syntes, at julen var lidt af en højtid med ræs og alt for meget hurlumhej, så alt tyder på, at han har forstået Joakim en hel del på det punkt.
Så er der også den sene historie fra 1964, som blev trykt i Mandelgaven 4 samme år, hvor Anders hypnotiserer sin gamle onkel til at give ham en masse flotte gaver. Da hypnosen virker, får Joakim et kort med juleremsen 12 Days of Christmas, hvor han så får ideen at give de i denne remse nævnte gaver, men dem er Anders ikke tilfreds med.
Også her er vores kære ven i matrostøjet en kende moralsk anløben, og Joakims nærighed i starten før hypnosen får hans utrolige flothed mens den virker til at stå som en skærende kontrast. Det er en læseværdig historie og en af dem, hvor vi endnu engang får en Joakim, der værgrer sig ved at give gaver.

Barks' samtidige

Når flere af Barks' samtidige andetegnere lavede julehistorier med Joakim som medvirkende, var det hele det med at give gaver, som plagede ham eller også flygtede han fra folk, der bad om bidrag til velgørenhed som den historie af Peter Alvarado, der blev trykt i Mandelgaven 2. Her ser vi også Anders og ungerne have spekulationer over, hvad de skal give til ham, der har alt, en ide man undrer sig over ingen andre har fundet på, den er ellers nærliggende, når han er verdens rigeste and.
I Mandelgaven 4 er der også en Strobl-historie, hvor Bjørne Banden stjæler hans juletræer og i sammen hæfte nr. 3 også af Strobl har vi endnu engang en Joakim, der vægrer sig ved at give et træ fra sin skov til Andebys torv. Det viser sig dog her, at skoven tilhører Andersine, fordi hendes bedstefar har testamenteret den til hende - så Andeby får sit træ.
I den forbindelse skal også nævnes to historier tegnet af Barks, hvor Bob Gregory er forfatteren. Den ene fra december 1959, den anden fra december 1960. De handler begge om en fest i Andeby, som Joakim må bidrage til, men i den første gælder det at vinde et væddemål for at få et træ højere end Andeby tårn. Her har vi endnu engang Joakim ude efter sin ære som rigmand. I den anden forsøger han at vinde en dansekonkurrence ved juleballet, pengepuger er han jo.
Men så kan man undre sig over, at en forretningsmand som Joakim ikke kan finde ud af at udnytte julen kommercielt. Det lod Barks ham gøre en gang - og det blev et gennemgående tema i de italienske seriers julehistorier, mere om det næste gang.
Fjerde del

mandag

En jammerlig jul

Ugens anbefaling
Denne klassiske julehistorie af Carl Barks kom første gang i USA januar 1953 og blev første gang trykt i Anders And & Co. december 1953. Den kan ses som en satire over juleræset og stresseriet op til jul.
Vi starter med at se Anders And fare rundt og vikle sig ind i ledninger for at nå det hele, men han er helt overbevist om, at i år har han ikke glemt noget, for han har en seddel med det hele. Men ak, han glemte at få gåsestegen med på listen. Så til næste år må han lave en liste over, hvad der skal med på listen. Den eneste mad, der er i huset, er en pakke gryn.
Men han vil altså have gåsesteg og desperat klæder han sig ud som en sydamerikansk forretningsmand, der vil sælge en værdifuld oliekilde til Joakim von And. Denne går med på det og også, om end modvilligt, til en forretningsmiddag med gåsesteg på en dyr restaurant. Da de sidder i restauranten og Anders grådigt gnasker gåsen i sig, kommer han til at tygge på sit kunstige overskæg, men heldigvis er der på forsiden af avisen en grev Belloni, som Anders ligner til forveksling med sin sorte paryk, så det redder situationen for en tid.
Men ikke til evig tid, for da middagen skal betales, kan Anders ikke betale og Joakim forsøger at undgå det på grund af sin nærighed. Resten af historien handler om de to ænders krumspring for at undgå at betale, det ene mere tosset end den anden.
På starten af sidste side dukker den virkelige grev Belloni op og Joakim indser snart sagens rette sammenhæng og hiver parykken af Anders. Derefter spørger han indehaveren, om restauranten er til salg, og da han får ja, til en million kroner, smider han et seddelbundt på bordet og køber den trods hans tidligere modvillighed mod at betale middagen (typisk ham). Nu kan han sætte sin nevø til at arbejde regningen på middagen af ved at vaske tallerkener i køkkenet, en typisk løsning i Disneys universer, overfor dårlige betalere. Så på de sidste billeder arbejder stakkels Anders hårdt i køkkenet og ringer hjem til ungerne om at gemme den pakke gryn, der er i skabet, til ham, når han kommer hjem.
Denne historie er fra Barks' glansperiode, og efter at Joakim i en række julehistorier har været lidt af en skurk (se Joakim von And og julen del 1 og 2), så får vi her en moralsk speget Anders, der absolut vil have gåsesteg i julen (godt det ikke var andesteg, det ville have været kannibalisme) og udviser grådighed og usmart forsøg på svindel for at få det. Den er tegnet med herlige ansigtsudtryk, også på bipersonen, tjeneren, der efter at have hørt de to ænder snakke om skyhøje beløb flovt beder om den forholdsvis beskedne betaling for middagen.
Læs den sammen i familien til juletid som en påmindelse om, at julen er hygge og ikke stress.
Se tidligere anbefalinger.

tirsdag

Joakim von And og julen 2 - Den tidlige Barks

I sidste indlæg handlede det om Joakims første opdukken, som netop var i julehistorien Jul på Bjørnebjerg i 1947. Hans amerikanske navn Scrooge har han netop fået af den grund med hentydning til Dickens' klassiske juleeventyr.
I den tidlige fase var det ofte i julehistorierne han dukkede op, i starten mest som biperson, oftest som i debuten lidt af en skurk. Ingen tvivl om, at han bibeholder den negative opfattelse af julen her, men han er også for det meste en gnavpotte som i debuten.

Brevet til julemanden

Dog kan han i disse tidlige historier bevæges til at give en gave, når det passer i hans kram - ellers er det jo nok det med at give gaver, som han på grund af sin nærighed ikke kan lide ved julen. En af de gode eksempler er historien Brevet til julemanden fra 1949, første gang på dansk i Den Store Anders And fra 1974, hvor Anders glemmer at poste ungernes brev til julemanden, hvor de ønsker sig en gravko. Han bliver flov og gør alt for at skaffe en til dem, om det så er at tigge Joakim om penge. Denne vil dog have æren selv og som man kender det fra mange andre historier er det med æren en af de ting, der kan få ham til at punge ud. Så han kommer selv med en gravko til ungerne, og historien når sit højdepunkt i et drabeligt slagsmål mellem de to gravkøer. Til sidst dukker Julemanden op med en legetøjsgravko til ungerne, det var jo det de mente. Kunne Anders og Joakim dog ikke have tænkt sig til det med ungernes alder? Naturligvis, men hvis de havde tænkt så logisk, så ville der ikke være kommet en historie. Det må siges, at den halter lidt. Men lad gå, den er festlig, og vi ser hvad der kan få den gamle gnier til at punge ud.

Prøv at gætte

Også i historien Prøv at gætte fra 1950. første gang på dansk i Juleparade, Solohæfte fra 1953, giver han ligefrem en gave. Ungerne ønsker sig brændende et samlesæt til jul, og Anders lover at give dem det, hvis de kan gætter hvad han ønsker sig. De gør alt for at få det opklaret og spørger både Joakim, Bedstemor And og Fætter Højben til råds. Alle disse, selv Joakim, bliver bløde og køber et samlesæt til dem, og de køber tre for at de ikke skal komme op at slås om det. Nu har ungerne imidlertid gættet rigtigt, og Anders køber så også tre til dem med det resultat, at de står med 12 sæt og kan bygge et gigantisk mekanisk rensdyr, som de tropper op hos Bedste med på historiens slutbillede. Trods sin nærighed kunne gamle von And dog bevæges. Det kan tages som et forvarsel om hans senere mere forsonlige karakter.

Jul i Pengeløse

Men i Jul i Pengeløse, 1952, første gang på dansk som solohæfte i 1954, er han skurken. Rip, Rap og Rup viser sig fra en moralsk side og arbejder på at skaffe penge til, at de fattige børn i Pengeløse kan få en god jul. De får hjælp af Andersine og en først lidt modstræbende Anders, der ikke ved hvad han skal stille op. Da han beder sin rige onkel om hjælp, får han skarpt afslag, Joakim vil sandelig ikke give penge til "et idiotisk unyttigt legetøjstog" som han udtrykker det. Han går dog med til at give penge til flæskesteg og rødkål, hvis Anders selv skaffer pengene til toget. Det går han ind på og får hjælp af Højbens held (et af de få eksempler på, at de to er gode venner).
Men som i en rigtig Dickens-historie får skurken sin velfortjente straf i form af, at bunden af pengetanken brister og alle pengene styrter i et stort sort hul, hvor det er umuligt at fiske dem op. På dette tidspunkt har Barks tydeligvis stadig været i tvivl om, hvorvidt Joakim skulle være en fast tilbagevendende person til evig tid, i de efterfølgende historier er det jo lidt svært at forstå, hvorfor han stadigvæk har en tank fyldt med penge, når han  på et tidligt tidspunkt blev ramt af den katastrofe.
Ungerne finder dog en hule, hvor de kan se ind til pengene og ved hjælp af "et unyttigt idiotisk legetøjstog" får de pengene ud, dog i så langsomt et tempo, at det vil vare mange år at få dem ud. De fattige børn i Pengeløse får en herlig jul, mens den gamle gnier ærgrer sig.
Ja, som i debutten er han lidt af en skurk endnu engang i en julehistorie, selv om han efterhånden har udviklet det udseende, som vi er blevet vant til at se. Også lige en julehistorie med alt hvad der hører til af sentimentalitet og lidt moral, men dog turneret med en ironi og humor, der får det til at glide ned.
Ja, Joakim dukker op i julehistorier meget ofte.
Som jeg nævnte i første indlæg bibeholder han sin negative opfattelse af julen, vi vender tilbage til det.
Næste indlæg

søndag

Mickey og Fedtmule flytter for Minnie

Dette indlæg er den første, som jeg kalder ugens anbefaling. Jeg vil bestræbe mig på en gang om ugen at anbefale en Disney-tegneserie, som jeg synes godt om. Det er ikke sikkert jeg kan holde takten helt perfekt, men jeg bestræber mig på det.
Som alle andre donaldister elsker jeg klassikere som Den Gyldne Hjelm, De firkantede æg fra Peru, Anders And på Grønland og alle de andre dejlige klassikere af Barks, men der er så mange andre end mig, der har talt varmt om dem, så her kan jeg næppe bidrage med noget.
Lad mig da i anledning af julemåneden anbefale en julehistorie som det første - det vil jeg så gøre indtil jul og finde en nytårshistorie til ugen mellem jul og nytår.
Det bliver så en historie af Paul Murry, for en gangs skyld en af hans korte fra Anders And & Co. 1962 nr. 51. Mickey skal hjælpe Minnie med en julefest for byens fattige børn, men da han kommer finder han hende opløst af gråd, fordi værten vil sætte hende på gaden. Værten viser sig at være selveste Sorteper, og han er som sædvanlig ikke til at snakke med. Han giver et klokkeslet hvor huset skal være tømt, er det ikke tilfældet tilhører hele indboet ham. Mickey beder nu Fedtmule om hjælp, og dennes klodsethed laver det ene gag efter det andet til Sortepers skadefro latter - og læserens, når det kommer til at gå ud over Sorteper selv. Den sidste fadæse Fedtmule laver er at tage en gasvarmer ud uden at slukke for gassen, og da han forsøger at holde den inde med sin hat, pustes den op og slynger vores radmagre ven ud og vælte læsset på lastbilen.
Sorteper fryder sig, for nu er tiden udløbet og alt i huset tilhører ham. Han overhører Fedtmules advarsel mod at gå ind i det gasfyldte hus med sin tændte cigar, med det resultat, at han slynges til vejrs af eksplosionen og til sidst må agere julemand for børnene ved Minnies fest i halvt bevidstløs tilstand. Endnu et eksempel på, at tegneseriefigurer kan overleve det utroligste.
Historien er underholdende især for dens fyrværkeri af gags, der kunne have været de klassiske stumfilmkomikere værdig. Sortepers skadefryd er så udpræget, så det især udløser latter, når det går ud over ham selv. Selv om Murrys styrke er de lange historier, så har han bestemt lavet underholdende ting som denne lille juleperle. Her kan man især nyde hans evne til at tegne bevægelser, så de ser virkelige ud på papiret og hans evner til at tegne vejr, her snevejr. Sjovere julehistorie er det svært at finde.
Og for en gangs skyld er det ikke Mickeys klogskab, der besejrer Sorteper, men Fedtmules klodsethed.
Se ssamtlige anbefalinger.

onsdag

Joakim von And og julen 1 - Hans debuthistorie

Ingen tvivl, Joakim von And kan ikke fordrage julen, det ser man i adskillige julehistorier, der foregår i andeuniverset. Det kunne han ikke fra start af, for hans første fremtræden skete i en julehistorie, Christmas on Bear Mountain, dansk Jul på Bjørnebjerg, tegnet og fortalt af Carl Barks, udgivet i USA december 1947 og første gang på dansk i Anders And & Co. årgang 57 nr. 26 og 27 som fortsat serie. Her må man håbe, at folk dengang købte anden del, for det er først der, denne historie rigtig letter og bliver morsom.

Von And toner frem første gang

Fra Onkel Joakims første opdukken som gammel gnavpotte, der skumler over julen.
Historiens første side viser Anders og hans tre nevøer i dyb modfalden tilstand over deres økonomiske situation og den triste jul, der venter dem. En af nevøerne spørger så, om Onkel Joakim mon vil tænke venligt på dem, og på næstsidste billede på siden toner han så frem, en gammel, bitter gnavpotte, der hader den forestående højtid, hvor folk er så glade for hinanden. "Men jeg kan ikke fordrage folk, og folk kan ikke fordrage mig!" Denne replik synes at være lånt fra filmen It's a Wonderful Life med James Stewart, instrueret af Frank Capra. Den kom to år før Barkshistorien, og i den siges den samme replik næsten ordret af filmens skurk, der i lighed med Joakim er en gammel pengepuger.
I 1947, da den kom på amerikansk, har mange med det samme set, hvor inspirationen kom fra, for her er hans navn Scrooge McDuck. Fornavnet burde få klokkerne til at ringe: Dickens berømmelige juleeventyr om den gamle bitre gnier Scrooge, der kalder julen for humbug, synes de fattige da bare kunne dø, hvis de ikke vil bruge fattighusene og fængslerne, og tyranniserer sin fattige bogholder. Ingen tvivl om, hvor Barks har hentet ideen. På dette tidspunkt regnede han næppe med, at den rige onkel skulle blive en fast tilbagevendende figur, så han gjorde ikke meget for at forsvare ham og gav ham et navn, der tydeligt leder tanken hen på den klassiske julehistorie af Dickens.

Den balstyrige jul på Bjørnebjerg

Anders And påkøres af bjørn på rulleskøjter
Den gamle gnier finder ud af, at han da gerne vil have noget morskab, han vil se om hans tåbelige nevø Anders virkelig er en modig and, for en sådan and kunne han måske synes om. Så han stiller sig generøst an og inviterer via brev Anders og ungerne til at holde jul i sin hytte på Bjørnebjerg. Hans skjulte dagsorden er at troppe op i hytten iført bjørneskind og skræmme sin nevø. Som en streg i hans regning sner vejen til, så han må vente en dag med at have skæg, og i løbet af den ekstra dag dukker der rigtige bjørne op og sætter bjerghytten på den anden ende. Da Joakim dukker op og finder Anders liggende besvimet i armen på en sovende bjørn, tror han, at hans nevø ikke er spor bange og inviterer så sine fire slægtninge til at holde jul hjemme hos sig selv.

Den tidlige Joakim

Det er den tidlige Barks, ingen tvivl om det, Anders har fire knapper på matrostrøjen, et længere næb og er skrupforvirret og kujonagtig, ungerne er ikke udviklet til superbørn via grønspættekorpset, de er mindre børn, der vræler om at få et juletræ, og debutanten Joakim har ikke udviklet de forsonende træk, som han udviser i de senere historier. Han er usympatisk, gnaven og hans humor er som andre gnavpotters humor på andres bekostning.
Men hans holdning til julen forsvinder ikke, som vi skal se i kommende indlæg, for i en senere historie af Barks, trykt i Anders And & Co. 1963 nr. 51 (udgivet i USA januar samme år) siger han, at han ikke kan fordrage julen, han føler altid at folk venter, at han forærer dem noget. Han kunne godt tænke sig en julegave, en lille guldmine, men efter at han med et spark til en papirkurv har konstateret, at det er der ingen, der giver ham, peger han på en kalender og råber: "JUL! JUL! ÆHH ÆHH!!!" Så trods hans mere foronlige væsen i de senere historier, så er hans holdning til julen ikke ændret.
Hos den tidlige Barks var det endda ofte i julehistorierne han dukkede op igen og igen, se næste indlæg.

tirsdag

Rappet nr 22

Ingen tvivl, Donaldistforeningens blad Rappet er et seriøst tegneserieblad, af gode grunde specialiseret, men vægtigt alligevel. Det nyeste nummer, som jeg har fået med posten, er i det fine layout, som blev introduceret midtvejs i bladets levetid med en forsidetegning af en vikingeand, der har slået Mickey Mouse ud.

Bladets første indlæg

Efter lederen og de korte nyhedsnotitser kommer en artikel om gamle Disney-samleobjekter, her en Lego-hund forestillende Pluto. De sidste numre har budt på mange artikler om merchandise, som en del altså samler på. Nu er det så ikke lige et område, der interesserer mig så meget, men artiklen er bestemt velskrevet.
Så kommer en kort artikel om, hvad man får ud af at betale kontingentet til Donaldistforeningen udover bladet, som jeg bestemt synes er pengene værd. Ja, der er meget godt socialt samvær og fint at tage det op, men det kan diskuteres, om Rappet er det rette medium.
Det næste er en artikel om et CD-cover af Don Rosa til bandet Betonporsas, hvor han efterligner Robert Crumbs omslag til den klassiske Cheap Thrills, hvor man første gang hørte Janis Joplin på plade. Her lyder der noget kritik af Don Rosa, hans omslag når ikke Crumbs til sokkeholderne. Det er så nok en lille kuriøs historie.
Det samme må også siges om næste sides notits om svindel i Disney World for at komme forrest i køen. Så er der to læserbreve.

Rosa og Turner

Næste artikel er så om Don Rosas debut i Skandinavien i julehæftet Mandelgaven. Ja, rosaisternes dominans er umiskendelig, han fylder meget i bladet. Det er 25 år siden, at denne historie kom på dansk i Mandelgaven, så det må siges at være et jubilæum.
Den næste artikel om ulvetegneren Gil Turner af Niels Houlberg Hansen må siges at være fremragende. Her får vi en fremstilling af tegnerens liv og virke, det trækkes ind hvordan han blev rost af selveste Barks og så en analyse af, hvordan han gjorde både Lille Ulv og Store Stygge Ulv til mere spændende figurer end de oprindelig var. De ofte udskældte ulvehistorier bliver her givet noget ære og værdighed.
Brevkassen har så nogle ganske morsomme tegninger. Derefter er der en artikel om, at det finske heavyband Nightwish vil til at sætte Rosas saga om Joakims vej til rigdommen i musik. Klart, det er en nyhed, der har donaldisters interesse. Det skal blive spændende at høre resultatet en gang, indtil da må man læse interviewet med et af bandets medlemmer, foretaget sobert af Lars Skovmand.
Igen så en merchandise-artikel om en samler af Mickey Mouse-ting. Artiklen er ikke som sådan dårlig, som før nævnt er det bare et emne, der ikke interesserer mig så meget.

Vikingerne

Så kommer en af de rigtigt tunge artikler af nordmanden Sigvald Grøsfjeld. Den handler om vikingereferencer i Disney-serier, og det er nok nummerets vægtigste artikel. Der er dømt dybdeboring med lange fodnoter og referencer til amerikansk originaltekst. Her får man virkelig noget for pengene i form af interessante oplysninger og dybdeborende undersøgelser. Naturligvis er de to Barks-klassikere Anders And på Grønland - hvis historicitet ikke holder så godt - og Den Gyldne Hjelm - hvis historicitet holder noget bedre - og så den senere Barks-historie Gudernes Vrede. Paul Murry undersøges også i de tre historier Vikingernes Overmand, Mysteriet på Museet og (ikke at forveksle med Barks-historien) Den Gyldne Hjælm. Det er en artikel, der kræver noget, men giver valuta for anstrengelsen. Efter den slapper man så af med den faste lidt spøjse side Andersines Hjørne.
I det store og hele et godt og givende nummer af Rappet.

onsdag

Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet hos Disney

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.
Så ja, ikke skidt alt sammen, selv om der er meget af det.

Karakteristiske træk i gode og dårlige serier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::
  1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
  2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
  3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
  4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.
 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i dem alle. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer de slutningen af årgangene, dominerer disse venstrehåndsarbejder mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.