27. november 2013

Joakim von And og julen 1 - Hans debuthistorie

Ingen tvivl, Joakim von And kan ikke fordrage julen, det ser man i adskillige julehistorier, der foregår i andeuniverset. Det kunne han ikke fra start af, for hans første fremtræden skete i en julehistorie, Christmas on Bear Mountain, dansk Jul på Bjørnebjerg, tegnet og fortalt af Carl Barks, udgivet i USA december 1947 og første gang på dansk i Anders And & Co. årgang 57 nr. 26 og 27 som fortsat serie. Her må man håbe, at folk dengang købte anden del, for det er først der, denne historie rigtig letter og bliver morsom.

Von And toner frem første gang

Fra Onkel Joakims første opdukken som gammel gnavpotte, der skumler over julen.
Historiens første side viser Anders og hans tre nevøer i dyb modfalden tilstand over deres økonomiske situation og den triste jul, der venter dem. En af nevøerne spørger så, om Onkel Joakim mon vil tænke venligt på dem, og på næstsidste billede på siden toner han så frem, en gammel, bitter gnavpotte, der hader den forestående højtid, hvor folk er så glade for hinanden. "Men jeg kan ikke fordrage folk, og folk kan ikke fordrage mig!" Denne replik synes at være lånt fra filmen It's a Wonderful Life med James Stewart, instrueret af Frank Capra. Den kom to år før Barkshistorien, og i den siges den samme replik næsten ordret af filmens skurk, der i lighed med Joakim er en gammel pengepuger.
I 1947, da den kom på amerikansk, har mange med det samme set, hvor inspirationen kom fra, for her er hans navn Scrooge McDuck. Fornavnet burde få klokkerne til at ringe: Dickens berømmelige juleeventyr om den gamle bitre gnier Scrooge, der kalder julen for humbug, synes de fattige da bare kunne dø, hvis de ikke vil bruge fattighusene og fængslerne, og tyranniserer sin fattige bogholder. Ingen tvivl om, hvor Barks har hentet ideen. På dette tidspunkt regnede han næppe med, at den rige onkel skulle blive en fast tilbagevendende figur, så han gjorde ikke meget for at forsvare ham og gav ham et navn, der tydeligt leder tanken hen på den klassiske julehistorie af Dickens.

Den balstyrige jul på Bjørnebjerg

Anders And påkøres af bjørn på rulleskøjter
Den gamle gnier finder ud af, at han da gerne vil have noget morskab, han vil se om hans tåbelige nevø Anders virkelig er en modig and, for en sådan and kunne han måske synes om. Så han stiller sig generøst an og inviterer via brev Anders og ungerne til at holde jul i sin hytte på Bjørnebjerg. Hans skjulte dagsorden er at troppe op i hytten iført bjørneskind og skræmme sin nevø. Som en streg i hans regning sner vejen til, så han må vente en dag med at have skæg, og i løbet af den ekstra dag dukker der rigtige bjørne op og sætter bjerghytten på den anden ende. Da Joakim dukker op og finder Anders liggende besvimet i armen på en sovende bjørn, tror han, at hans nevø ikke er spor bange og inviterer så sine fire slægtninge til at holde jul hjemme hos sig selv.

Den tidlige Joakim

Det er den tidlige Barks, ingen tvivl om det, Anders har fire knapper på matrostrøjen, et længere næb og er skrupforvirret og kujonagtig, ungerne er ikke udviklet til superbørn via grønspættekorpset, de er mindre børn, der vræler om at få et juletræ, og debutanten Joakim har ikke udviklet de forsonende træk, som han udviser i de senere historier. Han er usympatisk, gnaven og hans humor er som andre gnavpotters humor på andres bekostning.
Men hans holdning til julen forsvinder ikke, som vi skal se i kommende indlæg, for i en senere historie af Barks, trykt i Anders And & Co. 1963 nr. 51 (udgivet i USA januar samme år) siger han, at han ikke kan fordrage julen, han føler altid at folk venter, at han forærer dem noget. Han kunne godt tænke sig en julegave, en lille guldmine, men efter at han med et spark til en papirkurv har konstateret, at det er der ingen, der giver ham, peger han på en kalender og råber: "JUL! JUL! ÆHH ÆHH!!!" Så trods hans mere foronlige væsen i de senere historier, så er hans holdning til julen ikke ændret.
Hos den tidlige Barks var det endda ofte i julehistorierne han dukkede op igen og igen, se næste indlæg.

26. november 2013

Rappet nr 22

Ingen tvivl, Donaldistforeningens blad Rappet er et seriøst tegneserieblad, af gode grunde specialiseret, men vægtigt alligevel. Det nyeste nummer, som jeg har fået med posten, er i det fine layout, som blev introduceret midtvejs i bladets levetid med en forsidetegning af en vikingeand, der har slået Mickey Mouse ud.

Bladets første indlæg

Efter lederen og de korte nyhedsnotitser kommer en artikel om gamle Disney-samleobjekter, her en Lego-hund forestillende Pluto. De sidste numre har budt på mange artikler om merchandise, som en del altså samler på. Nu er det så ikke lige et område, der interesserer mig så meget, men artiklen er bestemt velskrevet.
Så kommer en kort artikel om, hvad man får ud af at betale kontingentet til Donaldistforeningen udover bladet, som jeg bestemt synes er pengene værd. Ja, der er meget godt socialt samvær og fint at tage det op, men det kan diskuteres, om Rappet er det rette medium.
Det næste er en artikel om et CD-cover af Don Rosa til bandet Betonporsas, hvor han efterligner Robert Crumbs omslag til den klassiske Cheap Thrills, hvor man første gang hørte Janis Joplin på plade. Her lyder der noget kritik af Don Rosa, hans omslag når ikke Crumbs til sokkeholderne. Det er så nok en lille kuriøs historie.
Det samme må også siges om næste sides notits om svindel i Disney World for at komme forrest i køen. Så er der to læserbreve.

Rosa og Turner

Næste artikel er så om Don Rosas debut i Skandinavien i julehæftet Mandelgaven. Ja, rosaisternes dominans er umiskendelig, han fylder meget i bladet. Det er 25 år siden, at denne historie kom på dansk i Mandelgaven, så det må siges at være et jubilæum.
Den næste artikel om ulvetegneren Gil Turner af Niels Houlberg Hansen må siges at være fremragende. Her får vi en fremstilling af tegnerens liv og virke, det trækkes ind hvordan han blev rost af selveste Barks og så en analyse af, hvordan han gjorde både Lille Ulv og Store Stygge Ulv til mere spændende figurer end de oprindelig var. De ofte udskældte ulvehistorier bliver her givet noget ære og værdighed.
Brevkassen har så nogle ganske morsomme tegninger. Derefter er der en artikel om, at det finske heavyband Nightwish vil til at sætte Rosas saga om Joakims vej til rigdommen i musik. Klart, det er en nyhed, der har donaldisters interesse. Det skal blive spændende at høre resultatet en gang, indtil da må man læse interviewet med et af bandets medlemmer, foretaget sobert af Lars Skovmand.
Igen så en merchandise-artikel om en samler af Mickey Mouse-ting. Artiklen er ikke som sådan dårlig, som før nævnt er det bare et emne, der ikke interesserer mig så meget.

Vikingerne

Så kommer en af de rigtigt tunge artikler af nordmanden Sigvald Grøsfjeld. Den handler om vikingereferencer i Disney-serier, og det er nok nummerets vægtigste artikel. Der er dømt dybdeboring med lange fodnoter og referencer til amerikansk originaltekst. Her får man virkelig noget for pengene i form af interessante oplysninger og dybdeborende undersøgelser. Naturligvis er de to Barks-klassikere Anders And på Grønland - hvis historicitet ikke holder så godt - og Den Gyldne Hjelm - hvis historicitet holder noget bedre - og så den senere Barks-historie Gudernes Vrede. Paul Murry undersøges også i de tre historier Vikingernes Overmand, Mysteriet på Museet og (ikke at forveksle med Barks-historien) Den Gyldne Hjælm. Det er en artikel, der kræver noget, men giver valuta for anstrengelsen. Efter den slapper man så af med den faste lidt spøjse side Andersines Hjørne.
I det store og hele et godt og givende nummer af Rappet.

20. november 2013

Årgang 1964 - Anders And & Co. begynder at skrante

Jeg er nu ved at komme til enden af 1964 i årgangsbøgerne og har fundet, at det var klogt af Egmont at stoppe der. Mod slutningen af denne årgang ser man tydeligt, at kvaliteten begynder at gå nedad.

Ingen fortsatte historier i denne årgang

Nu er den også karakteristisk ved, at der ikke er en eneste forsat serie, hvilket var bemærkelsesværdigt på et tidspunkt, hvor det ellers var blevet en fast bestanddel af bladet. Det i sig selv behøver ikke at gøre det dårligt, i de bedste årgange af det kære blad var der med få undtagelser ikke fortsatte serier - de lange historier hørte til i B-hæfter og Solohæfter. Måske regnede man i 64 med, at serien Walt Disney Præsenterer ville være en blivende serie, hvor man så kunne trykke de lange historier. Som jeg husker det var det ofte de fortsatte serier, der i sidste halvdel af tresserne reddede oplevelsen af bladet, ellers var meget af det en ynk.

Studio-teamet

Nu var der et hold på Disney-studierne, der begyndte at lave serier for at forsyne det stigende europæiske marked og størstedelen af deres frembringelser er noget makværk og venstrehåndsarbejde. Som årgangen skrider frem dominerer de bladet mere og mere med barnlige historier og deciderede dårlige tegninger. Min yndlingsaversion blandt Disney-tegnere Jim Fletcher dukkede allerede op i 1963, heldigvis kun med en enkelt historie, men hans serier med afskyeligt torskedumme hoveder på figurerne dominerede meget i midttresserne og mod 64-årgangens slutningen er der mange tegnere i bladet, der er lige så dårlige.
Det betyder ikke, at årgangen udelukkende består af  skidt. Der  er lyspunkter i form af 10-siders Barkshistorier, blandt andet den ubetalelige historie, hvor Anders tager en elefant med til kæledyrsparaden i Andeby og den historie, hvor han får en lille fjer på af at drikke boblesquash og vinder en boksekamp, fordi hans modstander får boblesquash ved en forbytning. Heldigvis er det også Paul Murry, der dominerer som tegner af museuniverset. Man kan savne de længere historier, som er hans force, men flere af de korte historier af ham i årgangen er habile nok. En enkelt Tony Strobl historie, hvor Joakim gribes af kedsomhed, er bestemt morsom på sin afdæmpede Strobl-facon.

Karakteristiske træk i gode og dårlige historier

Hvad kan jeg ellers sige? Forordsskribenten Dan Rader Knudsen har i bind 5 en artikel om rigtigt og mindre rigtigt, hvor han analyserer to historier fra nummer 40, den ene er en Gearløs-historie af Barks, den anden er en Anders And-historie af Luis Deshuet, som også virkelig er dårlig. Han har fire punkter, der gør forskellen::

  1. Masser af udtryk contra mindre udtryk
  2. Genkendelighed, man kan kende Gearløs selv om han tumler rundt på billederne, men i andehistorien veksler det med næblængde.
  3. Anatomien er perfekt tegnet kontra andehistorien, hvor figurernes stilling modarbejder den bevægelse, de skal forestille at foretage.
  4. Dimensionalitet i billedet kontra manglen på samme.
 Desuden påpeger han også, at i Gearløshistorien giver billederne præcise nedslag i handlingen, hvor billedfølgen i andehistorien er ulogisk og springende.
Med disse punkter har han faktisk ramt mange af studio-historierne på de ømme punkter. Hvis man finder dem i tresserbladene, vil man se de samme tendenser i dem alle. Da det bliver svært for redaktionen af Anders And & Co. at finde nyt stof dominerer de slutningen af årgangene, dominerer disse venstrehåndsarbejder mere som man nærmer sig jul. Tendensen starter så småt i 63, men vokser i 64 og så vidt jeg husker bliver det værre i kommende årgange, selv om visse numre reddes af gode fortsatte historier.
Ja, det var klogt af Egmont at stoppe her med årgangsbøgerne.

17. november 2013

Om genstart på denne tegneserieblog

Denne blog har ligget stille meget længe. Der var mange løfter om kommende ting, der ikke blev holdt, og ja, det er lige det man ikke skal gøre på Nettet.
Dels fik jeg meget travlt i form af mange kurser jeg skulle følge og en hel del ting i familien, som jeg måtte tage mig af. Dels opstod der så problemer med at beholde et domæne, som jeg havde bestilt. Derfor er bloggen røget tilbage her på Blogspot, og af økonomiske grunde må det være sådan. Det medførte så også, at der måtte bruges en del tid på at justere alle linksene, der var på bloggen, der pegede på det gamle domæne. Lidt af et hestearbejde, men det lykkedes.
Men nu skulle det forhåbentlig komme i gang igen. Jeg vil så nok starte på et lavt blus, da jeg stadig ikke har alt for meget tid. I anledning af årstiden planlægger jeg da nogle indlæg om julehistorier. Der skal også nok blive nogle cd- og koncertanmeldelser. Undervisende forløb tør jeg ikke love for meget om nu, men forhåbentlig vil det komme.
Håber at flere af bloggens læsere vil vende tilbage igen efter den døde periode. Vi ses on-line i så fald.