Ugens anbefaling
Denne klassiske julehistorie af Carl Barks kom første gang i USA januar 1953 og blev første gang trykt i Anders And & Co. december 1953. Den kan ses som en satire over juleræset og stresseriet op til jul.
Vi starter med at se Anders And fare rundt og vikle sig ind i ledninger for at nå det hele, men han er helt overbevist om, at i år har han ikke glemt noget, for han har en seddel med det hele. Men ak, han glemte at få gåsestegen med på listen. Så til næste år må han lave en liste over, hvad der skal med på listen. Den eneste mad, der er i huset, er en pakke gryn.
Men han vil altså have gåsesteg og desperat klæder han sig ud som en sydamerikansk forretningsmand, der vil sælge en værdifuld oliekilde til Joakim von And. Denne går med på det og også, om end modvilligt, til en forretningsmiddag med gåsesteg på en dyr restaurant. Da de sidder i restauranten og Anders grådigt gnasker gåsen i sig, kommer han til at tygge på sit kunstige overskæg, men heldigvis er der på forsiden af avisen en grev Belloni, som Anders ligner til forveksling med sin sorte paryk, så det redder situationen for en tid.
Men ikke til evig tid, for da middagen skal betales, kan Anders ikke betale og Joakim forsøger at undgå det på grund af sin nærighed. Resten af historien handler om de to ænders krumspring for at undgå at betale, det ene mere tosset end den anden.
På starten af sidste side dukker den virkelige grev Belloni op og Joakim indser snart sagens rette sammenhæng og hiver parykken af Anders. Derefter spørger han indehaveren, om restauranten er til salg, og da han får ja, til en million kroner, smider han et seddelbundt på bordet og køber den trods hans tidligere modvillighed mod at betale middagen (typisk ham). Nu kan han sætte sin nevø til at arbejde regningen på middagen af ved at vaske tallerkener i køkkenet, en typisk løsning i Disneys universer, overfor dårlige betalere. Så på de sidste billeder arbejder stakkels Anders hårdt i køkkenet og ringer hjem til ungerne om at gemme den pakke gryn, der er i skabet, til ham, når han kommer hjem.
Denne historie er fra Barks' glansperiode, og efter at Joakim i en række julehistorier har været lidt af en skurk (se Joakim von And og julen del 1 og 2), så får vi her en moralsk speget Anders, der absolut vil have gåsesteg i julen (godt det ikke var andesteg, det ville have været kannibalisme) og udviser grådighed og usmart forsøg på svindel for at få det. Den er tegnet med herlige ansigtsudtryk, også på bipersonen, tjeneren, der efter at have hørt de to ænder snakke om skyhøje beløb flovt beder om den forholdsvis beskedne betaling for middagen.
Læs den sammen i familien til juletid som en påmindelse om, at julen er hygge og ikke stress.
Se tidligere anbefalinger.
Denne klassiske julehistorie af Carl Barks kom første gang i USA januar 1953 og blev første gang trykt i Anders And & Co. december 1953. Den kan ses som en satire over juleræset og stresseriet op til jul.
Vi starter med at se Anders And fare rundt og vikle sig ind i ledninger for at nå det hele, men han er helt overbevist om, at i år har han ikke glemt noget, for han har en seddel med det hele. Men ak, han glemte at få gåsestegen med på listen. Så til næste år må han lave en liste over, hvad der skal med på listen. Den eneste mad, der er i huset, er en pakke gryn.
Men han vil altså have gåsesteg og desperat klæder han sig ud som en sydamerikansk forretningsmand, der vil sælge en værdifuld oliekilde til Joakim von And. Denne går med på det og også, om end modvilligt, til en forretningsmiddag med gåsesteg på en dyr restaurant. Da de sidder i restauranten og Anders grådigt gnasker gåsen i sig, kommer han til at tygge på sit kunstige overskæg, men heldigvis er der på forsiden af avisen en grev Belloni, som Anders ligner til forveksling med sin sorte paryk, så det redder situationen for en tid.
Men ikke til evig tid, for da middagen skal betales, kan Anders ikke betale og Joakim forsøger at undgå det på grund af sin nærighed. Resten af historien handler om de to ænders krumspring for at undgå at betale, det ene mere tosset end den anden.
På starten af sidste side dukker den virkelige grev Belloni op og Joakim indser snart sagens rette sammenhæng og hiver parykken af Anders. Derefter spørger han indehaveren, om restauranten er til salg, og da han får ja, til en million kroner, smider han et seddelbundt på bordet og køber den trods hans tidligere modvillighed mod at betale middagen (typisk ham). Nu kan han sætte sin nevø til at arbejde regningen på middagen af ved at vaske tallerkener i køkkenet, en typisk løsning i Disneys universer, overfor dårlige betalere. Så på de sidste billeder arbejder stakkels Anders hårdt i køkkenet og ringer hjem til ungerne om at gemme den pakke gryn, der er i skabet, til ham, når han kommer hjem.
Denne historie er fra Barks' glansperiode, og efter at Joakim i en række julehistorier har været lidt af en skurk (se Joakim von And og julen del 1 og 2), så får vi her en moralsk speget Anders, der absolut vil have gåsesteg i julen (godt det ikke var andesteg, det ville have været kannibalisme) og udviser grådighed og usmart forsøg på svindel for at få det. Den er tegnet med herlige ansigtsudtryk, også på bipersonen, tjeneren, der efter at have hørt de to ænder snakke om skyhøje beløb flovt beder om den forholdsvis beskedne betaling for middagen.
Læs den sammen i familien til juletid som en påmindelse om, at julen er hygge og ikke stress.
Se tidligere anbefalinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.