mandag

En rolig nytårsaften

Ulvehistorierne har ofte været udskældt og dem, som inkarnerede Anders And-læsere sprang over. Efterhånden er man begyndt at indse, at de nok i virkeligheden er bedre end deres rygte. Hvis Carl Barks er den gode andetegner, så er Gil Turner den gode ulvetegner, for i hans streg og historier bliver både den store og den lille ulv til mere sammensatte figurer.

Store Stygge Ulvs plan

Netop historien fra Anders And & Co. nr. 27 1957 er en sjov lille nytårshistorie med alle trækkene fra Turners ulvehistorier, der så lige får en tvist. Den udkom første gang i USA i 1949, hvor Turner var begyndt med ulvehistorierne, så måske er de ikke fuldt udviklede endnu, men det er begyndt.
Den starter med, at Lille Ulv kommer med et kæmpekanonslag. Det fryder hans far, for nu vil han sprænge den uden for Gårdmand Bjørns vindue, men Lille Ulv skubber den i vandet og forklarer sin far, at det var med vilje, for han og grisene har vedtaget med alle andre børn, at de i år skal have en stille og rolig nytårsaften og derfor ikke vil skyde noget fyrværkeri af. Den stygge ulv er naturligvis sur over den dydige ide, men beslutter sig for at benytte sig af den. Han overmaler en kæmpesten med rød maling og giver den en lunte på, som han tænder i det håb, at de små flæskestege vil komme og stoppe ham, så han kan snuppe dem. Det lykkes også, fordi Praktiske Gris kommer for at bede ham stoppe og i øvrigt se at komme væk derfra, for klokken er snart 2.

Praktiske Gris forpurrer planen

Da grisen løber derfra igen, viser det sig, at der er et advarselsskilt om, at der bliver sprængt dynamit klokken 2, så det er forklaringen. Da sprængningen finder sted, tror Store Stygge Ulv, at det er kanonslaget der har sendt ham til vejrs, og han ligger hjemme med dårlige nerver. Da Gårdmand Bjørn kommer med noget fyrværkeri og inviterer ulven ud for at fyre det af, bliver ulven rasende og jagter bjørnen med en kølle. Ja, her var den lille tvist: hvor det ellers er bjørnen, der jager ulven med en kølle af raseri over hans skurkestreger, er det her til sidst omvendt.
Ja, ulvehistorierne er mange gange bedre end deres rygte, og er man ikke overbevist om det, så prøv at læs denne nytårshistorie. Ansigtsudtrykkende er virkelig gode.
Se tidligere anbefalinger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.