Nytårsspøg: Figurer jeg ikke kan lide

En blog som denne er først og fremmest skabt af kærlighed til de Disney'ske universer, Nu er der bare mange forskellige tegnere, der har leveret stof til universerne og klart: de er ikke lide gode alle sammen.
På et tidspunkt har der også været skabt nye figurer, når man ikke kunne finde på nye historier. Nogen af disse figurer er gode nyskabelser, her kan man tænke på Barks' Fætter Højben, Joakim von And, Bjørne Banden og Hexia de Trick. Af senere nyskabelser er det ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af den skrupforvirrede Fætter Vims. Også på den italienske front, som især dominerer Jumbobøger og lignende udgivelser i dette land,  er der skabt nogle skønne nye personer, især af Romana Scarpa. Her er Joakims beundrer Mary Moseand helt skøn, den nye konkurrent til Joakim Næbhøj, Sortepers kæreste Hilda og ungernes teenageveninde Tinka.
Men af og til er der også skabt figurer, som man godt kan undvære - for nu at sige det venligt. Nu skal det her så først og fremmest tages som en nytårsspøg og ikke andet, men dem jeg nævner her bryder jeg mig ikke om.

Øjvind Ørn.

På et tidspunkt gav man Gearløs en ond konkurrent, Øjvind Ørn, han hed Ejvind Eagle på originalsproget. I starten var det meget sjovt, især at han havde et skilt foran sit hus, hvor han åbenlyst reklamerede med, at han var den onde opfinder af grimme og skadelige ting, lige så skørt som at Bjørnebanden går rundt med masker og reklamerer åbent med at de er tyveknægte. I længden syntes jeg bare han blev en noget ensporet figur, især da man begyndte at bruge ham som skurk i Mickey Mouse-historierne. Nu er skurkene i disse historier godt nok i mere stereotype end skurkene i andehistorierne, men den hidsige ørn blev efter min mening for meget. Der var næsten ikke andet at spille på end hans vilde koleriske anfald. Så syntes jeg Sortepers irritationsudbrud over, at snushanen Mickey altid ødelægger hans "forretninger" er sjovere. Nu udnyttede man også i Mickey-historierne, at ørnen er opfinder så de bliver en slags science fiction, men ikke af den rigtig morsomme slags som i historierne om den venlige konkurrent Gearløs, der er en af mine storfavoritter.

Gilbert.

På et tidspunkt gav man Fedtmule en hyperklog nevø for at lave en kontrast til Fedtmules alternative intelligens. Han er klog på alt, fysik, matematik, kemi, historie og hvad ved jeg. Han må ofte vejlede sin onkel, det er hans egentlige funktion i historierne. Nu kan flere af de historier han medvirker i godt være ganske skægge, men det skyldes mest Fedtmules fjollerier. Efter min mening kan Gilberts klogskab godt være lidt for meget efter min mening.
Rip. Rap og Rup har også ofte den funktion at vejlede deres ikke særligt kløgtige onkel, men deres karakter er mere sammensat og de kan godt være "rigtige" børn ind imellem og lave gale streger. Gilbert er bare så perfekt, at man ikke kan holde ham ud i længden. Det blev især klart, da man i serien Walt Disney Præsenterer havde hæftet Spejder Fedtmule, hvor Fedtmule bliver spejderleder ved en fejltagelse og Gilbert gennem anstrengende dage må rage kastanjerne ud af ilden for ham.  Hæftet har sine morsomme passager, men man får for meget af Gilbert.

Musse.

Hun er Minnies niece, som blev introduceret i tresserne i museuniverset som et sødt og artigt modstykke til Mickeys to nevøer Mik og Mak. På originalsproget hed hun Melody. Aarrggghhh, hvor er hun sukkersød. Nuvel, det kan Lille Ulv også være ind imellem, men han kan i det mindste godt finde på nogle lidt gale streger, når han skal forhindre sin stygge far i at æde hans venner. Musse er bare det gennemførte dydsmønster uden ridse i lakken. Jeg er næsten så hjerteløs at jeg godt kan forstå Mik og Mak ikke gider lege med hende og synes, at hun er en dum tøs.
Nu var hun heller ikke en figur, der holdt ret længe i bladet, lige så lidt som Moby And (der også er lidt kedelig i længden efter min mening), Dumriand og alle de mange andre tresser-nyskabelser. Godt det samme, ellers tror jeg mange Anders And-læsere var blevet indlagt med sukkerchok.
Nuvel, det var nytårsspøgen, efter årsskiftet vil jeg vende tilbage og skriver om de figurer, jeg kan lide. Indtil da, så læs da mine indlæg om Anders Ands start som solostjerne Fedtmule og Chip og Chap og mine Ugens Anbefalinger.