13. januar 2014

Bage bage kage

Andersine fordeler opgaverne mellem sine niecer
Denne historie blev i 1963 trykt som en Andersine And-historie. Det er ellers Anders And man ser på de fleste billeder. Det er  let at forstå, hvorfor udgiverne har betragtet det som en Andersine-historie, for det er hende, der er på første billede, og Anders dukker først op nederst på samme side.
Så er det også det, at hun i denne historie viser en modenhed og positivitet, som ellers er sjælden, ellers er hun for det meste hakkende og krævende, som Carl Barks sagde om hende. Han sagde i samme åndedrag, at han ærgrede sig over, at han ikke havde nået at få udviklet hendes karakter noget bedre. En af de få undtagelser må siges at være den om de Kæphøje Krystere fra sidste uge, hvor hun har været forudseende nok til at redde Anders fra fedtefadet, som praleriet har bragt ham i. I denne uges historie fremtræder hun som et virkeligt eksempel i forhold til sin kærestes tåbeligheder.
Denne historie er tegnet af Tony Strobl. Ham er der delte meninger om, men man kommer ikke uden om, at en stor del Anders And-læsere fra min generation har læst meget af ham. Da Barks ikke helt kunne følge med i de mange historier, der krævedes, var Strobl en af de mest produktive aflastere. Denne historie er for mig et eksempel på Strobl når han er bedst - han har lavet ting, der får mig til at forstå hvorfor flere donaldister ikke synes om ham. I hans bedste øjeblikke har han det, hvad nogen har kaldt "stilfæridigt slapstick," et paradoksalt udtryk, da slapstick er noget man forbinder med vildt halløj, men det er rammende, for Strobl er stilfærdig og rolig, men alligevel udvikler begivenhederne sig vildt bizarre situationer. Denne historie er et af eksemplerne.
Historien går ud på, at Andersine med sine niecer Kylle, Pylle og Rylle vil bage en kage til en bagekonkurrence, og på første side ser man, hvordan hun har gjort en god fordeling af arbejdet, og så kan de gå i gang på en afslappet måde - indtil Anders dukker op, og som det er typisk ham har han en stærk tro på sine egne evner og uundværlighed og vil hjælpe dem med bageriet. Da det bliver afslået, vil han vise, at han er lige så godt til at bage kage som dem, og straks går han hjem og sætter Rip, Rap og Rup i gang. Historien kunne bruges som illustration på et arbejdslederkursus med rigtigt (Andersine) og forkert (Anders).
Anders And herser med sine nevøer

Han herser vildt med ungerne og vil udelukkende klare sig med det, der er i huset. Alt skal gå fisehurtigt, og snart er det et stort kaos. En forbipasserende mand bliver forskrækket over larmen inde i huset og banker på for at spørge, om de er kommer noget til.
Anders: Nej, har De aldrig set nogen bage en kage før?
Manden: Jo, men aldrig hørt det så tydeligt.
Som kontrast ser man ind imellem, hvordan det går roligt, men effektivt, hos Andersine og hendes niecer.
Anders And med glasur i ansigtet, Andersine lerTil sidst præsenteres alle kagerne til konkurrencen og Anders og hans nevøer stiller med en kæmpekage, som dommerne bliver så betaget af, at de straks tildeler den førstepræmien. Nu må ungerne gå til bekendelse og sige til Anders, at på grund af hans herseri måtte de i farten finde alle mulige uspiselige ingredienser. Da en af dommerne vil skære kagen for, er det en ballon han skærer over. Anders får som spot til skade en stor stråle glasur i ansigtet og førstepræmien tildeles Andersine.
Historien er Strobl når han er bedst med sin rolige slapstick, og det er oplivende at se Andersine positivt fremstillet.
Tidligere anbefalinger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.