Kæphøje krystere - klassisk Carl Barks-historie

Endnu en nytårshistorie inden det bliver alt for sent, for denne historie, der er Fætter Højbens første fremtræden, da den kom i USA i 1948, foregår nytårsdag. Danske læsere så den første gang i Anders And & Co. januar 1950, og den er et stjerneeksempel på den tidlige Carl Barks, ikke bare fordi næbbene er længere og Anders har fire knapper på matrostrøjen, men også for dens vanvittige overdrivelser af fysiske fænomener og nogen gange grove gags, der prægede Barks fra hans start som serietegner i 1945 og frem til starten af halvtredserne. Højben har i denne historie ikke fået det held, der senere blev hans kendemærke, men pralende, det er han, og Anders er ikke et hak bedre hvad det angår.

Det er nytårsag og temperaturen er minus 25 grader. Anders og ungerne glæder sig over, at de ikke skal ud i den frygtelige kulde. Så banker det på døren, og der står Fætter Højben, og hvad har dog fået ham til at vove sig ud i det ukristelige vejr? Han kommer for at overtage Anders' hus. Anders tror først, at hans fætter er blevet tosset af kulden, men så fremdrager Højben et papir på et væddemål:

Jeg, Anders And, lover herved at bade i Isbjørnesøen nytårsdag, ellers har jeg tabt mit hus til min fætter Højben. Underskrevet Anders And.

Der er ikke noget at gøre, uanset hvor meget Anders tigger og beder, så må han hoppe i søen for at redde sit hus. Rip, Rap og Rup saver et hul i isen og kan ikke lade være med at drille deres onkel lidt:

"Værsgo, Deres Højveltalenhed! Deres bad er parat."

Nu kommer det ene forsøg efter det andet på at få Anders til at hoppe i. Det er en umulighed, for han stritter til af alle kræfter og farer ind foran kaminilden bare han får tåen i vågen. Ungerne forsøger som sidste udvej at hive ham i med en traktor, men da de er tæt på hullet, er Anders ved at hive traktoren i vandet og rebet må skæres over for at redde den. Helt vildt, men sådan er den tidlige Barks.
Alt håb er ude, det er umuligt at få Onkel Pralhas i vandet.
Men da alt er den sorteste fortvivlelse, og Anders med tårer overdrager skødet til Fætter Højben, dukker Andersine op, i denne historie som en frelsende engel. Hun fik på den sommerdag, hvor Anders underskrev det fatale væddemål, Højben til at skrive under på et andet væddemål:

Jeg, Højben, forplligter mig til at drikke ti liter limonade på en time, eller give Anders And hans hus tilbage..

Det er kun begyndelsen...!

Nu  er det Fætter Højbens tur til at tigge og bede, men ingen vej uden om, ungerne må i køkkenet for at lave de ti liter limonade. Her diskuterer de, om de skal gøre den så sur, at han ikke kan få den ned eller så sød, at han får kvalme. Så er der ellers dømt halvanden side til at være vidne til Højbens kvaler, hvor han først hælder den i sig med nydelse, men så bliver mere og mere kvalm, og efterhånden oppustes hans mave som en ballon. Han ender med at vifte den hvide klud og overgive sig.
Så skulle man tro, at de to pralerøve var blevet klogere, men det gør de ikke i de tidlige andehistorier. Jeg vil lade det afsluttende replikskifte tale for sig selv:

Andersine (til ungerne): De er færdige med at prale, det kan I lige stole på.
Anders: Nå, så du siger jeg er fejg, fordi jeg ikke vil gå i vandet? Men jeg er betydelig skrappere end du! Vent du bare til juli måned, så skal jeg sidde en hel time i en balje isvand!
Højben: Ja, gør du det, gamle ven, så skal jeg drikke femten liter limonade og det på en halv time!
Anders: Top, vi vædder!
Højben: Hent et stykke papir, det skal skrives ned.

Slutbilledet

 Se tidligere anbefalinger