10. januar 2014

Tegneserier som åargangsvin - hvad er den gode årgang?

Det er blevet sagt, at tegneserier - i særdeleshed Disney-serier - er som vin: nogle år er de nyhøstede druer særligt gode og giver den bedste vin.
Den sammenligning er også nærliggende. Her tror jeg nok, at mange er enige om, at især de første årgange af Anders And & Co. er de år, hvor "druehøsten" var særlig fin. Især er den første årgang 1949 højt berømmet, hvad jeg også selv har gjort, se indlæg om første årgang.

Halvtredserne som den gode Anders And-årgang

Men så vil jeg nok sige, at de første to årganges kvaliteter uimodsagt, så vil jeg nok pege på årgangene 1952 frem til 1959 som de rigtigt gode årgange. Hvorfor?
Dels har man fået renset ud i det, som var de første årganges achilleshæl: de kedelige filmserier af Don Gunn og de ikke særligt vellykkede noveller om figurerne. Der er nu bedre plads til kvalitetsserier.
Dels er ulvehistorierne blevet mere helstøbte i Gil Turners streg, storeulven er ikke længere den rene ondskab, han holder trods alt af lille sønneke, der heller ikke længere er et godtroende barn, men er blevet mere aktiv for at reformere sin far.
Og dels er skovuniverset blevet fuldt udviklet, Chip og Chap er begyndt at komme i serieform og Bror Kanin, der gjorde sin danske entre i 1950-årgangen, dukker op i ny topform.
Sidst, men ikke mindst, har Carl Barks her udviklet Anders And fra den rene hidsigprop til en tragikomisk figur, og hele persongalleriet omkring ham, som andefans elsker, er blevet udviklet, kun Hexia de Trick dukker op noget senere..
Nu kom der også ind imellem andre andetegnere end Barks, men ikke så tit, og i modsætning til meget man ser senere er de i det mindste habile.
Alle disse ting gør disse årgange til den fine årgangsvin i Anders And & Co. For nu at bruge et billede fra andet end vin, nemlig chokolade: når man har læst slutningen af en tresserårgang, hvor problemet med at finde stof til et helt års ugeblade er åbenlyst, og så finder en af disse halvtredserårgange frem, så er det som at have siddet og spist billig chokolade med for meget tilsætning og så få den lækreste belgiske chokolade i munden. Ja, sådan har jeg oplevet det. Enkelte fusere har der vel som altid været, men man oplever det oftere i disse årgange, at man nyder et Anders And-blad i et drag fra første til sidste side.
Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligvis skulle bladet aldrig have været ugeblad. Det kunne gå med at finde stof endnu, da det kom hver anden uge, men ugentligt, det var for meget.

Solohæfterne, ekstraudgivelsernes guldalder

Så vil jeg da også nævne en ting mere i disse år: solohæfterne. På et tidspunkt begyndte man at udgive hæfter ud over de gængse Anders And-blad, det startede i 1951 som B-hæfter, her var det mest serieudgaver af Disneys langfilm. Så fortsatte det med Solohæfter op gennem halvtredserne. I tresserne forsøgte man sig først med Walt Disney Præsenterer, så begyndte man med Månedshæftet fra 1967, der senere blev omdøbt til Ekstrahæfte, senere Anders And Ekstra og under det navn eksisterer det den dag i dag.
Disse ekstraudgivelser havde deres  guldalder i halvtredserne. Enkelte af dem ligner godt nok noget, man har smurt sammen for at få afsat nogle mindre gode ting, men til gengæld har vi fra denne tid en perlerække af de lange Carl Barks-historier, som fyldte et helt blad. Sådan kunne man få dem ud til danske læsere på et tidspunkt, hvor fortsatte serier endnu ikke var blevet nogen fast bestanddel af hovedbladet.
Når jeg begynder at nævne titler af Barks i denne serie vil enhver inkarneret barksist få julelys i øjnene: Anders And på Grønland, Den Gyldne Hjelm, Den snedige Onkel Joakim, Anders And og Søslangen og flere andre. I denne serie blev Paul Murry også stadfæstet som den nye gode musetegner med den festlige spændingshistorie Mickey Mouse på den mystiske farm. Et enkelt Mickey Mouse-hæfte Mickey Mouse og den fortryllede bil, var tegnet af Dick Moores og det er bestemt en skæg historie, meget skæggere end hans senere lidt kedelige Andersine Ands Dagbog-historier.
Så er der flere hæfter udelukkende med Fedtmule-historier, hvor man gennem hele bladet kan more sig over hans vanvittige indfald. Sherif Fedtmule er især et skægt hæfte. De to særhæfter med ulvene lever bestemt også i kraft af Tom og Jerry-tegnerens Harvey Eisenbergs groteske humor.
Så alt i alt er halvtredserne med enkelte undtagelser de gode årgange af Disney-serier her i Danmark. Også oversætteren Sonja Rindom har en vigtig rolle i det, som jeg vil komme med et indlæg om senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.