torsdag

Holdes Anders And-bladet kunstigt i live?

Det sidste nummer af Anders And & Co. lokker med, at man kan få sange fra X-Factor med i købet, kraftigt understreget af et forsidebillede af Anders And, der synger i en mikrofon med tydeligt selvhøjtidelig mine. Jeg vil ikke i denne forbindelse gøre meget ud af, hvad jeg mener om X-Factor - jeg kan godt love det langtfra er mit yndlingsprogram - det er mere det, at bladet prøver at hæve oplaget, som de sidste år har været faldende.
De senere år har der næsten altid været en eller anden billig form for plasticlegetøj med bladet. Ofte er det legetøj for børn, hvis alder ligger under de børn, der for det meste læser Disneyserier, så det er ikke sært, hvis det ikke hjælper ret meget.
Så har man forsøgt med at tage Olsen Banden ind i en historie for at plyndre Joakim Von Ands pengetank. Man har sendt Anders og ungerne til Danmark i en historie med parodier på danske personer. Listen kunne snart blive lang, hvis jeg skulle remse alle disse salgstrick op.

Anders And-bladet og pocketformaterne

Et blad af den type burde ellers sælge sig selv på, at det indeholder herlige tegneserier med Disneys skønne figurer, men der skal åbenbart mere til.
Det er jo ikke fordi, at Disneys universer er dalet i popularitet, i hvert fald er andeuniverset stadig populært, men de fleste køber Jumbobogen i stedet for. Den holder også længere med mere læsestof og giver derfor mere for pengene.
Vi kommer så ikke udenom, at det er to traditioner, der er i de to medier, bladet indeholder de historier i formatet 4 per række, hvis længde er fra 1 stribe over 4-10 sider op til et helt blads længde - de er oftest som fortsatte serier - der i større eller mindre grad står i traditionen fra veteranerne Barks, Taliferro, Gottfredson, Murry og Bradbury.
Pocketformaterne står i den italienske tradition med 3 per række, lange historier, som oftest er vilde i stregen og en del grove ind imellem.
Det er en smagssag om man foretrækker den ene frem for den anden, nogen kan nok lide både og, men man kommer ikke uden om den større fordel lommeformaterne giver.
Vi har jo også set det med superhelte: ingen læser superhelteserier mere, bladene med dem har lidt bladdøden, men filmene med dem sælger billetter i massevis, de er ikke faldet i popularitet. Muligvis er det problemet med de to forskellige traditioner i Disney-serier, der får Egmont til at holde bladet gående trods det faldende oplag. Hvor skulle man ellers trykke de gamle klassiske amerikanske serier og de nye, der viderefører deres stil, hvis bladet gik ind? Flere forsøg på at ombryde dem til Jumbo-formatet har ikke været særligt vellykkede.

Seriernes situation i dag

Men det må nok ses i øjnene, at serieblade i det hele taget er en mindre luktrativ forretning. Da Dan Folke ville starte Anders And-bladet i de sene fyrrere var mange skeptiske, det ville aldrig gå med et rent tegneserieblad. I dag er der større grund til den skepsis. Tegneserier lider lige så meget på markedet som bøger, de japanske manga har taget meget af dette marked. Selv tegneseriealbums, som vi især har solgt de fransk-belgiske serier i, har det svært.

Forslag

Jeg tror så heller ikke mange af de ting, som Egmont gør for at sælge bladet, har særlig meget appeal til dem, der elsker at læse serierne. Bladet holdes kunstigt i live, frygter jeg. Måske var det en ide bare at lave et årshæfte med Disney-serier? Eller et kvartalsalbum? De kunne så være tykkere end bladet og indeholde nogle gode serier, både gamle klassiske og nyere i den tradition. Bare et forslag.

mandag

Fedtmule og Agnes

Jeg har tidligere anbefalet en historie af Floyd Gottfredson på denne blog. Nu vil jeg da også anbefale en, Fedtmule og Agnes som ligger senere i hans produktion, det kan kendes alene på, at Mickey Mouse har pupiller. Det var en del af den, som man kunne læse i Anders And & Co. i starten, sågar den første fortsatte historie i bladet lang tid før det blev en fast bestanddel af bladet. I lighed med andet af Gottfredson er den oprindelig avisføljeton og gik som sådan i USA i 1942, men her i Danmark lavede man den om til seriebladsformat og havde den som fortsat serie i Anders And-bladet fra 1949 nr. 10 til og med 1950 nr. 3. Siden blev den genoptrykt samlet i Ekstrahæfte nr. 7 i 1970.

Karakteristik af historien

Det er Fedtmule, der nævnes i titlen og med god grund, for det er for en gangs skyld ham, der er hovedpersonen, hvor han ellers ofte hos Gottfredson var Mickeys alternativ intelligente sidekick. I denne historie er Mickey Mouse det fornuftige sidekick, der prøver at rådgive Fedtmule, og han fungerer langt bedre i den rolle end den senere tilføjede Gilbert med de overakademiske evner, for Mickey står mere for den jordbundne fornuft.
Den er  heller ikke en adventure historie, som Gottfredson ofte gjorde det i, alt foregår hjemme i - ja, Andeby, står der i oversættelsen, af en eller anden grund ville de danske oversættere af serierne have, at ænderne og figurerne omkring Mickey skulle bo i samme by. Der  er ingen skurke, som Mickey skal stoppe, alt drejer sig om Fedtmules problem.

Handlingen

Det problem går ud på, at han har købt en tam løve af et cirkus, som hedder Agnes og som han er helt forgabt i. En løve med manke, der hedder Agnes...? Historiens slutning giver forklaringen. Mickey gør alt for at få ham til at sætte grænser, han synes bare det er sødt uanset hvad den gør. Historien skildrer i det ene gag efter det andet - hvor man godt kan se den oprindelig har kørt med fire billeder i avisstriber - hvordan løven sætter byen på den anden ende, og byrådet ved ikke levende råd.
Borgmesteren prøver at henvende sig til Fedtmule for at købe løven af ham. Mødet mellem Fedtmule og borgmesteren er et af de virkelig højdepunkter i historien. Først synes der at komme en forståelse, men da borgmesteren siger, at løven skal aflives bliver Fedtmule gal og viser ham døren.
Nu sidder byrådet og må vedtage en lov mod løver, og da den endelig er vedtaget sætter de hundefangeren på den opgave at fange vilddyret. Han er ikke meget for det, da han er lige så bange for løver som os andre, men han forsøger. Det lykkes, men Fedtmule får Agnes tilbage. Han er ikke rigtig glad, kan Mickey mærke, og nu må Fedtmule betro sin ven, at han ikke har råd til at have Agnes. Han er i gæld op til begge sine lange ører med alt det kød han har købt. Historien er nu temmelig sørgelig, de må erkende, at Agnes' dage snart er talte.
Men så kommer redningen: Agnes får unger, og den nye lov gælder ikke løver med unger. Mickey undrer sig, men så hiver Fedtmule manken af, der bare er en paryk. Nu vedtager byrådet en lov, der også gælder løver med unger og tror, at nu kan de blive vilddyret kvit, men Mickey har fået kontakt med et cirkus, der er kommet til byen, der netop står og mangler en løve, og mod en god betaling, der dækker Fedtmules uoverstigelige gæld, får Agnes et godt hjem.

Historiens kvaliteter

Det er ikke uden grund, at fans af Fedtmule elsker denne historie. Den giver den ene prøve på hans utrolige alternative intelligens efter den anden. Den er især kostelig der, hvor Mickey korrigerer tiltalen af borgmesteren med "Deres højhed" og siger "Det hedder hr. borgmester, dit fæ," og Fedtmule så siger til hans besøgende: "Hr. borgmester, dit fæ, jeg..."
Den er heller ikke uden satire. Byrådets farceagtige møder og deres vedtagen love, der gælder med tilbagevirkende kraft, giver mindelser om den lokalpolitik, som var meget kritiseret i USA netop i fyrrerne, og som skiftende præsidenter måtte stramme op overfor. Fedtmules forgabelse i Agnes kan også ses som en ustyrlig parodi på visse hundeejeres ustyrlige forgabelse i deres hund, så de ikke sætter nogen grænser for den.
Først og fremmest er den nok en serie gags mere end egentlig en historie, ligesom adskillige stumfilmfarcer. Men hvilke gags!
Se tidligere anbefalinger

Anders And og Den Gyldne Hjelm


Forsidebilledet til Anders And-historien Den Gyldne HjelmJeg ville ellers gerne overraske med denne ugentlige anbefaling af en historie og anbefalet nogen, som ingen andre havde tænkt på at anbefale. Så anbefaler jeg nu en, som så godt som alle donaldister er enige om er et mesterværk, ja, man behøver ikke engang være en donaldist, den var ligefrem med i Kulturministeriets danske kulturkanon, sikkert især på grund af oversætteren Sonja Rindoms indsats.
Alligevel tager jeg den med, for ingen tvivl, det er et mesterværk fra Barks' velmagtsdage, ingen tvivl om det. Den hører så til en af de lange eventyr, der fylder et helt blad og jeg er glad for, at den både i første udgivelse i Solohæfte 16 fra 1954 og i senere genoptryk er trykt samlet i et hæfte og ikke lavet som fortsat serie. Det ville have været synd og skam at bryde den op på den måde. Den var også i et stræk i den originale amerikanske udgivelse fra 1952 i serien One Shots.
Men hvad skal man dog skrive om en historie, som der er skrevet så meget om, lige fra nordmanden Jon Gisles bog fra 78 Donaldismen, på dansk Andelogien, over alle fanzinsene og til nyere Barks-biografier? Er der nogen donaldister, der ikke kender den? Om ikke andet, så kan jeg kun sige: så læs den dog, så du kender dine klassikere. Alle andre: prøv at læs den, måske vil du forstå, hvorfor nogen er så vilde med andeuniverset.

Placering i Carl Barks' produktion

Den er så fra det, man ofte kalder Barks' midterste periode, som man regner det meste af halvtredserne med til og det er også i disse årgange, at danske læsere først læste fra denne periode i den nu berømte tegners karriere. Anders er blevet en mere nuanceret figur, mindre hidsig, men han kan stadig prale og overvurdere sig selv, ofte får han en tragisk drejning. Fætter Højben, Onkel Joakim, Andersine og Bedstemor And var blevet introduceret, men de bruges ikke i denne historie. Det er et rigtigt valg, for hvis man tænker sig om, hvad de kunne have fundet på, så ville de have ødelagt historiens ide. Rip, Rap og Rup er blevet til de kløgtige børn, som de er mest kendt for at være.

Handlingen i Den Gyldne Hjelm

Ja, i al korthed: Anders er kustode på et museum og går og drømmer sig tilbage til vikingetiden, hvor der virkelig var tapre ænder til og føler sig som en vovehals. Men så dukker skurken Steen Grå op og finder et kort, der viser hvor den gyldne hjelm fra vikingetiden ligger, og ejeren af den er i følge et gammelt dokument konge af Amerika. Steen Grås sagfører Skarp Skarpson taler et dunkelt jarasprog og manipulerer groft. Anders bliver nu enig med den rare museumsinspektør, der er hans arbejdsgiver, at nogen må tage af sted nord på og finde den gyldne hjelm først, så de ikke skal være Steen Grås undersåtter.
Sten Grå snupper hjelmen fra ænderne.
Sten Grå overrasker ænderne
Så starter ekspeditionen med Anders, hans tre nevører og inspektøren, og det er en færd fuld af spænding med oprørte bølger og ærtetåge og et nervepirrende kapløb med Steen Grå og Skarpson.Tilsyneladende kommer der en happy ending meget tidligt, men da Anders og ungerne i triumf finder den gyldne hjelm ved de ikke , at Grå iagttager dem i en kikkert. Da hjelmen er i inspektørens sikre hænder, border Grå og sagføreren skibet. Sagføreren stiller dog i udsigt for museumsinspektøren, at nu kan han blive konge af Amerika og så tager storhedsvanviddet ved den godmodige herre og forvandler ham til en ren museums-Mussolini, der vil tvinge alle til at gå på museum hver dag.

Ja, typisk for Barks især i hans mellemperiode og sene periode: skellet mellem de onde og gode, helte og skurke, er flydende. Det er jo den gode gamle historie om, at magtsyge korrumperer, som der har været skrevet så meget om i verdenslitteraturen, men her får den en ny drejning. Da Anders har fået vristet hjelmen fra den korrumperede inspektør og vil kaste den i havet, gribes han også af tanke om magt og tilskyndes af Skarpson. Så nu vil han være konge og han er bindegal, han vil tage betaling for at trække vejeret, så alle skal gå med målere.
Anders And holder hjelmen i hånden og gribes af storhedsvanvid
Anders And med storhedsvanvid
Inspektøren er nu blevet klogere og allierer sig med Anders' nevøer. De bliver af Anders og Steen Grå med sagfører sat på en øde ø. Men Anders' og hans nye kumpaners skib farer vild og snart har de ikke mere proviant om bord. Snart indser Anders det latterlige i at være konge af Amerika, når han er ved at dø af sult.
Ungerne er jo, som de fleste andelæsere ved, smarte og hugger et vikingeskib ud af et isbjerg og får opsporet det vildfarne skib. Deres onkel er blevet klog af skade og afviser blankt alle sagførerens appeller. Så vil Skarpson selv være konge, men nu er det nok, mener ungerne, så Rip tager en rå fisk op fra dækket og rammer med et kast sagføreren i synet med den, så han taber hjelmen i havet og dermed alle vilde drømme om at være konge af Amerika. Til sidst står Anders glad og tilfreds på museet og glæder sig over en rolig tilværelse.
Den er et eksempel på, at Anders And i Barks' mellemperiode kan blive klogere, hvad han oftest ikke blev i de tidlige historier, se den tidligere anbefalede Kæphøje Krystere som eksempel. Nok er hans velkendte selvovervurdering her kørt ud i det ekstreme, men han indser sin egen tåbelighed.

Den Gyldne Hjelms kvaliteter

Ja, det er nok ikke den mest overraskende anbefaling jeg har lavet her, men det er en af Barks' de virkeligt gode. Den indeholder både hans typiske humor, men også en masse spænding, så den underholder og så har den et budskab, en slags morale, men uden at løfte en pegefinger. Figurerne er i modsætning til hvad man ofte ser i musehistorierne nuanceret tegnet, selv den rare inspektør bliver vanvittig af tanken om magt. At så Steen Grå er ensidigt ondt tegnet, hm, ja, men spørgsmålet er, om hans storhedsvanvid er værre end de andre, der rammes af den. Rip, Rap og Rup kommer så til at stå som heltene, og så alligevel... da hjelmen falder i havet, står en af dem alligevel med et fjernt blik og tænker, at nu bliver ingen konge af Amerika. En af hans brødre må lige give ham et spark bagi, for at få ham til at vågne op.
Ja, nu sad jeg her til sidst og ville lige prøve at se, om jeg ikke kunne være lidt original og finde en eller anden skønhedsfejl i denne historie. Det lykkedes ikke. Så den blev denne uges anbefaling med al risiko for, at nogen vil kalde mig en efterplaprer.

torsdag

Dyrefabler som rødder til Disneyserier


Når man snakker om tegneserier med talende dyr, så er det  nærliggende at spørge, om de har rødder i dyrefablerne, som går helt tilbage til den gamle græker Æsop. I hvert fald viser Æsop, at ideen med dyr, der opfører sig menneskeligt, ikke er ny. Den har også været brugt meget i både mundtlig og skreven fortællekunst helt op til vor tid, se indlægget Menneskeliggjorte dyr. Er det så en modernisering vi ser i "funny animals" serierne?
Langt på vej, ja, og især Disneys serier må der i store træk siges ja.

Silly Symphony-serien

Titelsekvens fra Disneys Symphony-serie

Der kan ikke være nogen tvivl om, når vi går tilbage til filmene, at Walt Disney kendte dyrefablerne, for adskillige af hans korte film uden gennemgående figurer, de såkaldte Silly Symphonies, er filmatiseringer af gamle fabler, Æsop er repræsenteret med bl. a. Skildpadden og haren, Landmusen og Bymusen og Myren og Græshoppen, folkefablerne er med i form ad bl. a. De Tre Små Grise (den er endda dansk) og Den kloge Lille Høne, Anders Ands debutfilm. Selveste H. C. Andersen er repræsenteret med Den Grimme Ælling. Omend mange af dem forholder sig frit til forlægget, så viser de i hvert fald, at dyrefablerne var kendt stof.
I langfilmene har dyr også ofte hovedroller og selv i dem, hvor det er mennesker, der er hovedfigurer, spiller dyrene ofte vigtige roller som hjælpere, vi kan tænke på Snehvide og i særdeleshed Askepot.

Song of the South med Bror Kanin

Billede fra Song of the South med fortælleren Onkel Remus og Bror Kanin
Fortælleren og Bror Kanin fra Song of the South
I 1946 lavede Disney filmen Songs of the South, som var en blanding af realfilm og tegnefilm. Den gik ud på, at en farvet slave fortæller eventyr for hvide børn, som han er babysitter for, og disse historier ser man som tegnefilm. Disse tegnefilmsekvenser er ganske skægge, omend filmen i øvrigt ikke er så vellykket. De er filmatiseringer af de farvede sydstatsfolks fabler om den kløgtige Bror Kanin, der altid vinder over sine fjender Bror Bjørn og Bror Ræv ved list. For en gangs skyld er det fabler fra Disneys eget land, og naturligvis blev Bror Kanin også gjort til en serie, som også har kunnet læses i det danske Anders And-blad. Ja, den har tydelige rødder i sydstatsfablerne.
Hvad angår de ovennævnte Silly Symphonies, så vil serierne om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise være velkendt for de fleste læsere af Disney-serier. I 30'erne forsøgte man sig også med de øvrige fra de korte film, men kun ulven og grisene viste sig at være langtidsholdbare.

Tegneseriernes fabelelementer


Men er der så nogen ligheder med de gamle dyrefabler i tegneserierne? De gamle fabler gik oftest ud på, at dyret besad en eller anden typisk menneskelig tåbelighed, som er skyld i, at det går dem ilde, som frøen der puster sig op af forfængelighed og revner.
Anders And er stolt af at være blevet sælgerVi kan i den forbindelse tænke på, hvordan Anders And ofte, især hos den tidlige Barks, ofte er i fedtefadet på grund af praleri, se mit indlæg om Kæphøje Krystere som eksempel, eller ofte kommer galt af sted på grund af selvovervurdering, Anders And som Brandmand er et oplagt eksempel, eller den gang i 12/68 han troede han kunne tjene penge på at gå på line over Niagara.
Noget af elementet har vi jo også i ulvehistorierne, når Store Stygge Ulvs skurkestreger går ud over ham selv. Anders And og Store Ulv bliver godt nok udviklet til mere sammensatte figurer efterhånden, men rødderne er klare nok. Bror Kanin kan godt i nogle af serierne være lidt af en drillepind, men i disse historier vinder han ofte ikke, men får en straf. Se indlægget Skovuniverset.
Ingen tvivl om, at noget af dyrefablens grundide går igen i mange af Disneyserierne. Det er ikke et enerådende element, så man kan ikke sige, at de er rendyrkede moderne dyrefabler, men der kan godt ses, at nogle af rødderne ligger der.
Hos nogen senere tegnere har det moralske aspekt fra dyrefablerne kunnet udarte til lidt for meget løftet pegefinger, Tony Strobl er gået i den fælde et par gange, og adskillige af Jim Fletchers historier om Mickeys nevøer Mik og Mak og Minnies niece Musse stikker kraftigt i næsen.
Hos de gode tegnere udnyttes fabelelementet godt som i de nævnte Barks-historier. De vækker ofte lige så meget medlidenhed med Anders som hån, for Anders And er jo hos Barks gjort til en menneskelig figur. De kan ses som en nuancering af tåbelighederne i de gamle fabler.

mandag

Mickeys rival

Billede fra filmen
Fra filmen Mickeys Rival fra 1938
Når man nu gerne vil anbefale en af Floyd Gottfredsons Mickey-historier, så er det næsten lige så svært som at vælge en historie af Carl Barks. Samme dilemma: der er så mange gode at vælge imellem og hvorfor lige vælge den ene frem for den anden?
Når jeg vælger denne, Mickeys Rival, så er det dels fordi den er med i Hall of Fame-seriens bind om Gottredson og derfor til at få fat på, dels er det en historie, hvor Mickey for en gangs skyld selv er alvorligt på den og derfor viser nogle vrkelige menneskelige træk.

Placering i Gottfredsons produktion

Oprindelig gik denne historie -  i lighed med andre Gottfredson-historier - som fortsat avisstribe, det var fra april 1941. Floyd Gottfredson hentede ofte inspiration fra filmene uden at følge deres handling slavisk. Det gælder også denne historie, som er inspireret af filmen Mickeys Rival fra 1938, hvor Minnie falder for en flot fyr på en skovtur og Mickey skummer af jalousi, men heldigvis flygter han for en rasende tyr til sidst, hvor Mickey så bliver redningsmanden og Minnie erkender, at hun er bedst tjent med ham.
Det eneste Gottfredson har taget med sig fra filmen er ideen med, at Mickey Mouse får en rival og så rivalens udseende. I filmen hedder han Mortimer, i tegneserien har han fået det fornemt klingende Montmorency Rodent, der blev fordansket i Den Store Mickey Mouse, hvor danske læsere så den første gang, til Smiske og i Hall of Fame-bindet om Gottfredson til Rollo Rottweiler, selv om han nok nærmere er en rotte.

Handlingen i Mickeys rival


Mickey Mouse går gennem en af Minnies ruder af jalousiMickey kommer hjem fra en rejse og kan ikke forstå, at Minnie ikke virker glad for at se ham igen, og snart får han forklaringen: Rollo dukker op og inviterer Minnie ud. Stakkels Mickey står slukøret tilbage og skummer af raseri. Den næste lange del af historien handler om alle hans forgæves forsøg på at vinde Minnie tilbage. Det er let at se det oprindelige avisstribeformat, selv om det er brudt om til en serieside: hvert fjerde billede slutter med enten en komisk pointe eller en cliffhanger, der straks skal få læseren til at finde striben i avisen næste dag. Der er mange forskellige komiske ting i forbindelse med det: Klaus Krikkes mislykkede forsøg på at få Mickey til at tage det humoristisk, Nora Malkekos tåbelige forgabelse i Rollo og hendes komiske nysgerrighed, Mik og Maks uforståen og ikke mindst alle Rollos sejre over Mickey. Som det skrider frem er bliver han mere og mere fortvivlet og Gottfredsons evne til at tegne mimik på figurerne får rig mulighed for at udfolde sig.

Men så dukker der en pige op, Tusindfryd, og nu har Mickey en ny kæreste. Så vender krigslykken, Minnie kan ikke skjule sin jalousi og pludselig er det Rollo, der taber den ene gang efter den anden. Til sidst opdager Mickey og Tusindfryd ved et tilfælde, at Rollo ikke er fin i kanten, hvad man som læser også har anet. Med hjælp fra Fedtmule som forklædt syngende telegrambud får Mickey afsløret ved en større fest i overklassecirklerne, at Rollo er en privatchauffør, der i sin arbejdsgivers fravær har stjålet den dyre bil og de penge, han var ansvarlig for, og nu optræder som rigmand. Under forsamlingens hånlatter flygter Rollo fra byen.
Minnie græder dybt fortvivlet, hun ville bare gøre Mickey jaloux. Da dukker Mickey op med - ja, nu præsenterer han hende som hans kusine Madeline, der var kommet for at hjælpe ham med at afsløre Rollo. Så alt ender lykkeligt.
Fedtmule har som syngende telegrambud afsløret sandheden om Rollo
Rollo Rottweiler er afsløret

Kvaliteterne ved Mickeys rival

Man kan indvende, at det er lidt af en hovsa-løsning at Mickey opdager Rollos sande identitet ved et rent tilfælde og ikke som almindeligt er i Mickey-historier ved, at han undersøger sagen, men bortset fra denne lille svaghed anser jeg den for at være en af Gottfredsons bedste. Hans tidlige og mellemste produktion fik vi jo først rigtig kendskab til her i Danmark, da Den Store.. serien kom i firserne. I de tidlige Anders And-blade var det den sene Gottfredsons striber, som vi fik, hvor han var gået væk fra de fortsatte historier og hver stribe så bare var et gag for sig. Undtagelsen er den første fortsatte serie nogensinde i et dansk Anders And-blad, Fedtmule og Agnes, hvor Fedtmule har fået en tam løve, det er bestemt også en herlig historie.
Men denne med Mickeys rival er der store følelser på spil og det ene optrin tager det andet. Gottfredson kan tegne mimik, ingen tvivl om det. Dertil kommer, at Mickey Mouse først bliver en rigtig menneskelig figur, når han er godt på spanden.
Se tidligere anbefalinger

Hos huleboerne

Denne historie Hos Huleboerne er fra Barks' sene periode, den blev trykt første gang i USA i 1961, danske læsere så den første gang i Gavehæfte nr. 11 i 1966. I dag findes den i Carl Barks' samlede værker bind 22, s 97. Som alle andre historier, der er trykt første gang i Gavehæfte, har den  haft en tendens til at blive lidt overset, også af barksister. Det er en skam, for det er en rigtig god historie med en underfundig pointe. Det er nok den ældre Barks, når han er bedst.

Handlingen i Hos huleboerne

Rip, Rap og Rup sidder foran flimmerkassen og er opslugte af et program om en, der hedder Kaptajn Dristig. Han er i Himalaya, den berømmelige Afskyelige Snemand er lige bag ham og han har ikke set den. Men så er der en af de tibetanske hjælpere, der jager snemanden bort, så ungerne er lettede og er enige om, at det var alle tiders program, ham Kaptajn Dristig opdager mange ting på sine rejser.
Bag ved dem sidder deres Onkel Anders og skumler, og på et tidspunkt skal han "sige dem en seks-syv ting" (en af oversætteren Sonja Rindoms nyskabelser). Ifølge ham er Kaptajn Dristig en svindler og fuld af fup og det værste er, at ungerne tror på hans bavl. De forsikrer deres onkel, at Dristig er vågen og interesseret og derfor ser ting ingen andre ser. Deres diskussion afbrydes af, at kaptajnen igen toner frem på skærmen for at fortælle, at han næste uge tager til Grand Canyon, måske finder han huleboere der.
Anders tager nu sine nevøer med på en tur til den berømte bjergkløft for at vise dem, at det er fup. Ude ved kanten kan de godt se, at næste uge får Dristig ikke noget at vise, men de spørger dog: canyon'en er jo stor, måske er der huleboere længere henne. Det får Anders til at leje lille fly for at de kan flyve over bjergene. Ungerne har sørget for at få et lille transportabelt fjernsyn med, de vil ikke gå glip af kaptajnens program, hvis de flyver vild.
De flyver så hen over de røde bjergtoppe, det er en fantastisk prøve på Barks' evne til at tegne autentiske lokaliteter, som han oftest gjorde fra fotos i National Geographic Magazine, men denne her kan han i princippet godt have besøgt selv, da det er i hans eget land.
På vejen lander ænderne på en flad bjergtop, og da viser det sig ikke desto mindre, at der sandelig er huleboere, en familie på far, mor og to drenge, der lever som i stenalderen og siger uartikulerede lyde, der måske betyder noget. Disse huleboere stjæler ændernes tøj og giver dem deres eget skindtøj på. Huleboerfar prøver til ændernes skræk at skubbe flyveren ud over kanten, men heldigvis stoppes han, da en af huledrengene tænder for det lille tv, og farmand så bliver optaget af det.
De sidder nu og skifter kanal og støder mest ind i undervisningsprogrammer. Disse primitive folk viser en utrolig lærenemhed, og da de kommer ind på noget om at stege en and, gør de fire ænder sig parate til at slås for livet. De reddes dog af, at en af drengene går ind på en kanal, hvor der vises en western og skuddene får huleboerne til at far forskrækket væk.
Men så sker katastrofen: de får drejet ind på et program, der underviser i at flyve et privatfly, også det lærer de og så flyver de væk og efterlader Anders og ungerne på klippetoppen (lad være at spørge, hvor de bliver af, det røber historien ikke). Nu må ænderne belave sig på måske for bestandig at leve som huleboere af tørre rødder.
Dog håber ungerne, at Kaptajn Dristig vil komme forbi, og ja, det gør han, han ser disse andehuleboere fra sit fly og lander. Da han er ved at stille sit filmkamera op, forsikrer Anders ham om, at de ikke er ægte huleboere, de er civiliserede ænder. Kaptajnen tror ham, men han må lige bede om en tjeneste, så han kan få et program i kassen. På sidste billede sidder ænderne hjemme foran tv og ser sig selv som huleboere i Kaptajn Dristigs program. Ungerne smiler, mens Anders koger af raseri over, at hans intention om at afsløre kaptajnens fup endte med, at han skulle se sig selv spille huleboer.

Kvaliteterne i Barks' historie

Det er virkelig en historie, der lever i kraft i sin pointe.
Som ofte hos Barks er det flydende, hvem der har ret og hvem der tager fejl, det er bl. a. en af de træk der gør hans historier til de bedste. Man kommer jo ikke uden om i starten af historien, da ungerne forsikrer om Dristigs vågenhed, at den "vågne mand" ikke havde set Den Afskyelige Snemand, men kun blev reddet fordi en af hjælperne jog den bort. Så kommer man heller ikke uden om, at der reelt er huleboere, hvor ænderne havner. Hvis Anders ikke havde fået sin ide, så ville Kaptajn Dristig virkelig have fundet huleboere.
Man må så alligevel sige, at det program der kommer i kassen om huleboere, er iscenesat. Det leger også lidt med det, at dokumentarister på film ofte iscenesætter for at få en troværdig fremstilling i filmen, som det ikke er mulig at lave ved bare at tænde kameraet. Er det så virkeligheden de viser? Historien her leger virkelig med den problemstilling. Kan man kalde Dristig en svindler?
Denne historie efterlader ikke med noget færdigt svar, men netop det gør den god. Samtidig er den også en prøve på Barks' tegneevner, både af landskabet og af ændernes mimik.
Se tidligere anbefalinger