mandag

Et lettere tåbeligt eksperiment

Har man Joakim von Ands 50-årsjubilæums Jumbobog stående, så indeholder den en historie, som er en af de rigtig skægge med sin science fiction ide. Den er tegnet af italienske Franco Lostaffia på basis af en manuskript af Giorgio Pezzin og kom i Italien 1979, jubilæumsbogen fra 1997 er den eneste udgivelse af historien i Danmark.

Handlingen

Andeby har fundet på at deponere det farlige atomaffald på månens bagside og har sendt en raket op. Åh nej, tænkte jeg straks, den ide er taget fra Månebase Alfa, som er en af de ringeste sf-serier nogensinde. Heldigvis blev denne skepsis gjort til skamme, da katastrofen sker, og raketten eksploderer på månens bagside. Månen løsriver sig ikke fra Jorden og flyver væk i himmelrummet som i nævnte tv-serie, den rykker 250 km nærmere Jorden. Det er straks en mere troværdig ide, og konsekvensen bliver da også, at alting bliver meget lettere på jorden, fordi Månen med sin tyngdekraft er rykket nærmere. Pludselig er Anders And i stand til at løfte tunge ting og alt går bare lettere. Men det giver problemer i længden, så nu må Månen tilbage på sin plads. Naturligvis spørger Joakim så Gearløs - hvem ellers, fristes man til at spørge - og han arbejder nu på en raket, der skal få månen tilbage på plads. Sideløbende følger vi Bjørnebanden, der vil udnytte situationen til at stjæle von Ands pengetank, som nu er meget lettere. Mens de fører deres skumle plan ud i livet, er Joakim med familie på vej mod Månen og forehavendet lykkes. Det giver Bjørnebanden en slem overraskelse, Joakim vender tilbage og giver dem det glatte lag med en kæp og de penge, der ved en utæthed sivede ud af tanken, har nu fået deres normale vægt og regner mod jorden.

Science Fiction-elementet

Ja, det er et eksempel på en andehistorie med science fiction, og ideen er så langt mere troværdig end i den tv-serie, som indledningen fik mig til at tænke på. Årstallet for udgivelsen i Italien giver jo også et praj om, at den blev til på en tid, hvor man diskuterede problemet omkring atomaffaldet, skulle man have atomkraft nu eller skulle problemet med affaldet løses først? Ikke sært, at også andetegnere kunne tage emnet op, og det sker så netop i Italien, hvis Disney-tegnere ikke er bundet af helt de samme restriktioner, som de er i USA og herhjemme. Derfor kan man også se italienske serier tage emner op, som man ellers aldrig ser behandlet i Disney-serier. Denne historie er bestemt en ganske skæg historie med en god science fiction ide.
Se tidligere anbefalinger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid da gerne en kommentar, hvis du har spørgsmål - ja, endda tilføjelser er velkomne.