Om mig og Disneys serier.

Der er nogen der tror, at man vokser fra Anders And og andre Disney-serier med alderen. Så er vi der os donaldister, som ikke gør. Har vi et Peter Pan-kompleks? Måske, den er jo også filmatiseret af Walt Disney.

Min opvækst med tegnefilmene.

Men jeg er så født i 1957 ligesom TV's Jakob Stegelmann, samme år som rumkapløbet startede med Sputnik,og jeg voksede op i skyggen af den kolde krig og med Disney, cowboys og andet fra den side af Atlanten. Årets højdepunkt var for mig allerede i førskolealderen Disneys juleshow i den nu hedengangne biograf Metropol, hvor man i en time kunne nyde de korte tegnefilm med Anders And, Fedtmule, Mickey Mouse og Pluto, måske var der lige en Silly Symphony som De Tre Små Grise eller Dyrene Vågner. Anden Juledag var der premiere eller repremiere på en af Disneys lange tegnefilm. Premiererne i min barndom var:
  • Sværdet i Stenen
  • Mary Poppins
  • Junglebogen
  • Aristocats
  • Robin Hood
Jeg elskede dem,  også repremiererne med Snehvide, Pinoccchio, Lady og Vagabonden, Askepot, Bambi. Jeg dyrkede Disney med dyb hengivenhed.

Tegneserierne.

Så var der også Anders And & Co., som kom hver tirsdag, og ovre i et antikvariat på hjørnet kunne der købes gamle numre for kun 50 øre, der købte jeg flittigt. Det var takket være dette blad, at jeg lærte at læse.
Hurra for Sonja Rindom, oversætteren, der ikke mente sproget skulle være barnligt, selv om det var for børn. Mine forældre blev før jeg startede i 1. klasse overraskede, da jeg sad og grinede af et Anders And-blad og det viste sig, at det ikke var et billede, der så sjovt ud, det var en replik.
Adskillige ord lærte jeg her, pygmæ, naragtig, yakokse, skunk. Alle disse ord lærte jeg ikke i skolen, men i det skønne blad, som jeg læste ivrigt. Det var mit fristed, når tilværelsen var for tung.
Allerede dengang kunne jeg godt se, at de gamle blade fra antikvariatet var de bedste. Da jeg læste de nye blade fast i løbet af tresserne, blev jeg altid glad når der stod En Udvalgt Serie - jeg fandt snart ud af, at de var skidegode. En dag lå der den første Jumbobog i kiosken, her var noget for pengene.

Ud af barndommen.

Så kom den tid, da amerikansk gled ind i det danske sprog som et skældsord. Vietnamkrigen kastede en sort skygge, Nixon-æraen satte landet i dårligt lys. Da kom puberteten, og adskillige voksne mente, at nu var det på tide, at jeg blev stor. Så jeg stoppede med at købe bladet, snakkede mest om musik med mine jævnaldrende. Det var egentlig som at tage afsked med en venneflok, og jeg gik ind og så tegnefilmshows i al hemmelighed og læste bladet ved tandlægen, frisøren og andre steder (se mit blogindlæg Den mørke alder). Efterhånden kom det også på biblioteket. Jeg syntes nu engang, at det var sjovere at se Anders And og Fedtmule kvaje sig end at se superheltene klare det hele.
En dag - da jeg var godt på vej ind i voksenalderen - lå de der hos boghandlerne: Den Store Anders And, der blev efterfulgt af flere store , Andelogien af Jon Gisle og hæfterne Bedste Historier om Anders And - og i butikken Fantask lå der magasinet Carl Barks & Co. Dem købte jeg og opdagede kærligheden til disse historier, som jeg havde slugt som barn - samme oplevelse som mange har af at læse H. C. Andersen igen som voksen. At finde de gamle blade frem igen var som et gensyn med en kær ven.

På det tidspunkt var der tendens til blandt donaldister, at Barks var det eneste rigtige, se indlæggende Barksisme og Donaldisme. Så militant er jeg ikke mere, trods alt er der kommet andre gode ting, og Jumbobøgerne har bestemt deres lyspunkter. I dag kan jeg stadig som midaldrende læse serierne med glæde. Jeg er med i Donaldistforeningen og læser medlemsbladet Rappet med stor glæde.
Hvor kan man ellers finde mig på Nettet?

Min hjemmeside
Som forfatter på Fyldepennen.
Som guitarlærer på egen blog.
Som pianist på egen blog
Min mundharmonikablog
Min YouTube-Kanal